Intronaut er blevet bedre til at være sig selv, men kan stadigvæk også irritere.
Voivod tog Studenterhuset med uformel storm og vice versa.
Grave har med 'Out of Respect for the Dead' beholdt deres selvrespekt, ligesom de nok høster respekt fra deres fans for en plade, der ikke afviger stilmæssigt fra tidligere udgivelser.
Britiske Heart of a Coward tager endnu et skridt fremad med en mesterlig og voldelig udgivelse, der er et bud på en placering blandt årets bedste metalcore-udgivelser.
Triptykon sked på både den dårlige lyd og det usle fremmøde og leverede under svære betingelser en mindre kraftpræstation udi drønsolid metal.
Butcher Babies er i den grad et band, som tilsyneladende skiller vandene. Det er elsket af mange, men hadet af flere. Det skyldes nok ikke mindst bandets fysiske fremtoning. Vi forsøger her at se på musikken i stedet.
Der er lagt op til noget af en røvfuld, når Enabler følger op på sidste års ‘La Fin Absolue Du Monde’.
Åbningen på Krisiuns nyeste udspil lover ligeså godt som forgængeren, 'The Great Execution', men bandet kan ikke helt holde kadencen over albummets godt 50 minutter og forfalder til gentagelser af de ellers gode idéer og riffs.
Der er desværre ikke meget revolution over Gus G’s andet soloalbum. Det er alt sammen meget godt, men der mangler lige lidt krydderi i form af bedre sange, der kunne gøre det rigtigt godt.
Selvom der er al mulig grund til at være skeptisk over for amerikanernes atmosfæriske post-black, ender de med at overbevise på trods.
’The Plague Within’ er Paradise Lost anno 1990 i en moderne version, hvor briterne dyrker deres tunge dødsrødder på en plade, der holder næsten hele vejen.
Optaget over 42 koncerter er 'Odyssey' kulminationen og cremen af Tesseract i liveformat.
Tribulation følger tidens trend og udsender et stærkt album, hvor bandets tilbageværende death metal-aner på fornem vis blandes med 70'er-rockede prog- og psych-elementer.
Deez Nuts er tilbage med endnu en om gang fandenivoldsk hardcore, der med sikkerhed vil få det til at rykke i nakkehvirvlerne.
Med 'Ungod' er Morgoth genopstået ikke bare som festivalkoryfæ, men som et pladeaktuelt band. Det er fint nok. Dog ikke noget, der holder os vågne om natten.
The Agonist overlever uden Alissa White-Gluz, men på bekostning af stort set alt andet interessant.
Stockholmerdrengene Dr. Living Dead får på bandets tredje album fyret en masse energi og entusiasme af. Det kan dog ikke hive ’Crush the Sublime Gods’ glat i mål. Albummet fremstår som en noget ujævn affære.
Necrowretch får ikke Frankrig på metalverdenskortet, men bør alligevel ikke forsmås.
Dette dobbeltalbum er Peripherys pænest lydende udgivelse indtil videre, og det gør ikke nødvendigvis noget godt for den amerkanske sekstet, selvom der er overraskelser at hente.
'The World We Left Behind' er Nachtmystiums sidste album og bliver passende, jævnfør titlen, tilbage som bandets mausoleum. Det kunne have været større, mørkere og mere frygtindgydende præget, men er trods alt et respektabelt mindesmærke.