Det lugter af kulturel appropriering, når to avantgarde-komponister laver et dronemetallisk værk, men selve udførelsen er der intet at udsætte på.

Den klassiske crossover bliver dyrket så rent i Municipal Waste-sideprojektet, at man får lyst til at stjæle sin fars øl og hænge ud i skolegården sammen med vennerne igen.

Sexede damer er sexede, og rockmusik er stiv pik. Med det credo er det forstemmende, så usexet en plade ‘Wild Cat’ er.

Når Vektor hyldes for deres ambitiøse og komplekse thrash, synes jorden gødet til en genoprejsning til de skelsættende Hellwitch.

Ufortrødent fortsætter Iron Fire med at spille power metal, som om de stod på den store scene på Wacken, når de i virkeligheden står på en klubscene på Bornholm, og det er prisværdigt.

Ikke et øje er tørt, når Kreator spiller op til fællessang med alle de rigtige holdninger serveret som T-shirt-slogans. Men deres position på toppen af thrashen vidner også om, hvor sløj konkurrencen er.

D-takt er begrænsningens kunst, men Martyrdöd viser, at der er rigeligt med spillerum inden for genrekonventionerne.

Som lam blandt ulve vandrer de, de kristne metallere. Mere eller mindre utvetydigt forkynder fem doom-bands den sande kristentro, men helt frit for at være ufrivilligt komisk er det altså ikke.

 “Jeg har aldrig forstået Satan-dyrkelsen,” erkender kulturjournalisten, forfatteren og salmedigteren Daniel Øhrstrøm, der har en fortid som kristen heavy-fan bag sig.

Hatebreed er bedre end forbillederne i Slayer og Exodus på deres syvende album. Men det er stadigvæk svært helt at give sig hen til coachen Jamey Jasta.

Alt var ved det gamle i metalland i 2016: De store festivaler blev større, de store bands blev større, og publikum voksede også. At det skete på bekostning af ambitioner om at ville rykke noget ved metallen, er der heller ikke noget nyt i, men i trygheden findes også kimen til metallens endeligt.

Set med briller af stål var 2016 et år domineret af svulstige, herligt overlæssede konceptalbums om rummet, kulden og ilden. Dét og så Bathory.

Whores og Helmet fjerner støjen og mislydene fra deres støjrock, så man står tilbage med noget, der i bund og grund bare er rock. Med betoning af “bare”. 

I begyndelsen af karrieren, langt inde i den eller lige pludselig ved dens afslutning: Tre bands på hver deres stadium var uforløste på hver deres måde på Bornholm.

Mens resten af nationen enten hylder forbrugssamfundet og resten forarges over selvsamme på Black Friday, kan metalpublikummet byde dagen velkommen med en ny bunke navne til næste års store metalbrag på Copenhell 2017. 

Demoet var altid bedre, det er dødsmetaldogme # 1. Alligevel prøver tre veteranbands at holde døden fra døren med nye udgivelser.

De sidste mange år har der været et navn, som danske festivalgæster igen og igen har sukket efter. Nu kommer de næsten – næsten – til Copenhell, der annoncerer fire nye navne til næste sommers metalfest.

Newzealænderne brænder ikke alle broer til den tekniske dødsmetal på deres femte album, men de tager dens våben med sig over i den atmosfæriske black metal.

Man skal elske sin black metal uforbeholdent for at give sig i kast med englændernes dogmatiske tilgang til genren. Men deres femte plade giver også en god grund til at gøre det.

Den københavnske sludge-kvartet spiller så sikkert og anonymt på deres andet album, at det kunne være et hvilket som helst band, man hørte.