Så kom det, der ser ud til at være sidste offentliggørelse af de større navne til sommerens Copenhell. Steel Panther hører nok til de mere kontroversielle, mens Satyricon og Auðn sikrer anerkendelse fra de ægte metallere.

Ved portene til Copenhell venter der legendarisk dødsmetal fra At the Gates samt tung stadionrock, oldschool black, hybridmetal, storladen progpower og en overraskende dansk debutant.

Kollapses første album bed fra sig, selv om amatørens famlen skinnede vagt igennem ellers gode ideer og viljen til at skrige dem ud. Fem år senere er snakken en ganske anden.

Et år, hvor Tom Petty forlod os, et dansk band udgav et mesterværk blot for at trække stikket, og et andet dansk band får uventede klaps for deres ligegyldigheder. Et tilbageblik på et år med en sær blanding af Dog Eat Dog, Venom, W.A.S.P., Destruction og coverbands.

En af metallens karakteristiske stemmer piskede overlegent ned over publikum, der til gengæld måtte forlade spillestedet uden turneens egentlige anledning, en ny version af albummet 'The Crimson Idol'. 

Et lille publikum viste sig at være en styrke, da Dog Eat Dog gav en festlig koncert fyldt med gode vibes.

Det startede trægt ud i Vega, og alt tydede på en gengivelse af Copenhell-gaberen i 2016, hvor Megadeth blot leverede varen acceptabelt uden at bide fra sig. Men det skulle ændre sig.

Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten

Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen  

Black Star Riders kørte den hjem på rutinen med fuld skrald på alle instrumenter i en grad, så det var som så med at høre detaljerne i musikken, som blev leveret af det ellers kompetente band.

Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.

King Diamond, Abbath og Artillery blev højdepunkter på en lang og kvælende varm andendag i helvede med langt mellem de stærke musikalske oplevelser.

Shinedowns narrefisse-tilgang til koncerthvervet tog udgangspunkt i vedholdende flufferi i form af hoppe- og råbesekvenser, der på nogle punkter passede fint til en festivalkoncert, men i længden bare var irriterende. Ligesom musikken.

Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.

Satyricon blev overdøvet af Twisted Sister og kæmpede med både dårlig lyd og en malplaceret gæstevisit som afslutning på en koncert, der først peakede hen imod slutningen.

Lørdagen havde det tyndeste program i mange år, og det prægede dagen, der i stedet blev brugt på enkelte højdepunkter og en god del alkohol.

Fredagen præges af regnvejr og lejrstemning samt en håndfuld stærke koncertoplevelser leveret af Glenn Hughes, The Temperance Movement og Foreigner, inden alt kulminerer i kæberaslere fra The Hellacopters og Twisted Sister.

Torsdagen var lang, og meget skulle ses. Nye bands, The Struts og Skallbank, overraskede positivt, mens Slayer skuffede og Megadeth overraskede positivt, og Graveyard sammen med King Diamond satte standarden for en god festivalkoncert.

Onsdagen er som så ofte før ankomstdag, hvor det mest handler om at falde over teltpløkker, drikke for hurtigt og se aftenens sene koncerter. Således også i år.

Tekniske drillerier dominerede i midten af koncerten, der samlet set var en times stabil, flirtende hardcore af den fede skuffe.