Had dem eller elsk dem, Natjager har ikke kun formået at spille på både Copenhell og Roskilde, inden de udgav et album – de har også givet fingeren til sortseerne, og rent faktisk udgivet det. Natjager er her for at blive, og de står stærkere end nogensinde.

Raised Fist giver køb på egne værdier med en udgivelse, der er sært forfejlet og ekstravagant kluntet på stort set alle parametre.  

Korn fortsætter revitaliseringen med en plade, der er bygget på sorg, gode ideer og kompetent sangskrivning. Af de toneangivende nu-metal-mastodonter, der stadig udgiver musik, er Korn for tiden det mindst metaltrætte.

Der er få over Jared Gomes, men til gengæld lader det til, at der har været en hel del under. Den amerikanske flab og hans husorkester (Hed) P.E. er tilbage, og det er altid en fornøjelse. Også selvom ’Stampede’ er en halvsvag udgivelse.

Da Northlane albumdebuterede, spillede de progressiv djent. Nu spiller de nu-metal. Det er de til gengæld ret dygtige til.

Er fint nok godt nok for Slipknot? ’We Are Not Your Kind’ er endnu et album, som vil være glemt, når turnécyklussen er overstået. Det har sine højdepunkter, men der er ikke mange af dem.

Fever 333 skruede alt op til 11 og leverede hoppefesten med synthriffing, ungdommelig vildskab og politiske paroler for alle pengene.

Slipknot gav på mange måder den samlende koncertoplevelse, som Copenhell samler på. I 90 minutter underholdt det ni mand store band med et freakshow dedikeret til dem, der står udenfor.

Ashley Castello holder stramt fast i tøjlerne og styrer New Years Day sikkert igennem udgivelsen af ’Unbreakable’. En plade, der stilsikkert rammer målet, men også savner variation og nerve.

Det var først, da Slipknot trådte et skridt væk fra nu-metallen, at de viste sig langtidsholdbare. Inden næste måneds Copenhell-koncert kigger vi tilbage på bandets tredje og bedste album, der netop er fyldt 15 år.

 Forever Still står tungt på skuldrene af deres inspirationskilder. I en sådan grad at bandet sjældent tegner en selvstændig profil.

Det var en noget rodet affære, der udspillede sig i Amager Bio, da spillestedet torsdag aften inviterede til nu-metallisk nostalgitrip.

King 810 deler stadig vandene med lige dele tomme kalorier og opfindsomme, indlevelsesrige kompositioner.

All star-bandet Fever 333 debuterer med politisk præget rap-rock. Effektivt, men til tider vel letkøbt.

P.O.D. er et omvandrende bevis for alt der gik galt, da nu-metallen blev kommercialiseret. Et trist levn og et minde om et band, der engang kunne skrive interessant musik.

Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.

Daron Malakian and Scars on Broadway har ikke succes med at slippe ud af System of a Downs skygge. 

Natjager har deres eget bud på hvordan metal skal lyde. De har også deres eget bud på, hvordan en video til et hårdtslående nummer skal se ud. Vi har premiere på musikvideoen til 'Rejser' her.

Hvis man køber præmissen, er Hollywood Undead i live-regi ekstremt underholdende og en meget positiv oplevelse.

I frit fald fra fordums storhed piner Machine Head med ’Catharsis’ lytteren gennem 74 minutter med pinlig politisk korrekthed, pakket ind i bedaget groove- og nu-metal.