Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.
Som debuterende hovednavn klarede finske Nightwish sig absolut til bestået. Men har man set bandet før med bedre lyd og mere engagement, var helhedsindtrykket let skuffende.
Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.
Uden decideret at fejle ramte Europe ved siden af og scorede først den store gevinst fra publikum til allersidst.
Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten
Slayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.
Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.
Der havde været usikkerhed om Five Finger Death Punch i dagene op til Copenhell, men fredag aften kvaste de alle bekymringer og gav et brag af en koncert.
Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.
Airbourne gav en udmærket koncert, der blev til en regulær fadølsfest. Det er dog umuligt at abstrahere fra den åbenlyse parodi, deres musik i virkeligheden er.
Indholdet, rammerne og publikum var der. Alligevel toppede System of a Down kun få steder i deres halvanden time lange koncert, der mest af alt var præget af for meget rutine, der virkede som en spændetrøje for bandet.
Der blev knyttet næver og råbt protester og paroler, da Prophets of Rage indtog Helviti-scenen tidligt torsdag aften. Men revolutionen udeblev.
Rival Sons var kompetente som musikere, men det var den fænomenale vokalist, der reddede æren for bandet, der føltes som det gode rockband, der gør alting lige efter bogen, men alligevel har svært ved at skabe noget mindeværdigt
Festen var sikker på Helviti med dansabel keltisk punk fra Dropkick Murphys, der leverede et godkendt show. Men det formåede ikke at imponere helt derud, hvor man overvældes.
Vikingerne i Amon Amarth var lidt for længe om at komme i gang i det tidlige fredagsshow på Copenhells hovedscene.
De første satte punktum som de største. Black Sabbath skrev sig ind i Copenhells historie med en magisk midnatsmesse.
Svenske Clawfinger leverede et brag af en koncert, der som udgangspunkt var ren nostalgi, men endte med at være en energiudladning af de bedre.
Bortset fra at jage nogle sølle stakler væk, gjorde en massiv regn kun noget godt for King Diamond, da klassikeralbummet 'Abigail' skulle opføres.
Megadeth nåede ikke for alvor udover Helvitis scenekant, da de fredag aften leverede en teknisk velspillet, men ellers særdeles kedelig koncert på Copenhell.
Scorpions gav deres måske sidste koncert på dansk jord, da det tyske bands 50-årsjubilæums-turne svingede forbi Copenhell.