Sidstedagen blev farvet af undertegnedes 40-årsfødselsdag, der blev fejret i campen, inden Gutalaxs dixie-goregrind fik os på mere pubertære tanker, og Soen fik aktiveret tårekanalerne.

Betonrocken og progsymfonierne var på retræte, og punken og stadionrocken satte dagsordenen i perioden, da undertegnede kom til verden.

Goat gakkede ud med gamle slagere fra 'Sacred Pilgrim', The Rite viste sig som et aldeles lovende nyt indspark på black-scenen, og Demon Head rundede storartet af på en førstedag, der stod i danskens navn.

Afterpartyet trak ud for mange natten før, og der skulle gå mange timer, før Tongues og Hyperdontia satte dagsordenen, og Ved Buens Ende beviste, at de var mere end værdige til hypen som festivalens hovednavn.

Xenoblight bringer moshen, Gullo Gullo og Collider sætter drukhjernen i omdrejninger, og Alkymist sætter den tunge dagsorden, inden festivalen for alvor går i gang på de større scener.

Behemoth er det moralske højdepunkt, Phil Anselmo skal bevise, at han stadig kan synge noget af det gamle, The Armed er bare vanvittige, og Cypress Hill lukker ned og er syyyg' i potten midt om natten.

Misery Index byder på slamdance, Bring Me the Horizon skal spille Orange Scene op, og Baest holder folk vågne til langt ud på natten. Fredagen byder på lidt af hvert for den metalglade festivalgænger.

Med næsten alle anmeldelser overstået på de første to dage blev fredagen dedikeret til festen og vennerne fra nær og fjern for vores reporter. Det hele var set før, og kun Heilung overgik tidligere bedrifter.

Fredagen er den danske metals triumftog, hvor ikke mindre end seks hjemlige orkestre indtager scenerne, og flere af dem har potentiale til at byde på helt store fester. Det samme gør hovednavnet Slipknot, mens Lamb of God skal prøve at leve op til deres legendariske koncert fra 2012.

Vikingebersærkergang, ansigtsflåning, fællessang og gensyn med provinsvennerne: Copenhells sidste dag byder på både koryfæer, unge håb og nostalgitrip. Og ja, du skal fløjte med på den-der-sang.

Sweden Rock Festival rundede af med Green Jellÿ i toppen som det totale absurdteater, mens Ritchie Blackmore's Rainbow i den anden ende havde strafbart få regnbuer i ærmet.

Nostalgi og retrorock vægtede tungest på vores første dag på Sweden Rock, hvor Lucifers uforfalskede okkulte 70'errock og Slayers magiske afrunding af karrieren på svensk grund var dagens højdepunkter.

Kiss leverede showet, ZZ Top ånden og Dizzy Mizz Lizzy nerven på en fredag med 13 timer i marken, mange middelmådigheder rigere.

Teksterne blev mere gådefulde, Maynard James Keenan lød vredere end nogensinde, og de musikalske teksturer var bandets mest komplekse til dato. Det var definitivt på 'Aenima', at alle Tools enkeltdele samlede sig helt.

Tredje gang var lykkens gang for den lurvede trio fra Texas, der skar de støvede grooves ind til benet med farverige beretninger om skæve eksistenser, mens Billy Gibbons endegyldigt trådte i karakter som en af den hvide bluesverdens store guitarister.

Med festivalsæsonen så småt i gang går turen i næste uge hinsidan, når Sölvesborg atter indtages af læderveste og garvede rockrotter, der står klar til at hylde fortidens store idoler.

Der var masser af stærke oplevelser i vente, da Pumpehuset i lørdags endnu engang slog portene op for den årlige Disciplinarian Fest.

Med billetsalget godt i gang til årets metalbrag i Fredericia ser vi det som vores pligt at samle op på Metal Magics mest slagstærke indslag, mens du fortsat har chancen for at købe en billet.

Sleep røg endnu engang i hjertet, denne gang med 'The Sciences' i fuld længde. Daughters leverede samtidig et af årets helt store højdepunkter i et vanvittigt totalteater, og således takker vi af for Roadburn for i år!

Wolvennest syrede ud med theremin og kranieinstallationer, og Sumac tæppebombede vores øregange. Det var dog Sleeps marathon-levering af 'Holy Mountain' og 'Dopesmoker', der trak det længste strå på en dag uden de helt store højdepunkter.