Terminator fik en sjæl og tog pusten fra publikum.
Trialogos opstod som en anden fugl fønix i kraut, noise og bas og gav os et ægte Roadburn-minde.
The Devil’s Trade omsluttede os af melankolsk mørke og gav os en klump i halsen.
Før to års forventninger til Igorrr kunne blive indfriet, skulle der udvides en horisont med Otto von Schirach.
Godstoget LLNN ankom lige til tiden til en mindeværdig koncert for de morgenfriske på dag 2 på dette års Roadburn-festival.
Landskampsstemning, fællessang, fistbanging og store følelser. Primordial-koncerten i Pumpehuset var det rene triumftog.
Green Lung indtog sjæle og hjerter på deres allerførste besøg i Danmark. En massiv monstrøsitet af en koncert, der fyldte Stengade til randen.
Skærtorsdag i Pumpehuset bød på blod og black og indvarslede påsken med et brag.
Ihsahn rev Voxhall midt over, mens vi tiggede om mere.
Er det ikke snart oktober, så man kan se Lik igen på dansk jord?
Eucharist, ét af melodødens uforløste potentialer, er tilbage med et brag af et album, der næsten 30 år efter genrens pionéralbums er alt, man ikke anede, man ønskede og endda behændigt klichéforladt.
Orm afrundede med inderlig og eksplosiv bravur mesterværket ‘Ir’ af, samt mange års sammenspil med deres ven og bassist gennem mange år.
Gammel kærlighed kan ruste. Men med flid og polering kan den skinne så stærkt som den nogensinde har gjort.
Rivers of Nihil har med afstand lavet den bedste plade i 2021, hvor de forener progressiv dødsmetal med saxofon og synthesizer. Fantastisk. Intet mindre.
Vi starter året, med at se tilbage. Offermose er blevet ekskaveret, og befinder sig nu placeret i en særlig montre, som kronjuvelen i samlingen over ting, jeg ikke vidste, jeg var gået glip af.
Posthumt udgivne albums er ikke altid en god idé. Dette er undtagelsen.
Bands’ sejhed kan blive vurderet på mange ting. Oftest er det på temaer, attitude, eller evner til at lave riffs. Dying Hydras sejhed ligger i deres kæmpestore holistiske og tredimensionelle vellyd.
Med smil over hele femøren, piskede Orange Goblin en buldrende, bragende, bøvsende og ikke mindst kærlig stemning op i Beta.
Det var et knusende musikalsk brag, da LLNN fejrede deres monumentale 'Unmaker' og svøbte Pumpehuset i undergangsstemning, buldrende tyngde og intet mindre end rendyrket lykke.
"Den svære toer", siger nogle. "Nemt", siger Green Lung, og demonstrerer overlegenhed på alle parametre i så høj udstrækning, at det er svært at forestille sig Djævelen ikke skulle være på deres side.