Copenhell 25: Torsdag med støv på hjernen
Copenhells andendag var varm, støvet og forblæst. Det satte sit præg på festivalen, der tydeligvis så godt ud i solskin, men hostede lidt af støv, der forhåbentlig ikke var af urintilsnit.
Som den fuldvoksne far-type jeg er, begyndte min torsdag på Copenhell med, at jeg lige skulle være færdig med noget arbejde, inden jeg kunne hoppe på cyklen til Refshaleøen, så jeg gik glip af Hetfields søn og hans venner i Bastardane. Det skulle ellers have været udmærket, ligesom jeg sprang Skarnet over, hvilket ærligt talt ikke gjorde mig noget.
Første koncert var derfor med norske Heave Blood & Die på Gehenna, som lød lidt vel ferske, men bestemt ikke var en dårlig oplevelse. Gruppens ganske let krautede postpunk smagte bare ikke af så meget. Jeg ville have mere! Kraftigere suppe – men først skulle anmeldelsen skrives. Imens gled The Sword og colombianske Syracusæ mig af hænde.
Nu var det tid til det, jeg vel nok havde set allermest frem til på Copenhell 25, nemlig fusionen af Syl og Eyes på Pandæmonium-scenen. De to bands leverede tyngde, intensitet, skarphed og lydtryk, og selvom den lune, støvfyldte modvind var lidt strid, så var det ikke noget, der blæste de ti musikere på scenen bagover. Det var en sjældent lækker oplevelse, som jeg var nødt til at give den ultimative karakter, 666. Vi skreg med på "Frit land fra flod til kyst", og det var slut alt for hurtigt, men som jeg skrev i min anmeldelse: “Afslutningen var fornem: En buldrende, bombastisk hardcoreperle ved navn ’Horde’, som SYL og EYES havde skrevet til lejligheden. Syntesen var komplet, og der var ikke andet tilbage at gøre end at nyde at få serveret sangen eksklusivt til denne særlige lejlighed, som SYL og EYES fik det maksimale ud af. Sublimt. Ganske enkelt sublimt.”
Copenhell grindset
Ind at skrive med mig! En anmelder har sjældent tid til at hvile på festivaler – men hvad gør det, når man får lov at skrive om noget så godt som musik med noget på hjerte? I mellemtiden måtte jeg springe middelmådige Bullet for my Valentine over, ligesom jeg missede Commie Cowboys spille punk med guitarsoli på Boneyard. Og tilsyneladende gik jeg også glip af noget stort. Koncerten med Danefae var både nuanceret, nænsom og norrøn, og det er jo ting, jeg normalt synes er fine, så måske burde jeg have været der, selv om gruppen på plade ikke siger mig ret meget. Men der skulle jo også spises, og på vej over til Boneyard fik jeg en udmærket sandwich med pulled pork. Jep, jeg kan faktisk indtage andet end naturvin og vegetarmad, selv om det sidste naturligvis mere er min tasse d'urine du matin, hvis I forstår, hvad jeg mener, I medlemmer af den ukultiverede pøbel. Jeg kunne jo lige så godt slumme den lidt som en af the great unwashed, nu jeg alligevel var dækket af støv. Videre til Boneyard!
Sewer Haul klarede på 18 minutter at sende så megen ultrabeskidt energi ud over scenen, at det var en ren fornøjelse. Som at få tæv med en ringende jernpande. Men en rigtig velpasset De Buyer-pande, hvor bivoks, brug og olie har skabt den helt rigtige naturlige stegebelægning, der gør spejlæg til gudernes spise. Der røg jeg ud ad en tangent, men pointen er, at Sewer Haul er fede.
Med den optur i rygsækken var det videre op for at se The Cult gøre sig selv til grin som et gammelt has-been-band, men det gjorde de ikke. Som vores anmelder peger på, var de heller ikke fantastiske, men det var ganske hyggeligt at vippe med foden til firserrockerne. Exodus kildede derimod alle de rigtige steder ovre på Pandæmonium. Det var skønt at se et firserthrash-navn i den grad stadig have den (og cadeau til Copenhell for at have booket både dem, Sodom og Kreator – det er legacynavne med bid i).
Om det var en effekt af deres TV2-interview ved jeg ikke, men faktum var uanset hvad, at der var så proppet på Gehenna, at det ikke gav mening at forsøge at komme ind at se Ashes of Billy. Mange kritiserede sceneplanlægningen, men det kan være enormt svært at forudse den slags, og jeg tror ikke, Copenhell kunne have forudset denne publikumsstrøm.
Uanset hvad var det jo også snart tid til at rykke over til ravet på Helvíti. Der har været en del debat om, hvorvidt Essex-gruppen The Prodigy overhovedet hører til på Copenhell, men det er da i hvert fald et faktum, at de spiller væsentligt tungere musik end for eksempel Heave Blood & Die og Danefae. Uanset hvad så var der en stor hoppe- og dansefest til The Prodigy, og som jeg skrev: “The Prodigy har numre, der er stærke nok til, at de stadig kan tale til folks dansefødder og sans for oprør. Det fik vi at mærke denne aften, når The Prodigy ikke lige sumpede for længe i et dystert, ambient stemningsstykke.” For problemet med koncerten var ikke Keith Flints fravær. Det var, at de mange, stille mellemstykker, som skulle give koncerten dynamik, ikke var substantielle nok til at holde kedsomheden fra døren mellem de ravede bangere.
Og her sluttede min aften så. I gider alligevel ikke høre om, hvordan jeg sad og skrev i stedet for at være til Abbath, Lorna Shore og Wiegedood. Seriøst, Copenhell? Tre ting, jeg godt gad se? På én gang? Mens jeg skulle skrive? SMH!
