Pladeanmeldelser
Black Country Communion beviser med bandets fjerde album, at de er et helt igennem fremragende hard rock-band.
Med deres femte album ’Malina’ smider Leprous tyngden væk og svæver højt på storladne og melodiske omkvæd. Det er pænt, poleret og progressivt, men overraskelserne og forløsningen mangler.
En karismatisk croonervokal og en legesyg popmelodi redder Mastodons seneste ep. Men det er altså svært ikke at savne vildkaben og fråden fra 00'ernes udspil.
Dave Grohl og Foo Fighters er klar med 'Concrete and Gold', der ikke rigtig bider fra sig. Produktionen er god, men musikken halter.
Electric Hellride er ude med deres andet fuldlængdealbum, hvor bandet viser tydelige tendenser til at udvide det musikalske univers.
Kadavar spiller både tungere og blidere end nogensinde før på ’Rough Times’, men i forsøget på at udvikle sig og samtidig fastholde deres identitet falder trioen mellem to stole. Det gør pladen til deres svageste hidtil.
Alt er ved det gamle, men det er kun glædeligt, når noiserockerne efter fem år leverer en ny serie spark mod en ond og uforstående verden.
De britiske veteraner holder det høje niveau fra forrige års comeback med en plade forbeholdt de indviede.
Septicflesh udgiver igen atmosfærisk og ambitiøst storhedsvanvid på deres tiende album, 'Codex Omega'. Det cementerer bandets pompøse stil og deres krav på anerkendelse inden for genren.
Threshold har med ’Legend of the Shires’ fået sat en milepæl i bandets historie.
Med 'Deep Calleth Upon Deep' udforsker Satyricon musikalske veje, der er modige og udfordrende. Men sangene svigtes af manglen på melodier.
Det skrøbelige fundament under debutalbummet fra Prophets of Rage er bygget på tidligere bedrifter. Bandet lever i skyggen af fortiden, og det gør ’Prophets of Rage’ intet for at ændre på.
Anubis Gate har valgt en inadvendt vej på deres syvende album. De går dygtigt i den retning, men får ikke hele bandets sjæl med.
Den forrige plade med Cradle of Filth fra 2015 fik topkarakter her på Devilution. 'Cryptoriana' har sine momenter, men er slet ikke nær så god.
Thy Art Is Murder forsætter med at gøre, hvad de er bedst til: at spille potent deathcore.
Myrkur er kommet langt siden udgivelsen af ’M’; på sangniveau er ’Mareridt’ næsten perfekt, hvorimod den halter på et generelt albumniveau.
Suffocation er kendt for at udsende gennemarbejdede plader på et højt niveau. Deres ottende er gennemarbejdet, men niveauet halter.
Living Colour vender stærkt tilbage på fusionsmetalscenen med det nye album ’Shade’.
For anden gang i Eluveities karriere er de elektriske instrumenter parkeret sammen med bandbussen til fordel for et rent akustisk album. Det er de kommet et helt godt resultat ud af.
Med deres femte album markerer Drug Honkey sig som et af de væsentligere nyere doom metal-bands fra Amerika. 'Cloak of Skies' er en plade, der både udfordrer og tilfredstiller.