A Horrible Death to a Horrible Man var måske et af de mere aparte bandnavne, men deres koncert på Royal Metal Fest var god!

Riffguruen Matt Pike er ude med endnu en vederstyggelig plade af riffgalore. Denne gang under eget navn. Spørgsmålet er så, om det kan retfærdiggøres.

Fra lyden af containerskibe til destilleret tomhed. Kowloon Walled City er musikalsk benzodiazepin og virkningen er så stor som altid.

Aftenens tre bands kan med fordel sætte sig ned og lære af hinanden til næste gang, da de på godt og ondt stod med vidt forskellige styrker og svagheder. 

LLNN er støj. LLNN’s nye album er knusende støj. Det er en massiv lytteoplevelse, der tager dig med ind i en mørk fremtid, hvor et menneske er mindre værd end en håndfuld støv.

Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det. 

Amenra forlader prædikestolen og går i stedet blandt mennesket. Nærhed er kodeordet på belgiernes nye plade.

Miami-metallen er anderledes end det meste. Det sætter sludgetrioen Bleeth streg under på tredje skæring, der både byder på dystopiske fremtidsvisioner, barbarvokal og ægte grimhed.

Brightonsludgerne spiller i grænselandet mellem noise og sludge, men lader screamoinspirationen kigge frem i glimt. Ledsaget af en gæsteoptræden fra Englands tungeste bassist, skriger de sig tilbage til liv

Irske Soothsayer ligner endnu et pletskud fra Transcending Obscuritys kasse med nye bands, der bare kræver, at du lægger opvaskebørsten fra dig, smider telefonen i affaldsskakten og sætter dig ned og hører efter.

Dybt, dybt, dybt at falde: Eyehategods nye plade er en opvisning i manglende engagement og ligegyldighed som musik.

Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.

Hver søndag i advent præsenterer vi et nyt navn til Royal Metal Fests line-up i 2021 og taler med bandet om deres forventninger. Den tredje flamme til kronen fremtrylles af Conjurer.

'Paegan Terrorism Tactics' er et af sludgens hovedværker, men er desværre ufortjent overset. Acid Baths historie er et indblik i en genres tilblivelse og et forstyrrende blik ind i en gal verden.

Årets hidtil grimmeste album.

Det er blevet beskrevet, at en desinficerende spraytåge kan være løsningen for koncertåbning, men måske metalfolket har andre gode veje til afsprittet krop og sind?

Genrebastarderne Inter Arma sludger og hyggejammer sig igennem en omfattende cover-ep, der lige så meget er sat i verden for bandets egen underholdning som for lytterens.

Debutpladen fra washingtonsludgeprojektet Adzes er intet mindre end en mavepuster. Både musikalsk og lyrisk.

Modbydelig og frastødende ny ep fra sludgegiganterne Griefs arvtagere.

For en sekulær metal: Uanset hvor forførende det kan være, når bands strunter i fine fornemmelser og forsøger at skabe ritualmusik, lykkes det ikke, når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu går sammen.