Riff-mageriet er en klassisk dyd, der er ved at forsvinde, og med det forvitres selve metallens fundament. Hvad vi står tilbage med, er en bunke attitude og absolut forglemmelighed.
Der er både plads til at lege Find Tony Iommi-riffet, progge igennem på Yes-manér og fortabe sig i skønheden på Motorpsychos halvanden time lange monstrum af en plade.
Med Satan og Quorthon i ryggen åbner Watain pladeåret 2018. For den dovne lytter kan det fremstå råt og primitivt, men de finere nuancer ligger lige under den grumsede overflade.
Det siger noget om manglen på nyskabelse i metal, når det, redaktionen kunne samles om at hylde i 2017 var en plade med Body Count og et Metallica-boxset. Vi kunne nogenlunde enes om, at Slægt og Natjager hver især på medrivende vis gik på jagt i genbrugskasserne og så naturligvis, at Devilution er det bedste i verden.
Der var rationering på riffene og kække bemærkninger mellem midttempo-sangene om skyttegravsdød, da Deadflesh besøgte Bornholm lørdag.
Quicksand var stilskabende i en grad, så deres comeback uundgåeligt kommer til at lyde som mange af de bands, der har videreført deres lyd.
Det var et år, hvor de sejeste plader fik nitter og spikes til at vokse ud af ens jakke ved egen kraft. Hvis du ikke kan lide dem, kommer de plader og giver dig bank, makker.
Defectos høje ambitionsniveau matches hverken af sangskrivning eller produktion, og det formår ikke at skygge for, hvor afskyvækkende musikken er.
Syv nye navne på Copenhell. Det er de største af de nyere og de mest vedholdende af de ældre, Copenhell føjer til plakaten for sommerens festival.
Lifesick sidder ikke på hænderne: Det tungt metalliske hardcoreband fra Fredericia drager på onsdag ud på en Europa-turné sammen med hardcore-legenden Harley Flanagan.
Omkring 1990 var Odense et vigtigt koordinat på thrash-landkortet, og det mest lovende navn var Rigid Domain. Vi har spurgt Julie Molin og Claus Pedersen, hvorfor det blev ved det lovende.
Engang var metallerne skræmmebilledet. Skulle man tro mainstreamfilm og -medier, var det højeste, vi kunne gøre os forhåbninger om at blive i 2017, et ynkværdigt sidekick.
Der er ikke noget at sige til, at rutinen er ved at blive dominerende hos Converge 16 år efter deres gennembrud. Men det er på bekostning af den tvingende nødvendighed, som er forudsætningen for deres musik.
Flere generationers metalhistorie er repræsenteret blandt de første navne, der i dag offentliggøres til den festival, der samler det hele sammen over tre dage på Refshaleøen: Copenhell 2018.
Techdeath spillet af en flok skatere: En gruppe baskere i Harry Potter-udklædning spiller dødsmetal på en måde, der får en til at undre sig over, at al død ikke lyder sådan.
Sommeren kan synes langt væk, men vi ser allerede nu frem til næste års Copenhell. Festivaler i vores nabolande er begyndt at offentliggøre navne, og det fik os til at spekulere: Hvem mon spiller på Copenhell i 2018?
Et bandnavn er tit nok til at gennemskue, hvilken genre vi er ude i, men nogle gange snyder navnet. Vi guider dig uden om nogle af de tricky.
De tre første navne til metalfolket på Roskilde Festival 2018 går fra det, der egentlig ikke er metal, men appellerer til metalfolket, over det, der rækker langt bredere ud end metalscenen, til de allermest true af de true.
Nogle uger er mere intense end andre, og denne uge bliver en af de særligt hidsige for koncertfotografen. Vi stiller skarpt på fem af ugens Københavnske koncerter.
Ikke et øje eller drikkehorn er tørt, og ingen næve uknyttet, når Enslaved forsvarer den stolte ur-metalitet.