Earcandy-faktoren er fortsat stærk hos Wytch Hazel, der har skruet ned for distortionen og op for AOR-kvaliteterne i denne femte ombæring.
Wet Leg tog publikum på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor Roskilde var spas sjov og eskapisme. Ingen politiske paroler, bare et minimum af akkorder, fest og så af sted.
En hel times ventetid for at høre et covernummer var for meget til, at Alien Ant Farm reelt kunne gøre sig fortjent til en plads på Hades-scenen på dette års Copenhell.
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
De danske rockveteraner The Sandmen havde fokus på deres nye sange, og fravalgte flere oplagte klassikere. Men bandet spillede rigtig godt, og stillede op med respektindgydende mod og integritet.
Uden et tændt publikums hjælp, ville Weezers koncert i Vega have udviklet sig en trist og søvnig søndagskoncert på kontoret.
Rock-legenderne i The Cult leverede en knap så legendarisk koncert på Copenhells største scene, hvor de i den grad svigtede den store og tunge arv, de selv har skabt.
Gehenna-scenen lagde fint fra land med de unge og insisterende franskmænd i Last Train, der mener det alvorligt med deres bevægelige, garagepunkede metalrock-hybrid.
Dool leverede et sympatisk, udynamisk hard rock-show, der kun udmærkede sig med få lyspunkter.
Kellermensch havde klædt sættet på til lejligheden og fyrede 14 numre af på 65 minutter til en koncert, der var et brag på mere end én måde.
Billy Idol bliver ved at udgive plader. Heldigvis ikke synderlig tit, men med 80'er-darlingens optræden på Copenhell til sommer ser vi os nødsagede til at forholde os til det. Det havde været bedre foruden.
Med numre fra samtlige plader i diskografien beviste The Hellacopters i Pumpehuset, hvorfor de er et af Skandinaviens bedste rockbands igennem de sidste 30 år.
Fredag aften indtog Cave In Roadburns Main Stage med en særlig præsentation: Deres klassiske album ‘Jupiter’(2000) spillet i sin helhed.
I krydset mellem noise-rock, irsk flabethed og post-punk, fik Gilla Band insisterende spillet sig direkte ind i publikums hjerter og fødder og gjorde det tydeligt for enhver, hvorfor bandet var booket som et af torsdagens hovednavne.
The Hellacopters skruer ned for tempoet og op for ørehænger-effekten på en plade med flere stærke cuts undervejs, når da ikke ensformigheden trænger sig på.
D-A-D demonstrerede, at de også kan køre den hjem på stadionrock-manér med flashy visuals, gimmicks og stærke trumfer oppe i ærmet – såsom Peter Jensen bag trommerne!
DOOL triumferer for første gang på dansk jord med nerven uden på tøjet og et stærkt sæt, solidt underbygget af de intime rammer denne tirsdag aften.
Leprous har efterhånden fundet en formel, de er trygge ved – men er det også formlen, lytterne stiller sig tilfredse med i længden?
English Teacher havde styr på deres musikalske bagland til en interessant koncert, der lovede meget og leverede det meste.