Copenhell 24: Fredag - Danske kometer og amerikanske ikoner
Fredagen startede stærkt med Vulvatorious og Terminalist. Eftermiddagen bød på Q&A med Kerry King og et erotisk hjørne, mens Anti-Ritual spillede på Boneyard. Aftenen sluttede fremragende med mægtige Machine Head og John Cxnnor
Copenhell har det gerne med at byde på alternative indslag. Det har været et stort tilløbsstykke, de gange public service-helten Jakob Stegelmann har været fordi med et symfoniorkester og spille ikoniske filmtemaer. I år er det reggaeensemblet The Chains, der har fået tjansen af det alternative indspark.
Egentlig var The Chains programsat til festivalens nye tiltag Boneyard, men grundet et sent afbud i hovedprogrammet er The Chains rykket fra containeren i Boneyard til Hades. Det må være vildt nok for dem. Det er ikke mere end få måneder siden, The Chains gav deres første koncert på Vesterbros legendariske Märkbar. Nu er de skaleret op på en af Danmarks største festivalscener. Men Hades er svær at fylde ud fredag 12.30. Især når hypede Vulvatorious er programsat på samme tidspunkt til at åbne Pandæmonium. Og vi er trods alt på en metalfestival, så at gæsterne fravælger ska for metal, det er jo ikke så mærkeligt.
Alligevel er der et par hundrede mennesker, der står klar til The Chains. Gruppen består af erfarne musikere og har veteranen Pato Siebenhaar i spidsen. De er veloplagte, og der opstår hurtigt dans og brede smil blandt det sparsomme publikum. Jeg kender intet til den her genre, men i de ti minutter, jeg overværer The Chains, er det oplevelsen af et band, der kan deres kram. Kollegaen kvitterer da også med en positiv anmeldelse. 
(Pato Siebenhaar i front for The Chains. Foto: Peter Troest)
Gamle mænd og unge håb
Jeg trasker videre og forbi Helviti, hvor et par roadies er i gang med at lave lydprøve på Uriah Heeps instrumenter. De har åbenlyst en fire-fem årtiers erfaring på bagen, og ligner de her helt klassiske roadies fra amerikanske film som Airheads eller Wayne’s World. I ved, typen med langt gråt hår, bandana, fuldskæg, ret kraftig og værktøj hængende i buksesidernes lommer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de ikke har oplevet på landevejene igennem en menneskealder. Det må være et fascinerede, men også et hårdt liv.
Da jeg er forbi Helviti, kan jeg så småt høre tordenskraldene brumme fra dansk metals nye kometer Vulvatorious. Jeg så dem i Pumpehuset for små to år siden, hvor de var support for Undergang og Konvent. Allerede her var det åbenlyst, at kvintetten kunne noget. Debutpladen kom for få måneder siden og er blevet skamrost i både metalmedier og dagblade. Den er indspillet i Ballade Studios, hvor størstedelen af de bedste danske udgivelser igennem de sidste ti år er optaget. Strychnos, Afsky og Terminalist blot for at nævne få. Det er imponerede.
På Pandæmonium brøler Ditte Krøyer løs og har et vildt rovdyrs udtryk i øjnene. Den karismatiske forsanger får virkelig publikum med sig, og dem er der ikke så få af her tidligt fredag i den bagende sol. 
(Ditte Krøyer med Andres Truelsen fra Plaguemace på ryggen. Foto: Peter Troest)
Tidligere år har det været sparsomt med gæster til de første koncerter på festivalen, hvor koncerterne også blev afholdt om natten. I år er det som om publikum har forstået, at Copenhell nu er en festival, hvor musikken spiller fra middag til midnat. Og de første navne på dagene er ikke længere bare udenlandsk fyld. Det er både Vulvatorious og Terminalist strålende eksempler på. Jeg når at se et kvarter af de førstnævnte, inden jeg skal videre til Gehenna og anmelde sidstnævnte.
Terminalists ’The Crisis as Condition’ blev af Devilution kåret som 2023s bedste danske udgivelse. Det er en solid omgang hyperthrash og de gange, jeg før har oplevet Terminalist live, har de været gode. Men ingen har set den her version 2.0 før. Bandets ophavsmand Emil Hansen har samlet tre nye musikere til kvartetten, og koncerten er deres debut. Der må være nerver på, men det ender som en fuckin’ fremragende genfødsel. 
(En stor sejr til Emil Hansen og Terminalist 2.0. Foto: Peter Troest)
Dum at høre på
Fra Gehenna og tilbage foran Helviti for at nå resterne af Uriah Heep. Helt bogstaveligt, da kun guitaristen Mick Box er eneste originale medlem. Jeg holder af Uriah Heeps plader, men live virker de altid så kedelige. Det ændrer den her fredag ikke på. Da jeg kommer frem til Helviti, er forsanger Bernie Shaw i gang med en tale om, at i 1970 – da Uriah Heep debuterede – inddelte man ikke musik i alle mulige kategorier som dødsmetal, får han sagt med nedladende tone. Næ du, i 1970 var good music just good music. Shaw virker dum at høre på, og jeg får lyst til at råbe til ham, at i 1970 var good music Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin.
Men videre i teksten, for apropos dum at høre på, så forlader jeg Uriah Heeps koncert for at se Q&A med Kerry King inde i Comic Con.
Copenhells kontraster
Det er første gang, jeg går ind til Comic Con. Der er en enorm rolig og nørdet atmosfære. Langs indgangen er der et banner, en timeline år for år fra 1970 til i dag med alle milepæle indenfor heavy metal, film, comics og computerspil. Det er godt fundet på.
I hallen er alle stolene optaget, så jeg står ude i siden, da Kerry King kommer ind og skal tale om sine yndlingshorrorfilm. Den 60-årige amerikaner lever ikke op til sit ry. Han er slet ikke dum at høre på, men fremstår yderst sympatisk. Værten, hvem end han er, er til gengæld ikke særlig dygtig i rollen som interviewer. Ingen begejstring, og alt for mange stille pauser imellem de to på scenen får seancen til at fremstå akavet. King fortæller, at hans favoritfilm overhovedet er den første ’A Nightmare on Elmstreet’ fra 1984, der var Johnny Deeps debutfilm.
(Q&A med Kerry King i Comic Con. Foto: Daniel Pilgaard)
Imens King fortsætter med at tale løs i baggrunden, tager jeg en tur rundt i hallen. Der er kø til bordene, hvor man kan skabe sin egen tegneserie, som efter festivalen så bliver samlet til en fælles fortælling. Der er en shop, hvor du kan handle store æsker med Pantera og Ozzy, hvad end der så var i dem. Op ad trappen gemmer der sig en brætspilsbar, hvor flere sidder og roligt fordyber sig i brætspil og kort.
Det er først her, at det går op for mig, hvor vilde kontrasterne er på Copenhell. I den ene ende af festivalen kan du sidde i Biergarten og høre de samme metalklassikere køre på repeat, og er du kvinde kan du med stor sandsynlighed blive forulempet af en stangstiv bonderøv. I den anden ende af festivalen kan du sidde i din helt egen verden og hygge med brætspil. Det er som at være på to forskellige festivaler på samme tid. 
(Udsigt over Comic Con. Kerry King kan anes i baggrunden. Foto: Daniel Pilgaard)
Det erotiske hjørne
I Comic Con gemmer der sig også en afdeling, der hedder Dark Market. Det er ikke et telt for børn. Her kan du få alt hvad hjertet begærer af erotiske tegneserier. Blandt andre ’Sort Nadver’, hvor nonnerne bliver kneppet i klostret. Og der er stande med alverdens tegninger af seksuelle motiver. Jeg kan ikke mindes, jeg nogensinde har set noget magen til på andre metalfestivaler i Europa. Det er sgu ret forfriskende, og min kæreste er vild med den her type litteratur. Så jeg tænker hun skal have en gave, men opgiver at vælge blandt de mange muligheder og beslutter mig for, at hun kan få den ægte vare i stedet for en tegning.
Årets fiasko
Copenhell har i år nedlagt smadreland og i stedet brugt pladsen på konceptet Boneyard. Scenen er en container og den bare asfalt foran den, og konceptet skulle efter sigende også byde på body suspension, hvor du får en krog i huden og bliver hejst op. Men konceptet går også ud på, at intet af indholdet annonceres, hvilket mildt sagt virker ret tåbeligt.
I det hele taget er Copenhell dumpet med den fraværende information om festivalens sideshows. Metalquiz torsdag og lørdag var ikke annonceret. Der har angiveligt også været burlesqueshows. Da jeg forlader Comic Con er det rent tilfældigt, jeg går forbi Boneyeard og kan høre, at der er musik i gang. Det viser sig at være Anti-Ritual, der udgøres af temmelig kompetente musikere, som bare giver den fuld smadder. Det lyder fedt, men det er næsten umuligt at se bandet.
Måske er det derfor tiderne ikke er offentliggjort på Boneyard, for det giver jo sig selv, at når man sætter et band til at spille på fire kvadratmeter på asfalten, så er det kun de forreste tyve mennesker, der kan se bandet. Når snakken i år går om Boneyard, så er der enighed om, at det er årets fiasko. 
(Anti-Ritual på asfalten i Boneyard. Foto: Daniel Pilgaard)
Copenhells musikarkiv
Eftermiddagen byder på koncerter med Karnivool, Make Them Suffer, The Scratch, Rival Sons og Insanity Alert. Jeg ser ingen af navnene, udover 10 minutter med Karnivool, der er ved at kede mig ihjel, så jeg tager turen ned i RIP til bænkene ved Husted Vin, som er placeret foran presseafdelingen og får en forfriskning med kollegaerne. Vi er otte skribenter og to fotografer afsted i år. Spredt i hele landet, og alle har travlt i hverdagen med arbejde, familie, børn og bands, så Copenhell er den eneste tid på året, hvor vi næsten alle mødes fysisk. Det er altid skide hyggeligt, og jeg kan altid blive imponeret over den indsats, de andre leverer.
Med undtagelser, der kan tælles på en hånd, så har Devilution i ord og billeder dækket samtlige koncerter i Copenhells historie. Forestil jer man kunne læse om og se billeder af alle koncerter i Roskilde Festivals mere end 50-årige historie. Det kan man desværre ikke. Men det kan man med Copenhell. Og jeg er enormt stolt over være med til at lave et arkiv over den bid af dansk kulturarv, som Copenhell er blevet.
Copenhell er også den eneste tid på året, hvor alle generationer af danske rockjournalister er samlet. Fra den første generation med Steffen Jungersen og Jens Jam Rasmussen, der altid er gode for en sludder og en røverhistorie, over alle metalmedier i landet til de yngste skud på stammen. Min gamle ven Morten Birk laver podcasten Lyden af Dansk Metal, og med sig har han sin 17-årige datter, der elsker metal og render rundt ude på pladsen og laver voxpop til podcasten. Det er sgu sejt!
Maskiner og Terminator
Fra hygge, til Hades går Kerry King på 17.15 og serverer gamle tracks med Slayer. Den nordjyske kollega er ikke imponeret, men jeg synes nu, det rykker meget godt. 
(Kerry King og frontmand Mark Osegueda, der er hentet ind fra Death Angel. Foto: Jacob Dinesen)
På Pandæmonium skuffer Harms Way. Dropkick Murphys skaber en fin fest på Helviti. Eivør er årets store trækplaster på Gehenna, og de halvgamle drenge i Madball viser, hvordan en virkelig fed hardcore-koncert skal leveres.
Det er blevet aften, og Slaughter to Prevail rykker Hades rundt, mens et af klodens mest turnerende bands, danske Hexis, nedlægger Hades.
(Slaughter to Prevails frontmand Alex Terrible forsøger at leve op til sit efternavn. Foto: Peter Troest)
Machine Head er uden tvivl dagens store navn. Sidst de stod på en dansk festival var tilbage på Roskilde Festivals Orange scene i 2012, der er gruppens værste på dansk jord. Året efter besluttede bandboss Robb Flynn sig for, at Machine Head ikke længere spillede på festivaler. I stedet indførte han blandt andet konceptet ”An Evening With Machine Head”. Ingen support. Kun en lang aften med Machine Head. Konceptet kom ikke til Danmark i første omgang, men jeg så det i London i 2016, hvor Machine Head spillede i næsten tre timer. Det er en af de vildeste koncerter, jeg har oplevet.
Fravalget af festivaler holdt indtil sidste år, hvor Machine Head gav et eksklusivt show på belgiske Graspop. Helt forventet tager de hele Europas festivaler denne sommer. Jeg var ikke i tvivl om, at Machine Head ville vælte Copenhell, og dagen efter var hele min Facebook-feed fra morgenstunden da også en stor begejstring. 
(Flammehav på Helviti under Machine Head. Foto: Daniel Pilgaard)
Fra et massivt show med Machine Head står resten af lørdagen på Chelsea Wolfe, Orm og John Cxnnor. Sidstnævnte er Devilutions store darlings og er blevet skamrost på Roskilde Festival og Roadburn i Holland. Jeg har ikke set dem og får heller ikke set dem i denne omgang. Efter en intens koncert foran scenen med Machine Head, så var der ikke mere energi tilbage. Men John Cxnnor? Ja, de gjorde sgu åbenbart igen og lukkede fredagen med et brag.
(John Cxnnor med Cabals Andreas Bjulver Paarup i front. Foto: Peter Troest)