Pladeanmeldelser
Stoner rock uden udløbsdato! Tempo er alting på 'Force Field', der er neandertalerrock, når det er bedst.
De fynske ørkenkrigere Causa Sui har begået endnu et både medrivende og beroligende album, hvor bandets særegne, instrumentale stoner/kraut/post-rock får de hidtil tungeste riff at gå på.
Vaklende mellem malerisk storhed og vulkansk eksplosivitet er andet udspil fra Auðn en adstadig drømmerejse ind i det islandske sind.
Den dansk/svenske konstellation IAmFire har meget mere at byde på end blot fuzz og tyngde.
Der er kun gået knap et år siden den seneste plade, men Witchery er allerede klar med en værdig efterfølger. 'I Am Legion' er svensk thrash og black, når det er bedst.
De svenske prog-metallere udgav deres tiende fuldlængde sidste år. Den er lige så tilbageskuende, som den er fremadskuende, og den er svær at holde af, men også vanskelig at lægge fra sig.
Venom Inc. bibringer ikke metallen meget nyt på bandets "første" album.
2017 blev året, hvor amerikanske Trivium vendte tilbage med growl og nye kræfter bag dobbeltpedalen. Dette til næsten udelt begejstring.
Primitive Man prøver med deres anden plade vitterligt på at tage livet af lytteren. 'Caustic' er noget af det hæsligste sludge, der nogensinde er udgivet, og det kræver meget at komme helskindet igennem den. Og det er fedt.
De erfarne kræfter i All Pigs Must Die har fået tilført nyt blod og disker op med en helvedes fængslende og aggressiv omgang metallisk hardcore på deres tredje album, 'Hostage Animal'.
Punkrockerne fra Norges svar på bibelbæltet er klar med deres fjerde album. Med syv års erfaring har bandet leveret et album, der lever op til forventningerne om dansabel punk, men også et album, der overordnet lykkes med en mere voksen, poleret lyd.
Der er både plads til at lege Find Tony Iommi-riffet, progge igennem på Yes-manér og fortabe sig i skønheden på Motorpsychos halvanden time lange monstrum af en plade.
Endnu et hemmelighedsfuldt band er dukket op på den danske metalscene. Men til forskel fra de fleste emmer (0)’s første udspil af kvalitet på samtlige fronter.
Pepper Keenan er tilbage i Corrosion of Conformity, der – på godt og ondt – lyder præcis, som man kunne forvente, 17 år efter denne besætning sidst udgav et album i fællesskab.
Kollapses første album bed fra sig, selv om amatørens famlen skinnede vagt igennem ellers gode ideer og viljen til at skrige dem ud. Fem år senere er snakken en ganske anden.
Med Satan og Quorthon i ryggen åbner Watain pladeåret 2018. For den dovne lytter kan det fremstå råt og primitivt, men de finere nuancer ligger lige under den grumsede overflade.
Enmandshæren Midnight tromler hen over slagmarken, og der tages ingen fanger på det nye album, ’Sweet Death and Ecstasy’.
Forsoningen mellem det dansable og det kantede er blevet skarpere, og opgraderingen fra sekstet til oktet gør Diablo Swing Orchestra til en mere spraglet størrelse end nogensinde før.
Big Mess’ debut var tættest på en Hüsker Dü-feel, men med opfølgeren bevæger bandet sig tættere på andre firserhelte. Den smager af alt det gode, vi kender fra post-punken, men også af bossanova, blå blæsere og avantgarde-støj.
Hexis' nye ep, 'VII', er en kulsort perle og en brutal omgang black metal, hvor indflydelsen fra hardcore er helt oppe i fjæset på lytteren.