Man kan elske eller hade Natjager, men det er svært at komme uden om, at ’At kende bølge fra hav’ har sine øjeblikke – ditto at bandet er et produkt af vores nutid, på godt og ondt.
Northlane har masser af gode ideer, men er sjældent helt succesfulde med udførelsen – om end vi får en enkelt overraskelse eller to.
Bloodywood er parat til at redde dig, mig, os alle sammen fra den nærtstående undergang – og regner man indholdet på ’Rakshak’ som udtryk for succesraten, så er vi i ganske sikre hænder.
Skal man tro Jonathan Davis, er ‘Requiem’ en mere positiv plade – især oven på den dystre “The Nothing”. Det er måske sandt, men 'Requiem' er stadig særdeles dyster.
Ganske som forventet har Architects søgt en genremæssig udvikling. Desværre har briterne ikke styrke nok til at taget skridtet fuldt ud, og bandets niende fuldlængdeudgivelse ender med at være både fugl og fisk.
Selvom Love And Death lod til at være korsfæstet og borte, efter Brian Welch genoptog guitar-tjansen i KoRn, genopstår bandet nu, vender korset korrekt og udretter mirakler.
Dethrxner råber deres sangtitler i versaler, og det spejler deres helt vildt lidt subtile virkemidler. Men tud mig en flod, det fungerer på sin egen perverse måde.
De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.
Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.
Få en piercing i øjenbrynet! Lav pigge i håret med rød Dax Wax! Smid en kæde i din pung!
’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.
Hollywood Undead har stor succes med at være det stik modsatte af, hvad der engang var kvintettens mantra og styrke. Med enkelte undtagelser er det tørt, kedeligt og forudsigeligt at lytte til bandets voksen-nu-metal.
’I Disagree’ er et positivt, opløftende bud på nu-metal anno 2020. Det hele blegner desværre lidt, har man bare en lille smule sans for brand strategi og forretning. Nu-metal i en nøddeskal.
Elendig lyd og for store omgivelser sendte Behemoth til tælling, mens hovednavnet ingen problemer havde med at hive en sejr hjem.
Had dem eller elsk dem, Natjager har ikke kun formået at spille på både Copenhell og Roskilde, inden de udgav et album – de har også givet fingeren til sortseerne, og rent faktisk udgivet det. Natjager er her for at blive, og de står stærkere end nogensinde.
Raised Fist giver køb på egne værdier med en udgivelse, der er sært forfejlet og ekstravagant kluntet på stort set alle parametre.
Korn fortsætter revitaliseringen med en plade, der er bygget på sorg, gode ideer og kompetent sangskrivning. Af de toneangivende nu-metal-mastodonter, der stadig udgiver musik, er Korn for tiden det mindst metaltrætte.
Der er få over Jared Gomes, men til gengæld lader det til, at der har været en hel del under. Den amerikanske flab og hans husorkester (Hed) P.E. er tilbage, og det er altid en fornøjelse. Også selvom ’Stampede’ er en halvsvag udgivelse.
Da Northlane albumdebuterede, spillede de progressiv djent. Nu spiller de nu-metal. Det er de til gengæld ret dygtige til.
Er fint nok godt nok for Slipknot? ’We Are Not Your Kind’ er endnu et album, som vil være glemt, når turnécyklussen er overstået. Det har sine højdepunkter, men der er ikke mange af dem.