Saxon mødte et forståeligt mørbanket festivalpublikum lørdag aften, men som altid sejrede Saxon og heavy metal-festen til sidst.
Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore.
Omsorg var så gennemsympatiske, at det næsten skyggede for musikken, men også kun næsten. For de har jo ret: Vi skal stadig huske at lytte til hinanden, selvom vi spiller hårde og farlige.
Aarhusianske Slytter fik den utaknemmelige tjans at spille eftermiddagsgigget i den allerfarligste time på Copenhells lille Boneyard-scene. Det gjorde de fortrinligt.
Djervs optræden byggede sig hele tiden op og afsluttede højt i en sand finale, og havde undervejs to medlemmer ude blandt publikum.
Chris Barnes og Six Feet Under tog fusen på folk og leverede en times herlig omgang groovy death metal.
Passion og erfaring stråler ud af Maceration, der i 35 graders sol leverede 45 minutters bundsolidt dødsmetal.
MOR beviste, at kemi og kaos aldrig går af mode, til en reunion, der emmede af punkånd, nostalgi og rendyrket spilleglæde i skoven.
Deathcoren voksede støt og roligt og fik undervejs godt tag i publikum takket være energibomben Megan Targett i front.
Aggressivt, beskidt og helt uden bremser: S.T.A.B. tonsede gennem Boneyard med en destruktiv kraft, der ramte lige i mellemgulvet.
Der var godt med meninger i End Its hardcore-sæt, hvor bassen bed fra sig, men det var nu den energiske og storsnakkende frontmand, man bedst huskede bagefter.
Soilwork debuterede på Copenhell i bagende hede og kørte den ind med charme, selvtillid og gode melodier.
Godt gennemført P.O.D.-show tidligt fredag aften, hvor bandets rap metal-numre rykkede i både heavyhofter og solstegte metalstænger.
Trivium spillede fedt på Helvíti, hvor bandet trak på stærke ældre sange, men samtidig kunne røbe, at det kommende 11. album er det bedste endnu fra bandet.
Torsdag eftermiddag bød på gode, autentiske covers og “covers” fra den aktivistiske guitar-innovator Tom Morello, mens hans eksplicitte antifascisct-ytringer bliver lidt for retningsløse.
Selv under en skyfri himmel står (0)s mørke univers stærkt – og vinder publikum med intensitet, atmosfære og egenart.
Zakk Wylde og Black Label Society leverede en godkendt og velspillet start på den tunge torsdag, men også med Wyldes vanlige overdrev i soli og lir.
Scimitar udfordrer, forvirrer og fascinerer på Gehenna – og ender med at levere et af deres stærkeste liveindtryk til dato.
Problemer med PA’et kunne ikke stoppe The Browning fra at levere lige præcist den energiudladning af en fest, alle havde håbet på eller forventet.
Ovenpå en varm og støvet førstedag lukkede og slukkede Konvent for Pandæmonium-scenen med maner.