Torsdagen på Roskilde blev en forholdsvis metalfattig affære, men lyspunkterne var meget klare, og især en oplevelse blev skelsættende.
Vi missede Tessa. Det var det største problem ved lørdagen på Roskilde Festival.
Det står for "Antichrist demoncore". De kan altså presse mange metalklichéer ind på meget få bogstaver. Men hvad kan de ellers?
Squid spillede rock, som vi ikke vidste vi elskede den.
The Ocean forsøgte ihærdigt at lave en tsunami, men det blev ikke til mere end et bølgebassin.
Vi blev budt på tradionel ritualmusik og turist-sprogskole med spotlight og solbrille-attitude.
Roskilde Festivals nye scene, Platform, dannede rammen om den australske duo Divide & Dissolves charmerende og rørende woke, men delvise blindgyde af en koncert.
Det er sjældent, at jeg udvandrer fra en koncert. Men da Strokes skulle lukke Orange Scene blev jeg simpelthen så arrig, at jeg gik.
Skotterne fra Biffy Clyro havde skruet en meget udfordrende setliste sammen, der ikke helt indfriede løftet om den fest, som deres koncerter ellers ofte er.
Anmelder stortuder til rockkoncert, som hendes anmelderkolleger ikke forstår. Heldigvis var der en del i publikum, der helt forstod.
Fredag på Roskilde var arketypisk med alt hvad det indebærer af umulige valg, traveri og ... regn.
Er det godt eller dårligt, når man ikke kan høre det kedeligste element i en koncert?
Sam Shalabis ensemble skabte musik, der skræmte folk fra Avalon, men badede andre i krævende vel- og mislyd.
Et propfyldt Avalon kogte fuldstændig over, da IDLES beviste at post-punken lever i bedste velgående.
Roskildepublikummet tørstede efter en metalfest, og da de ikke fik den, lavede de deres egen.
Parental Advisory: Explicit content! Så er det sagt. Teto Preto er ikke for mindreårige, og mens 134.900 andre festivalgæster sang med på Jada på Orange, fik de sidste 100 en anderledes og til tider fantastisk oplevelse på Pavilion i selskab med det gale brasilianske kunsterkollektiv, Teto Preto.
Otoboke Beaver leverede en uforlignelig og humoristisk koncert på ægte Jap-punk maner.
Moor Mother gav os et soundscape af uretfærdigheder i Glorias mørke og gik i øjenhøjde med publikum.
Der var næsten intet at sætte en finger på, da Konvent indtog Pavilion med bravour. Men alligevel var det som om, at der manglede noget.
Vemodig og drømmende dansefest til de tålmodige på Avalon