Anthrax var i mere end fin form, da de leverede hele ’Among the Living’ i Amager Bio, men et tamt andetsæt lagde en dæmper på oplevelsen. Det Copenhell-aktuelle supportband The Raven Age imponerede dog slet ikke.

Det er 30 år, siden Anthrax udgav deres bedste og vigtigste album, ’Among the Living’. Et album, der hviler i sin skatepunkede thrash metal, og som indeholder bandets absolut bedste sange. Mandag aften spiller de hele pladen i Amager Bio.

På andet album fortsætter de texanske revivalister i Power Trip, hvor debuten slap. Der er intet nyt at hente i deres huggende crossover, men til gengæld eksekveres det hele med en bøddels skarpe og nådesløse præcision.

Intet mindre end 18 nye navne føjes til årets program, der nu er komplet. Blandt vores favoritter er The Dillinger Escape Plan, Psychotic Waltz, Batushka og danske Slægt – og selvfølgelig Slayer!

The Dillinger Escape Plan tog afsked med det danske publikum med en energisk koncert, der var suverænt spillet, men som i længden også fremstod noget rutinepræget i det.

Sort konfetti ud over det hele! Endelig skal vi headbange til High on Fire på Roskilde! Derudover skal vi blandt andet opleve en masse finsk metal fra fineste, godkendte hype-skuffe, ligesom vi skal hyggedrikke og holde festligt i hånd til en omgang amerikansk solskinspunk. Roskilde 2017 tager form.

Touché Amoré leverede en fin, om end lidt jævn koncert torsdag aften i Pumpehusets lille sal, hvor tunge følelser blev leveret med en energi, der kom langt ud over scenekanten.

Foregangsmændene i The Dillinger Escape Plan går ud med et brag på afskedspladen ’Dissociation’. De stopper på toppen, men selv når de ikke har mere at bevise, fornyer de sig fortsat.

Alt var ved det gamle i metalland i 2016: De store festivaler blev større, de store bands blev større, og publikum voksede også. At det skete på bekostning af ambitioner om at ville rykke noget ved metallen, er der heller ikke noget nyt i, men i trygheden findes også kimen til metallens endeligt.

2016 var et år med store udsving. Hvor undergrunden markerede sig stærkt med Vektor i front, og toppen lå rimelig fast med Gojira som den store undtagelse. Mens der udenlands var der mere end nok at se til, manglede vi dog noget at rive i indenlands, selvom Halshug, Narcosatanicos og Defecto fik sendt stærke udspil afsted. Og så var der selvfølgelig Volbeat.

Den øvre stratosfære af metallen skuffede i 2016, mens undergrunden buldrede løs. Oranssi Pazuzu, Sleep og Black Sabbath stod for nogle af årets højdepunkter, men alt blev overskygget af ét navn: Vektor.

Fra den dybeste undergrund kommer Chicago-bandet Polyptych med deres semitekniske, dissonante dødsblack og vælter én omkuld med en fortættet lyd, der kandiderer til at være intet mindre end årets bedste metalproduktion.

Copenhell smider nye navne på plakaten lige op til jul. Denne omgang er det seks navne, hvoraf der er både dansk, nyt og gammelt og dermed lidt for enhver smag.

Meshuggah gav fredag aften endnu en opvisning i deres progressive polyrytmik-metal i et udsolgt Amager Bio. Det var, som Meshuggah altid er live – brillant og rutinepræget på én og samme tid.

Mens resten af nationen enten hylder forbrugssamfundet og resten forarges over selvsamme på Black Friday, kan metalpublikummet byde dagen velkommen med en ny bunke navne til næste års store metalbrag på Copenhell 2017. 

Den gængse historieskrivning siger, at Danmark fik sit første rigtige heavy metal-band med Brats og deres debutalbum fra 1980. Men en række danske bands rockede faktisk hårdt op gennem 1970’erne. Devilution har kigget i gemmerne og gravet guld frem.

Amerikanske Khemmis holder de klassiske heavy metal-dyder i hævd på deres andet album ’Hunted’, der byder på tung og melodisk doom med masser af duellerende guitarer.

De første navne er nu klar til Roskilde Festival 2017. I den tunge ende finder vi metalcore-gruppen Of Mice & Men og grindcore-bæsterne Pig Destroyer.

Oranssi Pazuzu leverede en fremragende koncert, og Dark Buddha Rising stenede igennem tirsdag aften på KB18, hvor man kunne få meget metal for meget få penge.

Opeth har aldrig lydt så uselvstændige, som de gør på deres tolvte album, ’Sorceress’. Emuleringen af 1970’ernes prog rock fortsætter, men uden den kant og kvalitet, der kendetegner bandets øvrige plader.