Ganske som forventet har Architects søgt en genremæssig udvikling. Desværre har briterne ikke styrke nok til at taget skridtet fuldt ud, og bandets niende fuldlængdeudgivelse ender med at være både fugl og fisk.
Selvom Love And Death lod til at være korsfæstet og borte, efter Brian Welch genoptog guitar-tjansen i KoRn, genopstår bandet nu, vender korset korrekt og udretter mirakler.
Dethrxner råber deres sangtitler i versaler, og det spejler deres helt vildt lidt subtile virkemidler. Men tud mig en flod, det fungerer på sin egen perverse måde.
‘Hybrid Theory’ er nu-metallens zenit. Kulminationen af genrens udvikling op gennem 90’erne. Højdepunktet, der på én gang var startskuddet til genrens forfald og en hel generations indgang til metal.
De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.
Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.
Få en piercing i øjenbrynet! Lav pigge i håret med rød Dax Wax! Smid en kæde i din pung!
’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.
Point for at vedgå sig gravrøveri up front. Minuspoint for ikke at gennemføre det: Static-X balancerer på en knivsæg mellem at ville være farlige og bare hygge sig.
Vores nu-metal-connaisseur glemmer sent den dag, han mødte verdens sejeste forsanger. Det minde har en helt specielt plads der, hvor man bliver rigtig glad. Resten af koncerten var også helt fin.
Hollywood Undead har stor succes med at være det stik modsatte af, hvad der engang var kvintettens mantra og styrke. Med enkelte undtagelser er det tørt, kedeligt og forudsigeligt at lytte til bandets voksen-nu-metal.
’I Disagree’ er et positivt, opløftende bud på nu-metal anno 2020. Det hele blegner desværre lidt, har man bare en lille smule sans for brand strategi og forretning. Nu-metal i en nøddeskal.
Elendig lyd og for store omgivelser sendte Behemoth til tælling, mens hovednavnet ingen problemer havde med at hive en sejr hjem.
Had dem eller elsk dem, Natjager har ikke kun formået at spille på både Copenhell og Roskilde, inden de udgav et album – de har også givet fingeren til sortseerne, og rent faktisk udgivet det. Natjager er her for at blive, og de står stærkere end nogensinde.
Raised Fist giver køb på egne værdier med en udgivelse, der er sært forfejlet og ekstravagant kluntet på stort set alle parametre.
Korn fortsætter revitaliseringen med en plade, der er bygget på sorg, gode ideer og kompetent sangskrivning. Af de toneangivende nu-metal-mastodonter, der stadig udgiver musik, er Korn for tiden det mindst metaltrætte.
Der er få over Jared Gomes, men til gengæld lader det til, at der har været en hel del under. Den amerikanske flab og hans husorkester (Hed) P.E. er tilbage, og det er altid en fornøjelse. Også selvom ’Stampede’ er en halvsvag udgivelse.
Da Northlane albumdebuterede, spillede de progressiv djent. Nu spiller de nu-metal. Det er de til gengæld ret dygtige til.
Er fint nok godt nok for Slipknot? ’We Are Not Your Kind’ er endnu et album, som vil være glemt, når turnécyklussen er overstået. Det har sine højdepunkter, men der er ikke mange af dem.
Fever 333 skruede alt op til 11 og leverede hoppefesten med synthriffing, ungdommelig vildskab og politiske paroler for alle pengene.