I år var det meningen, at Roskilde Festival skulle have fejret sit 50 års jubilæum. Festivalens fokus har aldrig ensidigt været, hverken vores hårde rock eller metallen, men de tungere genre har dog altid været stærkt repræsenteret på festivalen. Tag med på vor tidsrejse.

På Roskilde Festival er metal blot én ud af en række forskellige rytmiske genrer. Men metal har en energi, som festivalen kan nyde gavn af, fortæller Stefan Gejsing fra festivalens musikgruppe. Det gælder bare om at finde den rigtige type metalnavne med crossover-potentiale.

Faith No More spiller en længe ventet genkomstkoncert, bandet bag sangen af ‘Devilution’ støder til, og der er grim og storladen midnatmesse med Orm, Nyredolk og Heathe.

Roskilde Festival gør præcis det, vi for et par dage siden foreslog Copenhell at gøre og booker metal med kvindelige musikere. Lingua Ignota og Svalbard er kommet på plakaten, mens Deftones og Amenra vender tilbage.

Fra B for Behemoth, til X for Xenoblight. Fotografen fik blandt andet et gensyn med Orange, efter flere år uden relevante koncerter på landets mest ikoniske scene.

Converge leverede lørdag aften et behageligt godt liveshow for de fremmødte i Avalon-teltet. Ingen overraskelser, ingen slinger. God, gedigen salemistisk hardcore punk. 

Onsdagen var lig med ankomst for vores skribent, som havde galopperende sommerfugle i maven over at skulle se Power Trip sent om aftenen.

De amerikanske industrial-hiphoppere leverede det knusende show, som mange havde forventet, med en intensitet lig et metalshow fra en fjern fremtid.

Showet på Gloria-scenen var ligeså mørkt som omgivelserne. Dystert, dunkelt og tungt; Cult Leader fjernede alt lys og gav på mest okkulte vis en uforglemmelig koncert.

Fredagen på Roskilde Festival bød på masser af solskin samt blandede bolcher på Orange. Overlevede skribenten til Baest klokken 02:30?

Ingen plads til skrøbelig maskulinitet: Petrol Girls gjorde opmærksom på, at punk kan noget helt særligt som protestmedie. 

Det var et velspillende La Dispute, der samlede folk af mange genrer i ly for regnen. 

Spiritualized var under hele koncerten alt for langt fra det storladne og alt for tæt på kontrastløsheden. Bandets frontmand Jason Pierce trådte aldrig i karakter, og publikum havde for travlt med at diskutere alt andet end musikken. 

Med dødsmetalvokalharmonier og en trommeslager i særklasse blev der fredag aften leveret et solidt og hårdtslående show fra det amerikanske band Misery Index. Her var både plads til korslagte arme og moshpits.

Med en ellers bragende start virkede det, til at Full Of Hell + The Body torsdag nat ville vise festivalen, hvordan den dybeste cirkel af helvede ser ud. Dog blev det afslutningsvis mere til indersiden af et øvelokale.

Vores aldrende Roskilde-debutant blev prompte forelsket i en festival, der lørdag bød på mindeværdige koncerter fra små og store.

Japanske Kikagaku Moyo skabte et magisk musikalsk trip for de få heldige, der lagde vejen forbi Pavilion på den mørke side af midnat.

Crack Clouds syv skæve eksistenser fyldte Gloria med et dragende sæt, hvor samspillet og særpræget dominerede.

Den mellemøstlige multi-instrumentale gruppe strakte deres kosmiske ørkenblues, jazz, kraut og post-rock helt ud i et transcenderende show, der dog led under et svært spilletidspunkt, som fik flere til at stikke hul på boblen og udvandre før klimaks.

Amerikanske The Armed kom, spillede og smadrede Pavilion i et vanvittigt hardcore-show med blod i ansigtet, stolekast, skrigende, duellerende vokalister og en stor mand forklædt som en skov, der gav krammere til alle og enhver.