Årsliste 2025 – Mads Pedersen

2025 føltes som et træt mellemår; alt for meget lød genrebevidst og anonymt, alt for lidt lød af personlighed. Men måske er det bare blevet umuligt at finde de få perler på lossepladsen?

2025 slår mig som et temmelig magert år. Normalt er der en hel stribe album, der virker top 5-værdige; i år har feltet været betragteligt indsnævret, og der har ikke været nævneværdig kamp om pladserne. En del af miseren skyldes, tror jeg, at ellers sikre kort fra den traditionelt orienterede metalscene i år har udgivet undervældende plader. Tower, Venator, Wanton Attack, Century og ældre bands som Pagan Altar – alle har de haft svært ved at leve op til de strålende forgængere, og det indsnævrer feltet betydeligt. Det er nok for tidligt at afskrive genren, men det føles, som om scenen er ved at miste den energi, der har været dens force de senere år; ganske som den gjorde i 80erne og 90erne. Forhåbentlig er 2025 blot en krusning på overfladen.

Der udkommer stadig uoverskueligt mange plader, og en årsliste er et umuligt projekt, for hvem kan nå at konsumere og forholde sig til så meget ny musik (og vil det ikke også være mere tilfredsstillende at lytte til den musik, man rent faktisk har), som der udkommer hver eneste dag. Selvom man forsøger at læse anmeldelser, holde sig orienteret på fora og vigtige YouTube-kanaler, er der uendeligt meget, der går under radaren. Og meget af det, der modtager positiv omtale, viser sig uinteressant ved første gennemlytning. Skyldes dét ændrede lyttevaner, hvor man ikke bruger lang tid på at høre pladerne igen og igen, som man gjorde, da man var ung og begrænset til et par hundrede cd'er? Eller handler det snarere om, at alt for lidt skiller sig positivt ud i dag? At for mange projekter stiller sig tilfredse med at opfylde en genrekonvention, men ikke har investeret i at forme genren på en personlig måde? Eller måske har jeg bare ikke fået hørt det mest interessante i år? Det handler helt sikkert også om, at en række subgenrer med vind i sejlene i disse år ikke rigtig siger mig så meget.

Det kan lyde, som om jeg undsiger nedenstående årsliste, men jeg tror, at den sikkert ville have set omtrent sådan ud i et bedre år også. Det, jeg savner, er først og fremmest lidt mere konkurrence om pladserne. At jeg ikke skulle liste så meget ikke-metal ind under dække af en relation til en lidt hårdere rock. At man kunne lave en fyldig liste af boblere. Med den ovenfor nævnte syndflod af udgivelser burde det være muligt. Og med den ovennævnte syndflod af udgivelser burde det også være overflødigt at nævne (jeg gør det nu alligevel), at årslister som denne aldrig kan give et udtømmende bud på årets bedste udgivelser, men i bedste fald kan inspirere andre til at opdage et eller andet, de ellers ikke havde opdaget.

Og så er det jo næsten også altid sådan, at det først er, når man har skrevet sin årsliste, at man begynder at være klar til for alvor at lave sin årsliste, til at dykke ned i andres årslister, til at finde noget af det, man måske har overset eller ikke fanget kvaliteterne ved i første omgang. Eller måske bare høre noget af det, man på forhånd har afskrevet, men som andre har set lyset i. Det er der, årslisterne har deres berettigelse, selvom de færreste overhovedet har overblikket til at lave en.

Årets danske album:
1. Den sorte død: ‘Hemmeligheden bag den sorte slanges konstellation’ – Det føles en smule pinligt ikke at have anmeldt Den Sorte Døds seneste album, der udkom i begyndelsen af året. Særligt når nu forgængeren også var en af årets favoritter. Et hypnotisk og krystallisk klart møde mellem ambient-kraut og dungeon synth.
2. Josie: ‘A Life on Sweets Alone’ – Dansk/britiske Josie ramte et virkelig dejligt sweet spot mellem poppunk, sødmefuld twee og indiepop; sløset spillet, harmonier, der ikke altid er lige harmoniske, og en vidunderlig og afhængighedsskabende ungdomssvinsenergi. Burde være på soundtracket til alle blot nogenlunde vellykkede film og tv-serier om at være ung og føle sig udenfor.
3. Gam: ‘Valravnen’ – Lyden af iskold undergrundsblack og 1993.
4. Diverse kunstnere: ‘Du som er i Helvede’ – Yderst solid black metal-compilation fra Martin Leth Andersens (Strychnos) nystartede selskab, der holder undergrundsfanen højt hævet og giver et blik ind i den kunstnerisk mest interessante del af dansk black metal netop nu. Udkom sent på året og kunne sikkert være endt højere, hvis jeg havde nået at høre den noget mere.
5. Nortt: ‘Dødssang’ – Titlen på albummet den klareste og mest dækkende varedeklaration, jeg længe har læst.

Årets internationale album:
1. Phantom Spell: ‘Heather & Hearth’ – Perfekt, renfærdig og oprigtig, melodisk/progressiv rock/metal, lige så overdrevet naiv som overdrevet catchy og vellavet.



2. Cirith Ungol: ‘Live at The Roxy’ – Man kunne mene, at det siger lidt om metalåret 2025, at jeg synes, at det livealbum er årets næstbedste. Det gør det måske også. Men det siger altså mest om, hvor vanvittigt stærkt et livealbum, 'Live at The Roxy' er. Findes der en mere velsyngende 69-årig i hele verden end Tim Baker? I så fald gider jeg ikke høre om det, jeg vil bare leve i illusionen. Hvis livealbum stadig blev klassikere, ville dette være en af de urørlige.
3. Masters of Reality: ‘The Archer’ – Der er ikke nogen bands, der lyder helt som det Chris Goss-anførte band. Heldigvis da. For selvom Masters of Reality kan stikke i (for) mange retninger, er 'The Archer' først og fremmest et unikt udtryk for en kringlet, kantet og umådeligt dygtig sangskriver.



4. Medieval Demon: ‘All Powers of Darkness’ – Utroligt græsk black metal, der lyder både ægte okkult og meget inspireret af klassisk metal. Indeholder også pauker, saxofon, let kitschede synths og masser af hooks.
5. Black Sword Thunder Attack: ‘Black Sword Thunder Attack’ – Der er efterhånden mange hyldestbands derude. En masse ældre bands er en slags glorificerede coverbands af sig selv med kun et enkelt originalmedlem, hvis man er heldig. Andre forsøger at lyde 1:1 som et andet band. Og den slags er noget smuds. Virkelig. Men nogle gange er smuds også bare så spændende og nichepræget. Som når nogle grækere sætter sig for skamløst at kopiere amerikanske Lordian Guard og Warlords excentriske power metal, og det kilder alle de rigtige steder. Undskyld. Jeg skal nok gå over i hjørnet og skamme mig over mine tilbøjeligheder.

Årets danske hit:
Big Mess: ‘Terry’ – Catchy poppunk fyldt med en teenageenergi, der lyder utroligt overbevisende (også selvom bandets fire medlemmer efterhånden er lige så midaldrende som jeg selv).



Årets internationale hit:
Medieval Demon: ‘Eosforan Night’ – Svært ikke at lade sig rive med af noget så perfekt storladent (og en lille smule kitschet), som når Medieval Demon rigtig ruller sig ud med kor, synths og pauker i deres hymner til underverdenen



Årets genfundne klassiker:
Thin Lizzy: Alt fra 1974-1979 – Som alle nogenlunde ordentlige mennesker har jeg hørt Thin Lizzy før og haft en pæn slat plader stående med dem. Men i år genbesøgte jeg dem og hørte for første gang diskografien i træk. Det viste sig blandt andet, at Brian Downey er en fuldstændig vidunderlig og undervurderet trommeslager; at der er utroligt mange gode sange, der ikke har fået nær den opmærksomhed, de fortjener; og at aldrende metalhoveder, der har beklaget sig over, at Thin Lizzy ikke lød hårde og metalliske nok på deres plader, tog fuldstændig fejl – det er evnen til at være bløde, poetiske, underspillede og samle flere genretræk i deres egen lyd, som er Thin Lizzys store force. Et vidunderligt genhør.



Årets koncerter:
1. Current 93: Union Chapel, London, 04-04-2025 – Tre år i træk har Current 93 været øverst på min koncertliste. Det er selvfølgelig et yndlingsband, men det skyldes især, at den nuværende inkarnation af David Tibets højst personlige vision har udviklet sig til en af de stærkeste liveversioner af bandet. Hvor de sidste år endelig spillede et greatest hits-sæt, netop som man troede, at det var helt slut med at genbesøge bagkataloget, spillede de denne gang et sæt med en lang række numre, man troede var væk fra sætlisten, blandet med et par af de helt dybe deep cuts. Perfekt.



2. Negative Plane: BETA, København, 17-04-2025 – Det unikke, amerikanske black metal-band mere end levede op til forventningerne ved deres danske debut, da de åbnede porten til en anden verden på BETA. Der var ikke meget sceneshow, men når musikken er så stærk og leveres med så meget overskud og så overlegen livelyd, er den slags detaljer helt lige meget. 
3. Drew McDowall: Alice, København, 10-09-2025 – Jeg holder meget af den elektroniske, skotske alkymist for både hans soloplader og især hans tid i evigt savnede Coil. På Alice lød McDowall af Coil i langt højere grad end ved de af hans andre besøg, jeg har set. Exotica-samples blev til ildevarslende droner og landede et meget smukt sted mellem horrorsoundtrack og en form for fest. En koncert, der både føltes enormt frisættende og viste, hvor meget der stadig er at hente i de Coilske lydlandskaber.



4. The Crazy Word of Arthur Brown: Metal Magic Festival, Fredericia, 12-07-2025 – Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af den 83-årige galning og hans unge, psykedeliske lejesvende på Metal Magic, men jeg havde helt sikkert ikke forventet dette. Hvad end det så var. Brown sang sin spacy hippiepoesi vidunderligt, skiftede kostume oftere end Sabaton, havde ild i rumhjelmen, smuk, fuglemaskeagtig makeup og lange, spacerockede intermezzoer. Helt ubeskriveligt.
5. Venom: Metal Magic Festival, Fredericia, 10-07-2025 – Måske var Denial of Gods koncert noget bedre, men jeg har set Denial of God mange gange; til gengæld har jeg ikke set den ildsprudlende bandit Cronos live før. Og det var svært livsbekræftende at se en 62-årig mand drøne rundt i bar overkrop tæt på fuldmåne og være så tændt over sange, han må have spillet tusindvis af gange før. På plade kommer Venom aldrig til at genskabe magien fra det klassiske lineup, men live var det lige før, det lykkedes.

Årets ekstrametalliske indslag:
1. Nurse With Wound & Diarmuid MacDiarmada: ‘Lung Oysters’ – Avantgarde-enmandshæren Steven Stapleton og hans skiftende, surrealistiske samarbejdspartnere udgiver en grotesk mængde album. I år er det blevet til fire. Derudover en række småudgivelser. Det er næsten altid værd at lytte til, men også fuldstændig uoverskueligt for andre end de mest dedikerede fans. 'Lung Oysters' er en af de udgivelser, der burde nå ud til flere end dedikerede fans. Samarbejdet med den irske musiker Diarmuid MacDiarmada giver udtrykket mere musikalitet (frem for lyd) og mere krautrock, og Nurse With Wound har altid været allerbedst, når de har omfavnet arven fra krautrocken mest. Skøn overraskelse.



2. Kassi Valazza: ‘From Newman Street’ – Forgængeren, 'Knows Nothing', var en stor favorit i 2023 med sine meget velskrevne countrysange leveret af en sangerinde, der fik teksterne til at føles enormt levende, og en varm og fyldig 70'er-præget produktion. Dette nye album levede ikke helt op til forgængeren, var ikke lige så umiddelbart fremragende, men åbnede sig ved genhør.
3. Pavlov's Dog: ‘Wonderlust’ – Jeg elsker amerikanske Pavlov's Dogs poppede, AOR-agtige variant af progressiv rock på deres to 70'er-album. Den nuværende inkarnation har kun sangeren David Surkamp med, men det gør ikke så meget, for han skrev de fleste og de bedste af sangene dengang, og det er også hans nasale high pitched vokal, man forbinder med Pavlov's Dog. Det er svært at se gruppen få nye fans med et album som 'Wonderlust', men for fans er det stadig velgørende at høre Surkamp ryste lige lovligt sukrede, pompøse rockballader fyldt med smægtende violin og Surkamps excentriske vokal ud af ærmet.



Årets danske navn:
Statens Kunstfond – King Diamond på Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og masser af legater til dansk metal i år. Nu er det Arnes metallens tur.

Årets internationale navn:
Kyle McNeill – Udgav ikke blot årets bedste album som Phantom Spell, men lagde også vokal og guitar til Seven Sisters' glimrende ep, 'Shadow of a Fallen Star, pt. 2', som han i øvrigt producerede og mixede. Et multitalent og et stort talent i det hele taget. Må gerne få et gennembrud i bredere kredse.

Årets nye danske navn:
Josie – Fedt debutalbum samt en stribe fede koncerter, der mindede mig om, hvor meget jeg holder af livets simple glæder.

Årets nye internationale navn:
Internationalt har jeg tydeligvis kun hørt musik for gamle røvhuller, lavet af gamle røvhuller.

Årets comeback:
Alle dem, hvor folk bare besluttede sig for at lade være.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Blazing Eternity: 'Der hviler en nat over sorte heder' – Udover, at især 'Der hviler en nat under sorte vinterbøge' er en ekstremt fed demo, og at genhøret med Blazing Eternitys demoer var en udelt fornøjelse, så var bookletten med fyldige liner notes fra medlemmerne om de tidlige dage (alene anekdoten om, at Peter Mesnickow hyres som sanger, fordi han går rundt og hører Amorphis på en ghettoblaster, er alle pengene værd) og uddrag af en gigantisk samling af gamle udklip og flyers en særlig præstation, udført med stor kærlighed af bandet selv og af Deadbangers Productions. Svært ikke at savne 90ernes metalkultur med flyers, båndbytte, zines og koncerter til 40 kr. i entre.

Det overså jeg i 2024:
Unto Others: 'Never, Neverland' – Unto Others viste sig at være federe, end jeg først havde troet, eller også var det bare først i 2025, jeg kunne forlige mig med, at jeg virkelig elsker meget af den gamle goth rock, som jeg tidligere har haft et lidt ambivalent forhold til.

Årets optur:
- Current 93. 
- Festival of Endless Gratitude i november var også en skøn oplevelse, fordi det er sjældent, at en festival er så kompromisløst avantgarde, eksperimenterende og eklektisk (og med så rar en stemning oveni); The Shadow Ring på samme festival virkede som et band fra en historie af den ret ukendte, men af mig højt elskede forfatter Mark Valentine. Det var meget givende, selvom jeg ikke ved, om jeg nogensinde får behov for at høre en plade med dem. Man ser dem for sig være unge i en britisk provinsby uden for sæsonen. Bandet dannes, det er det gymnasieband, mange andre også konceptualiserede, men de dannede det faktisk, og der er en halvt ironisk, halvt hyperprætentiøs stemning om det, en usikker trang til at skabe. At se den – meget britiske, men også universelle – ungdomsskabelse træde ind i det i høj grad midaldrende føltes voldsomt stimulerende i øjeblikket; det føltes, som om kunst var muligt. Var det godt? Det ved jeg ikke. Men det var en stor oplevelse, og det var dejligt, at de ikke fortrak en mine under koncerten.
- Harald Voetmanns roman 'Lysmesse'; det føles utroligt, at sådan en roman (så ambitiøs, så velskrevet) overhovedet kan udkomme i 2025.
- Den berusende følelse af på sidste spilledag at sikre sig en andenplads i C-rækken hos DAI's syvmandsfodbold på Kløvermarken. Største fodboldtriumf, jeg som aktiv spiller har deltaget i. Min omverden forstod ikke helt, hvor stort det var.

Årets største skuffelse:
- At stirre ned i det bundløst afgrundsdybe og afstumpede mørke, menneskeheden er i stand til at frembringe; heldigvis må der være nogle år til næste Sabaton-koncert på dansk grund.
- Copenhell-programmet er heller ikke meget at råbe hurra for, men der kan man tilføje et "som vanligt", så det gør vel ikke så meget.
- Dansk svineindustri; mafiaen må skæve misundeligt til dens forretningsmetoder.
- Selvom Ozzy Osbourne ikke har foretaget sig noget relevant (ud over koncerter) de seneste 30 år, ramte hans død mig (og alle andre) overraskende hårdt, fordi man blev mindet om, hvor meget han  har betydet.

Største ønske for 2026:
At opdage noget nyt eller i hvert fald flere nye udgivelser, der vækker følelser i mig, end jeg gjorde i 2025.

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Current 93, Store Vega, 19. september. Det eneste, man efterhånden tør at se frem til.
Men selvfølgelig også Riot City på Metal Magic.