Der er ikke meget Mellemfolkeligt Samvirke over det, når den californiske Black Twilight Circle trækker på azteker-kultur og maya-rødder i deres lo-fi black metal.

Kontrol er den ypperste form for tillid, lød et ordsprog i Østblokken under kommunismen. Hos Laibach er kontrol, kontroltab og omgåelse af kontrollen bestandige og stadig aktuelle temaer, som de demonstrerede det ved deres koncert i DR Koncerthusets Studie 2.

Alle elsker Motörhead, specielt i disse dage, men det er ikke alle, der er lige gode til at vise den kærlighed.

I The Psyke Project stred modsatrettede musikalske udtryk mod hinanden og skabte kortvarigt noget helt særligt. I LLNN og Église viderefører nogle af eks-medlemmerne de udtryk i hver sin retning.

Stoledans til noiserock i en kirke, øko-black i et forsamlingshus inde i en skov, sludge på en strandbar og en vemodig afsked med en ambitiøs doom-festival: Den cardiganbærende fløj af redaktionen udpeger årets mest bebrillede næsten-metal.

De sydspanske avantgarde-doomere Orthodox skræller lag af på deres første album i fire år. Desværre bliver det lidt for tydeligt, hvad der er tilbage, når tågen letter.

Udsynet er modfaldent, troen på menneskeheden udslukt, og festen havnet i en massiv nedtur. Hvis det er Drug Churchs vision at fejle eklatant, så lykkes det.

Industrial-supergruppen lykkes overraskende godt med deres andet album, der vækker associationer til såvel medlemmernes storhedstid som 90’ernes metal-uvaner.

I en afstikker til thrash-bandet Holocausto holder de brasilianske crust-metallere et næsten imponerende lavt niveau tre årtier efter debuten og nægter at lade alderen modne dem det mindste.

Doom-eremitten Judd Madden sælger ikke plader, spiller ikke live og er i det hele taget ikke meget for at gå ud. Hjemme i soveværelset har han til gengæld perfektioneret sin instrumentale doom over otte album på fem år.

Metalscenen går fra at være regional til global, og hvad den vinder i professionalisme, mister den i personlighed. I sidste afsnit af artikelserien om chilensk thrash gør en række af medlemmerne på scenen status.

Fra midten af 90’erne er det tid for den store exodus på den chilenske thrash-scene: væk fra metalland, såvel lydmæssigt som geografisk.

Kaotisk, punket black metal; øvelokaleoptagelser, der suser så meget, at det bliver noise; det hele spædet op med knivdrab og sunkne krigsskibe: fem tidlige markante sydamerikanske ekstremmetaludgivelser.

“Vi mistede noget at være vrede over.” Forandringerne i Chile i 90’erne ramte også dødsmetalscenen, og den er også blevet ramt af revivalismen.

Ved indgangen til 90’erne står både Chile og landets thrashscene ved et skel. Men de forandringer, der skal komme, sker kun langsomt i tredje afsnit af historien om den chilenske thrash.

Solbrud var den oprindelige begrundelse for at lave Bornhell, og de var også det band, der gjorde stærkest indtryk på Bornholms første black metal-festival. Men det var ikke i sig selv nok til at trække folk af huse.

Mens militærdiktaturets dage efterhånden var talte, var den chilenske thrashscene klar til at albumdebutere i 1988. I anden del af artikelserien fortæller Yanko Tolic fra Massakre/Massacre og Andrés Marchant fra Necrosis om at miste gejsten, netop som scenen havde vokset sig stor.

Metallen er allestedsnærværende i Chile og har været en dominerende modkultur siden militærdiktaturets tid. I første del af en artikelserie om den chilenske thrashs historie beretter Yanko Tolic fra Massakre om, hvordan det var ham, der startede det hele.

Max Cavalera lander sit tredje album med lige så mange bands inden for et års tid. Sammenlagt når han lige op på en ep-fuld mindeværdige numre.

Hvor andre har forsøgt at blive ved med at genopfinde posthardcoren og hive den i alle mulige retninger, har Patrick Kindlon dyrket den som en fast form. Med kunstnerisk succes endda.