The Scratch udfordrede grænserne for, hvad Copenhell er og ikke er. Tog man med dem på rejsen op til fadølsanlægget nede på den irske pub var det dog en hyggelig fredagsbrandert, de fire folkmusikere spillede i gang.
Madball var årets hardcore-sejrherrer på Copenhell. Efter et par skuffende koncerter fra genrens fremadstormende bands vandt de aldrende newyorkere på ren gejst og spilleglæde fredag aften på Pandæmonium.
Insanity Alert leverede en thrasheksplosion af den slags, der er forbeholdt et publikum, som kan sætte lighedstegn mellem brede grin og total ødelæggelse. Og for hvem ethundrede bajere kun lige er beskrivelsen af morgenbuffeten.
Det var et brag af en dødsfest på Gehenna onsdag aften, da Plaguemace fra Horsens skabte præcis den vilde koncert, som Copenhells publikum elsker.
Med tekster om at blive kvalt i lort og voldtage sine kæledyr leverede Dying Fetus en udmærket omgang brutal dødsmetal.
Jungle Rot er et sjældent syn i Danmark. Og med et råddent godt show viste den amerikanske kvartet, hvorfor de er et overset navn.
Biohazards første show uden for USA var i København i 1990. 34 år senere var de her igen, som var tiden stået stille og spillede stadig med ungdommelig energi.
Version 2.0 af Terminalist åbnede Gehenna om fredagen med en solid debutkoncert.
Trods Paul Christensen er uhelbredeligt syg, så stråler og spiller Pretty Maids stadig som rockstjerner og leverede en rørende koncert i Copenhells historie
Vansind ville feste, og det bogstaveligt talt med ild i scenen og et publikum, der gik i bådene for at komme med på bandets togt.
Chelsea Wolfe holdt som vanligt melankolien i fokus igennem en lille times dyster seance på Pandæmonium, i hård kamp mod den silende regn.
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Hexis lavede lokalt uvejr foran Gehenna-scenen og gennemførte et rasende halvmarathon på Copenhells skønne skovscene.
Velspillende Karnivool fik spillet sig ind på livet af Copenhells publikum, så det til sidst blev en helt fin progfest.
Lørdagen og lukkedagen bød på flere tunge, højintense indslag – men også nogle stille overvejelser om Copenhells retning og potentiale.
Den majestætiske vildskab, som man kunne have forventet qua Hulders udgivelser, udeblev i en buldrende, rungende trommelyd på Gehenna.
Med teknisk snilde og fede riffs, så var instrumentale Night Verses lige dét, som de fleste, der havde taget morgenturen til Hades, manglede til en effektiv, både blød og halvhård start på dagen.
Sort Sol spillede månen sort og foldede nattens vinger ud med en koncert, der skuede tilbage uden at være cringe-nostalgisk.
High on Fire var en sonisk skjoldmur uden sprækker, omend detaljerne måtte lade livet på slagmarken.
I 2019 var Tool historisk fremragende. I år var de reduceret til en historisk fadæse.