Sjældent har covernumre fået så megen egen identitet og omarrangering - det er af og til svært at gætte, hvem Hellsongs er i gang med at hylde.
Så længe tempoet er højt, kører Shotgun Revolution den helt rigtige vej med deres debutplade.
The New Heartaches er blandt de allersidste bands der indspillede i Flemming Rasmussens legendariske og nu afdøde Sweet Silence-studie, og alene derfor fortjener denne debut en plads i dansk rockhistorie.
Udgivelsen skulle have været en finger til Nonpoints kritikere. Det er 'Miracle' ikke helt, men den er dog ok.
BugGirl lyder som rock 'n' roll forventes at skulle, og det virker sikkert også 'live' men nedfældet på plade bliver det lidt tungt at danse med.
Them Crooked Vultures tog deres sange ved hornene, blæste dem op, gjorde dem federe, og leverede en funky rockfest foran en pakket festivalplads.
Med overskud og spilleglæde lagde det for en stund gendannede Dizzy Mizz Lizzy Orange ned.
Alice in Chains leverede varen i form af en suveræn sætliste, der både gav plads til det indfølte og det fuldblods rockende.
Ligesom man havde forventet, leverede Motörhead velspillet rutinerock.
Trodsede man flertallets hang til søvn eller mere fest i "lejren", så kunne man på Pavilion få en exceptionelt fed koncert med Kellermensch natten til søndag.
Wooden Shjips var syrede og psykedeliske, men formåede desværre kun kortvarigt at hypnotisere med sin musik bygget op af gentagelsens effekt.
Valient Himself i front for Valient Thorr må have indtaget et utal af energibarer eller det, der var værre, for der var virkeligt knald på den storskæggede mand.
Den tredje plade fra G.U. Medicine er lavet med sikker hånd, og vil måske ikke helbrede rocken, men holder den i hvert fald sund.
Den ellers så veloplagte Danko Jones fik ikke rystet betonen i grundvoldene på Refshaleøen, men slap hæderligt fra forsøget.
Deftones osede af energi og spilleglæde, da de spillede for et begejstret Copenhell-publikum.
The Damned Things er et ganske nyt band, men spillede med en glød og som havde gruppen turneret på røgfyldte rockklubber i mange, mange år.
Uden rock 'n' roll ingen metal, og derfor var det ganske passende, at det blev Superchargers rock-attitude, der åbnede Copenhell til fest.
Man kunne måske efterlyse mere nytænkning fra Nicke Andersson, men på den anden side er han god til det, han gør.
Overraskende overvældende koncert med tilsyneladende revitaliserede Aerosmith.
Finske Indica tvinger anmelder Anders Molin ud i en længere serie seriøse bekendelser, betroelser og men ingen overgivelse.