Sick Of It All kender ikke til dårlige dage, og det er ingen sag for dem at spille en søndag op, selvom den største overraskelse hos NYHC-veteranerne er, at de har lagt åbningsnummeret til sidst i sættet.

En hel dags black metal dybt inde i en skov med klipper, skovsøer og underjordiske – vi udlodder to billetter.

I første del af en serie på to ser vi med afsæt i nye plader fra Titus Andronicus og Fucked Up på, hvordan man kan videreudvikle 80’ernes posthardcore, selvom overgangsgenren selv forlængst er fortsat ud i andre genrer.

Blackmetal er i sin natur ikke lettilgængelig. Bornhell afprøver om det også godt må gælde for placeringen af en blackfestival. Devilution interviewer bagmanden, Andreas Bille Brahe.

Selvom der er al mulig grund til at være skeptisk over for amerikanernes atmosfæriske post-black, ender de med at overbevise på trods.

Københavnsk enmandsband debuterer med en post-black, der er alt andet end overbevisende.

Med en blanding af virkelig dårlig timing og en vis skepsis overfor Copenhells altfavnende natur begav Briller Af Stål sig derind hvor alle er venner, intet er farligt og laveste fællesnævner aldrig for langt væk.

Lørdag bliver den dag, hvor fællessangen kommer til at gjalde ud over Refshaleøen. Indimellem i falset. Vi guider til festivalens sidste dag, hvor camp og kostumer møder den sandeste sande metal.

På Copenhells andendag mødes veteranerne og de genkomne med de nye opkomlinge og de virkelig sære. Vi guider til fredagen.

Første dag på Copenhell har noget til ethvert metalhjerte: Klassisk doom, klassisk crossover, klassisk, død, klassisk thrash – og en transkønnet og nogle fyre med masker. Devilution guider.

De bedste intentioner, referencer og samarbejdspartnere kan stadig ikke redde KEN Mode fra at fremstå lidt småkiksede.

Den københavnske emo-kvartet med rødder i Lack, Obstacles og Town Portal spiller op mod sin egen fortid og lykkes heldigvis med det.

Blandt afstumpede stakler rager den romantiske nihilist Niklas Kvarforth op. Så meget desto sværere er det at forlige sig med hvor godt det han laver, faktisk er.

Vold, interne svinere, stoffer, dodgy labels, mental ustabilitet, fitness, kampsport og religiøse sekter: Historien om Cro-Mags har det hele, bortset fra en god diskografi udover klassikerne.

At se bands fra 80’erne og 90’erne gendannes på stribe er som et se ekskærester bolle forlegent med hinanden. Og nåh ja, så er det ikke ligefrem noget, der gavner scenen.

Alle kan lave et hardcorecover af en popsang, en noget større udfordring er det at tage en hardcoresang og lave et popnummer ud af det. Eller noget helt tredje eller fjerde for den sags skyld. Vi ser på de fem mest uventede drejninger, hardcoreklassikere har taget i andres hænder.

Snakken i krogene forud for årets Copenhell er fokuseret på hovednavne samt fraværet af disse. I dette Vagttårn ser vi nærmere på, hvad der definerer et "hovednavn", og stiller spørgsmålet: Er vores musik fremtidssikret? Hvad sker der med metalmiljøet, når Motörhead, Judas Priest, Black Sabbath, Iron Maiden og AC/DC ikke længere turnerer?

Briternes emofarvede hardcore fungerer upåklageligt for genren. "Fungerer upåklageligt" er mere, end hvad man kan få sig selv til at sige om genren som sådan.

Bas- og trommeduoen Bell Witch havde fået bedre plads til al deres lyd end forrige år, og deres kosmiske doom var en smuk afslutning på HDDT.

Heavy Days in Doom Town lukkede ned med den hidtil mest formfuldendte festival uden mange afstikkere ud i andre genrer end den, det det hele handlede om: Doomen.