Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.

Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.

De Roskilde Festival-aktuelle New York hardcore-veteraner Madball er stadig ude på skrammer. Men det går mest ud over dem selv, når de forsøger at række ud over den klassiske formel. 

Opvarmningsdagen lægger op til decideret nedsmeltning: Vores skribenter Steffen og Jon giver deres bud på, hvordan de hver især har tænkt sig at indlede fire dages metalfestival.

Primitiv dødsmetal af stockholmerskolen, som dine forældre hadede den: LIK er fuldt bevidste om det absurde og dumme i deres musik, og de administrerer det med klasse.

Copenhells sidste dag tager metalpublikummet behørigt med rundt i hele musikmanegen, inden den niende festival slutter og efterlader os med tømmermænd, hidsige diskussioner og forhåbentlig lige så mange gode minder som de forrige år. 

Thrash, autotune, black metal, dansk råberi og støvet amerikansk grunge. Fredagen kan det hele, og Mørkets Fyrste lukker hovedscenen, mens Enslaved og Danko Jones rydder op på de øvrige scener.

Smertegrænsens Toldere, UxDxS og Nyt Liv blæser liv i andendagen på Copenhell, der på musikfronten serverer rock og metalcore i stride strømme, atmosfæriske eksperimenterer med Zeal & Ardor, mens et dansk band har fundet vej i midnatsmørket.

Copenhells campister skal ikke bare drikke øl, mens de venter på, at musikken starter: Tre kultnavne, ét nyere og en vanvidsfest sørger for onsdagsunderholdningen.

Når ens gamle yndlinge har for travlt med at diversificere og modne deres lyd i stedet for at lave noget, der er lige så fedt som det gamle, er det helt i orden, at andre tager stafetten og løber baglæns med den.

Tyve år efter debuten står Soulfly stadig i skyggen af Sepultura, når de spiller på årets Copenhell. Og Max Cavalera ved det tilsyneladende godt selv.

En lektie i sejhed: Selvom der er færre originale dele tilbage i Exodus, end der er i Robocop, fortsætter thrashens dræbermaskine ufortrødent. Men de har aldrig overgået debuten. 

Det tætteste, man kommer på en spirituel oplevelse uden at blive medlem af en sekt eller læse selvhjælpsbøger: Det 19 år gamle mesterværk transporterer stadig sin lytter uventede steder hen.

De er ikke de allerstørste, men de er Copenhells moralske hovednavn i 2018: Kreator har gennem tre årtier stredet sig støt mod toppen. ‘Extreme Aggression’ var et tidligt vendepunkt.

Vælger man at høre Møls debutplade som black metal, bliver man slemt skuffet. Men ønsker man sin indie med metallyd, er ‘Jord’ vellykket på sine egne præmisser.

Hvis koncerter kun handlede om musikken, kunne man lige så godt blive hjemme og høre den og slippe for andre mennesker. Tre sludge- og stoner metal-bands anlagde vidt forskellige syn på, hvad looket betyder for den samlede oplevelse.

Som satanismen er nazismen og kommunismen på forhånd tabte sager, og derfor er de oplagte emner for romantiske black metallere og  punkrockere. Det kræver, at man som publikum kan skelne mellem kunst og kunstner, mellem provokation og propaganda.

Fra sin bjælkehytte i Minnesotas skove har Austin Lunn imponeret med en bizar fusion af black metal og bluegrass. Denne gang forsøger han over to timer at dele de to op, og resultatet skuffer.

Termokrus, striksweatre, slips, telefoncovers: Der er bandmerchandise til alle behov, ikke mindst dem du strengt taget ikke havde, før du opdagede, at kunne købe den her åndssvage ting med dit favoritband.

Det er deres hjemstavns vemodige sange, briterne kaster sig over på en rendyrket akustisk folk-plade. Og det er både kønt og kedeligt.