Der var varme, lys og rap-musik på Vesterbro, men dagens metalliske indslag trak albedoen dejligt meget ned. 

"Sange set gennem de døendes øjne". Sådan beskriver danske Grava deres egen musik, og det er heller ikke skudt helt ved siden af.

Mantar er tilbage. Den dynamiske duo sætter af, hvor de to forrige plader mødtes og smadrer alt inventaret til din fest

Roskildepublikummet tørstede efter en metalfest, og da de ikke fik den, lavede de deres egen.

Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.

Hvad skal man skrive når hele sættet føles som om det var den samme sang?

Horndal sørgede for en glimrende festivalmorgenstund i den beskidte metals tegn.

Come to Griefs sidste udspil var en EP, der burde have været en LP. Denne gang er det lige omvendt.

A Horrible Death to a Horrible Man var måske et af de mere aparte bandnavne, men deres koncert på Royal Metal Fest var god!

Riffguruen Matt Pike er ude med endnu en vederstyggelig plade af riffgalore. Denne gang under eget navn. Spørgsmålet er så, om det kan retfærdiggøres.

Fra lyden af containerskibe til destilleret tomhed. Kowloon Walled City er musikalsk benzodiazepin og virkningen er så stor som altid.

Aftenens tre bands kan med fordel sætte sig ned og lære af hinanden til næste gang, da de på godt og ondt stod med vidt forskellige styrker og svagheder. 

LLNN er støj. LLNN’s nye album er knusende støj. Det er en massiv lytteoplevelse, der tager dig med ind i en mørk fremtid, hvor et menneske er mindre værd end en håndfuld støv.

Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det. 

Amenra forlader prædikestolen og går i stedet blandt mennesket. Nærhed er kodeordet på belgiernes nye plade.

Miami-metallen er anderledes end det meste. Det sætter sludgetrioen Bleeth streg under på tredje skæring, der både byder på dystopiske fremtidsvisioner, barbarvokal og ægte grimhed.

Brightonsludgerne spiller i grænselandet mellem noise og sludge, men lader screamoinspirationen kigge frem i glimt. Ledsaget af en gæsteoptræden fra Englands tungeste bassist, skriger de sig tilbage til liv

Irske Soothsayer ligner endnu et pletskud fra Transcending Obscuritys kasse med nye bands, der bare kræver, at du lægger opvaskebørsten fra dig, smider telefonen i affaldsskakten og sætter dig ned og hører efter.

Dybt, dybt, dybt at falde: Eyehategods nye plade er en opvisning i manglende engagement og ligegyldighed som musik.

Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.