Helhorse bringer erfaring med på sig på scenen og ser frem til at vende tilbage til både Tyskland og Holland.
De jyske knejte glæder sig til igen at kunne betræde de udenlandske scener efter et forår fuld af koncerter, et efterfølgende frikvarter og nu tørstige efter at spytte jer i ansigtet igen.
The Vintage Caravan har udviklet både lyd og sangstrukturer siden de foregående album, og resultatet er nydeligt uden at overbevise endegyldigt
The Night Flight Orchestra viste misundelsesværdigt sammenspil, der bragte hofterne i rotation på selv den tungeste lædervest i lokalet.
Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant
Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde
En næsten udsolgt festival lader til at have fundet et ekstra 1UP, for nu at blive i Jacob Stegelmanns spilunivers. Her får du fem årsager til, at Copenhell 2018 blev afviklet i en forbedret udgave.
Lørdagen blev af flere årsager beviset på, at Copenhell stadig er besøget værd. Efter fire dage på den hårde beton lukkede Sodom en festival af, hvor der for første gang i ni år ikke slap én regndråbe gennem skyerne mens musikken spillede.
Copenhellpublikummets tålmodighed blev presset til sidste bloddråbe med årets kongebooking, der var programsat til at lukke hele menageriet knap to timer efter midnat på festivalens sidste dag, hvor kun de færreste var vågne.
Hæsblæsende polka-beats fik publikum til at gå amok, mens øl, kasketter og en gigantisk gul gummiand føg om kap med crowdsurfere, der regnede ned over scenevagterne
Copenhells andet uofficielle hovednavn er det, du bliver mest træt af at være gået glip af, når du hører vennerne snakke om det.
Graveyard lagde ud på samme måde, som de sluttede, da de stod på Helvíti i 2014. Mens skuffelsen kom snigende, vågnede svenskerne pludselig op og mindede os om, hvorfor de brød igennem til at begynde med.
Bullet For My Valentine leverede med vanlig velspillethed, men faldt igennem på fraværet af stærkt materiale
The Sledge har med deres ambitiøse tilgang på debutalbummet skabt en beskidt bastard, der er lige dele musikalsk meditation og dirrende spark i mellemgulvet
Fredagen lokker med med godt, gammelt og genbrugt, men efterlader også plads til autotune, electronicore og lidt norsk mørke. Her får du skribenterne Svend og Signes syn på, hvad der absolut må prioriteres, og hvornår det er mere hensigtsmæssigt at flygte fra scenerne for at lade op med kalorier.
Copenhells sidste dag tager metalpublikummet behørigt med rundt i hele musikmanegen, inden den niende festival slutter og efterlader os med tømmermænd, hidsige diskussioner og forhåbentlig lige så mange gode minder som de forrige år.
Thrash, autotune, black metal, dansk råberi og støvet amerikansk grunge. Fredagen kan det hele, og Mørkets Fyrste lukker hovedscenen, mens Enslaved og Danko Jones rydder op på de øvrige scener.
Smertegrænsens Toldere, UxDxS og Nyt Liv blæser liv i andendagen på Copenhell, der på musikfronten serverer rock og metalcore i stride strømme, atmosfæriske eksperimenterer med Zeal & Ardor, mens et dansk band har fundet vej i midnatsmørket.
Der er leget med progressiviteten hos de erfarne canadiere, der alligevel leverer velkendte blastbeats og hæsblæsende passager på et album, de selv betegner som begyndelsen på en ny æra.
Viljefaste toner fra Xenoblight, der både udviser nosser, potentiale og intensitet på et vellykket debutalbum.