Årsliste 2023 – Kent Kirkegaard Jensen

Dødheimsgard, Pantera, Cattle Decapitation, Saturnus og mange andre var med til at gøre 2023 en succes for nordjyden, der også hev sønnike med på festival.

2023 er næppe året, der bliver husket for sensationelle udgivelser, hverken i ind- eller udland. Men trods alt en del stærke udgivelser, der fortjener at blive fremhævet. Koncerterne var stærke, og der er nogle solide overraskelser på listen hos vores nordjyske veteran, der omsider fik sat det ene kryds over bands, han ikke havde set, der manglede. Nu er der ikke længere historiske hængepartier, så der kan fokuseres på udelukkende at se fremad. Mod et, forhåbentlig, endnu bedre 2024.

Årets danske album: 

1. Saturnus: ‘The Storm Within’ – Det er ikke hver dag, Saturnus udgiver musik, men når de gør, så er det som regel både ventetiden værd, og pladen afspejler samme adstadige tempo, som sangskrivningsprocessen øjensynligt dikterer. Der er både nye guitarister og nye sange, men det episke og doomy tempo er intakt, og det kan bare noget.

2. Terminalist: 'The Crisis as Condition' – Noget så forfriskende som et dansk thrash-band. Dem er der ikke for mange af, så når de rent faktisk også udgiver en god plade, så er det svært at holde fødderne i ro. En stærk udgivelse!

3. Asinhell: 'Impii Hora' – Michael Poulsen og resten af Asinhell hverken genopfinder dødsmetalhjulet eller genopliver Dominus, men de sender en solid skive på gaden, der viser, at den tæft, Poulsen har haft i tre årtier ikke lader sig fornægte. Det var vist meningen, der skulle lyde skramlet, men det er endt med at lyde godt. Det er vel kun et spørgsmål om, hvorvidt det bliver Hades eller Helviti til sommer!



4. Mercenary: 'Soundtrack For the End Times' – ligesom Saturnus har Mercenary taget sig god tid, men det var ventetiden værd. Er man til melodisk dødsmetal, så er det ikke gjort bedre i 2023 i Danmark end Mercenary. 

5. The Arcane Order: 'Distortions From Cosmogony' –Progressiv dødsmetal, der igen har været nogle år undervejs. Intens musik og en endnu mere intens vokal gør tilsammen, at The Arcane Order har begået en af årets bedre plader.

Årets internationale album:

1. Dødheimsgard: ‘Black Medium Current’ – vores anmelder var ved at falde ned af stolen af begejstring allerede tidligt i lytteprocessen, og da jeg læste anmeldelsen var jeg selv begyndt at lytte og kunne kun erklære mig enig i konklusionen. Det her er en af de plader, 2023 bliver husket for. Et hovedværk.

2. Cattle Decapitation: ‘Terrasite’ – jeg var egentlig ikke synderligt imponeret ved de første gennemlytninger og min dom som anmelder blev derfor en lunken middelkarakter. Siden har pladen dog vokset på mig, og retrospektivt kunne jeg måske godt have givet den et point mere på skalaen. For 'Terrasite' er en god skive. Forventningerne var bare skyhøje efter tre perfekte skiver i 'Monolith of Inhumanity', 'The Anthropocene Extinction' og 'Death Atlas', og jeg turde næsten ikke forvente fire fuldtræffere i træk. Det blev det heller ikke helt, men alligevel snublende tæt på, da den først havde fået lidt mere tid i anlægget.

3. Blackbraid: ‘Blackbraid II’ – den svære toer blev til en toer i sværvægtsklassen. Den indfødte amerikaners livtag med black-metal-genren er noget helt særligt. Det viste han også på Copenhell, som jeg desværre kun nåede 15 minutter af, da jeg selv skulle se og anmelde Gaerea. På plade er Blackbraid også virkelig godt, hvilket 'Blackbraid II' er 66 minutters bevis på.

4. Malokarpatan: ‘Vertumnus Caesar’ – slovakkerne formår at bringe det mystiske tilbage i black metal og gør det samtidig med en vis næse for historiefortælling. Det er ikke lige ud ad landevejen, hvilket blot er med til at gøre det desto mere interessant. Stærkt anbefalelsesværdigt.

5. Marduk: ‘Memento Mori’ – så er svenskernes fascination af historien måske en anelse mere edgy, som man vil sige på nudansk. Mens de muligvis ikke er verdens mest politisk korrekte band, så formår de nu alligevel at lave gedigen black metal, der modsat Malokarpatan for en gangs skyld ikke brøler om krig og ødelæggelse, men menneskets uundgåelige endeligt; døden!

Boblere: Enslaveds udmærkede plade 'Heimdal' fortjener at blive nævnt, ligesom amerikanske Horrendous' progressive mesterværk 'Ontological Mysterium' i den grad bør høres af flere end der allerede gør det nu. Vi var svært begejstrede for deres forrige plade 'Idol' tilbage i 2018, hvilket kun gør det desto mere pinligt, at vi ikke fik anmeldt denne.

Årets danske hit:

Saturnus: ‘The Calling’ – Saturnus havde mig allerede ved det indledende riff på dette syv minutter lange nummer. Klassisk doom fra Saturnus, hvor guitarerne græder, og vokalen brøler sørgmodigt.



Årets internationale hit:

Cattle Decapitation: ‘Scourge of the Offspring’ – stadig lige dystopisk og vellydende. Travis Ryan og co. kan stadig skrive et hit og få det til at lyde godt, mens man synger om menneskehedens endeligt.



Årets genfundne klassiker:

Death: ‘Individual Thought Patterns’ – pladen fyldte 30 år her i 2023. Jeg har nydt pladen, siden den udkom. Den udsøgte fornøjelse blev kun understreget, da jeg skrev en metaldiktator om den i juni måned. Et mesterværk, der ofte er overset, fordi den er presset ind mellem de anerkendte 'Human' og 'Symbolic'. Jeg er helt vild med begge de to, men den vrede 'Individual Thought Patterns' har bare en særlig plads i såvel hjerte som hukommelse. Sikke en plade!

Årets koncerter:

1. Wormrot: 1000Fryd, Aalborg, 09-02-2023 – jeg vidste godt, der var potentiale for en god aften, men at den skulle sparke begge ben og bagdel fuldstændig væk under mig, havde jeg alligevel ikke forudset. 1000Fryd blev for en stund forvandlet til én stor moshpit. Sindssygt. Sindssygt godt!

2. Pantera: Helviti, Copenhell, 19-06-2023 – det ene band, jeg aldrig fik set. Havde ellers billetter til en koncert med dem i Hamburg tilbage i 2001, hvor de headlinede med Slayer, Cradle of Filth og Biohazard som opvarmning. Desværre blev 9/11 brugt som undskyldning for at blive hjemme, da bandet allerede på det tidspunkt mere eller mindre var gået i opløsning. Tre år senere, ja ... der døde håbet med Dimebag. Men 22 år senere fik jeg det tætteste, man kan komme en koncert med Pantera. En nostalgisk aften og et kryds, der skulle have været sat forlængst, blev omsider sat. Alt andet er set og hørt utallige gange.

3. Rivers of Nihil: Amager Bio, København, 19-11-2023 – de bundsolide amerikanere med den bedste, progressive dødsmetal på kloden, fungerede som opvarmning for Lorna Shore og gjorde det fortrinligt på en regnvåd mandag i november. Der var både nye numre fra en kommende plade og et par af deres store hits. Et band i topform!

4. Cannibal Corpse: Train, Aarhus, 08-04-2023 – der er snart ikke den by, jeg ikke har set Cannibal Corpse i. Deres niveau er stabilt og tårnhøjt. Denne aften i Aarhus leverede de varen, som de har gjort et utal af gange før. Noget af det bedste dødsmetal, der er lavet, fremført af de mest erfarne i genren. De fik samtidig sendt en svada mod tåbelige sikkerhedsfolk, der historisk har ødelagt oplevelsen mange gange på nævnte spillested. Mens Trains personale ikke er blevet bedre, så har Cannibal Corpse heldigvis altid bare været blandt de bedste til at gøre det, de gør så godt!

5. D:A:D: Jailbreak, Horsens, 11-08-2023 – det var ikke planlagt, men det, der skulle have været endnu en koncert med Jesper Binzer og co. udviklede sig til et sandt festfyrværkeri. De lagde som ventet ud med at spille hele 'Riskin it All', og at starte en koncert med 'Bad Craziness' betød i hvert fald, at koncerten startede med et brag. Men at den skulle nå nye højder, da de begyndte at pille i resten af deres bagkatalog, var ikke noget, denne anmelder havde ventet. Band og publikum fik i den grad gejlet hinanden op. Sikke en stemning i Fængslet.

Årets danske navn:

Afsky – Med pladen 'Om hundrede år' fik Ole Luk sat endnu et tungt fingeraftryk på den danske black metal-scene. Afsky var fortræffelige, da de var med til at lukke Copenhell i 2023. Heftig turné-aktivitet og masser af opmærksomhed betyder, at Afsky løber med titlen i år i et stærkt felt af navne som Terminalist, Saturnus og The Arcane Order, der også gjorde sig positivt bemærket i år.

Årets internationale navn:

Dødheimsgard – bedste plade i 2023. Seneste visit på dansk muld var til Winter Metal Magic Festival i 2022. Nu med en sublim udgivelse i ryggen, var det ikke for meget forlangt, at de vendte retur til vores breddegrader? Måske til sommer. De turnerer i hvert fald i 2024, så fingrene er krydset.

Årets nye danske navn:

Stikkersvin – klassens nye, frække dreng i black metallen. 

Årets nye internationale navn:

Horrendous – De er som sådan ikke "nye". Men det er ikke alle, der kender dem. Det bør man efter 'Ontological Mysterium', og amerikanerne må se at tage sig sammen til at begynde at turnere udenfor landets grænser. Kun begrænset aktivitet i nabolandet Canada og en lille tur til New Zealand er det blevet til. I 2019 besøgte de Holland på en festival, og det er deres eneste visit i Europa. Det må de se at få lavet om på. Gerne i 2024. Hvis nu en booker skulle læse med. Få fingrene i dem før din nabo!

Årets comeback:

Pantera – selvom det naturligvis er uendeligt tragisk og trist, at det band ikke blev gendannet før begge brødre Dimebag Darrell og Vinnie Paul var væk, så kunne det nu alligevel noget at se Phil Anselmo og Rex stå på Helviti og fejre det, de havde begået med de salige texanere. 

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:

Metallica: ‘LiveShit: Binge & Purge’ – det var ligefrem hyggeligt at trække de fysiske eksemplarer af denne mastodont af en udgivelse frem i forbindelse med metaldiktatoren, der fejrer livepladens 30-års fødselsdag. Der blev tilbragt mange timer med at sidde og bladre bogen igennem, mens Seattle '89 kørte i baggrunden.

Det overså jeg i 2022:

Intet.

Årets optur:

Copenhell. Havde for første gang ældste søn med på festivalen. Han er nu 15 år og har været hevet med til lidt af hvert siden han kunne gå selv. Til Gojira gik han ikke ret meget, for der flød han ovenpå mens franskmændene underholdt på Helviti. Jeg fik undervejs i koncerten dette billede, og når man ser ens barn så glad, så bliver det ikke bedre.

Årets største skuffelse:

At Wacken Open Air lukkede for al ankomst til festivalen samme morgen, som Devilution skulle være landet på græsmarkerne lige syd for grænsen. Så kunne man sidde derhjemme og se Megadeth spille en lille håndfuld sange med Marty Friedman på guitar, samt Deicide give koncert foran et dedikeret publikum, der havde valgt Glen Benton og co. til på Party-stage, mens Iron Maiden gav koncerten på den store scene. Det berømte 'fomo'-gen blev aktiveret, og det irriterede mig mere, end jeg havde forventet og frygtet.

Frygten for, at spillestedet 1000Fryd i Aalborg må lukke pga. en gammel naboklage er også en skuffende ting i 2023. Skuffende fordi man skulle tro, politikerne i Aalborg Kommune ville kunne finde en pragmatisk løsning og være konstruktiv i stedet for at gemme sig bag paragraffer og respekt for sagsbehandling og procedurer. Hvorfor ikke respektere kulturen og give 1000Fryd en fair behandling for noget, der ikke har været et problem i årtier? Hvor naboer og spillested har levet med hinanden side om side og nydt godt af hinandens kvaliteter. Selvsamme glimrer ved sit fravær hos de kommunalpolitikere, der ikke evner at gøre andet end gemme sig når noget bliver svært og kræver lidt arbejde.

Derudover endnu et år, der var præget af mere fokus på at blive forarget, fornærmet og få fjendebilleder end at fokusere på det positive. Det gælder såvel stort som småt. Ser man ud i verden, fornemmer man tydeligt, at mennesket generelt har mindre tillid til hinanden. Man møder hinanden med en skepsis og er hurtigere end nogensinde til at dømme nogen ude, hvis de enten er fremmede eller ikke ligner én selv i enten hudfarve, politisk overbevisning eller musiksmag. Det er en trist tendens, der kun kaster dårlige udfald af sig. 

Største ønske for 2024:

At de plader jeg ser frem til ikke skuffer. Jeg kigger på jer, Satyricon og Rivers of Nihil. Derudover må man også gerne holde op med at slå hinanden ihjel i Ukraine og på Vestbredden. Tør man håbe?

Det glæder jeg mig mest til i 2024:

At bliver positivt overrasket af et band, jeg ikke kendte. Enten i anlægget eller på en scene et sted derude.