Københavnske Pardans har skabt deres egen lille niché herhjemme med skæv post-punk svøbt i blæseinstrumenter. Og den leverede de med stor indlevelse og coolness i Gloria.

Cypress Hill var tæt på den perfekte afslutning på Roskilde Festival, hvor bandet leverede en professionel hitparade til et publikum, der tørstede efter netop dét.

De mexicanske karneval-punkere Descartes a Kant vækkede abrupt det middagstrætte publikum med en overrumplende og vanvittig musikalsk forestilling, hvor ikke mange genrer forblev uberørt.

Når man ikke selv kan indfinde sig på Roskilde Festival, så er det jo godt, at der er Devilution-kolleger, som kan, og som ovenikøbet har taget notesblokken og den skarpe blyant med. Villumsen roser kollegernes ordstrøm fra festivalen i denne top 5.

Med dæmonisk kraft og sataniske kostumer viste Behemoth Roskilde Festival, hvorfor de burde få mere metal på programmet. Et korstog af ugudelig størrelse blev fremvist på Arena lørdag aften.

Hitmaskinen kørte på rutinen, og The Cure lukkede Orange Scene for i år med vemodig fællessang, uden at koncerten gjorde sig fortjent til nogen større plads i historiebøgerne.

Phil Anselmo og hans soloorkester tog overbevisende livtag med klassisk Pantera og fremmanede en metallisk folkefest på Roskilde Festival.

Der var ikke meget at råbe hurra for til Whores.' koncert på Roskilde Festivals sidstedag. Men omvendt var der heller ikke noget at være skuffet over, for koncerten fremskred præcis som forudsagt.

Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.

Baest slap dæmonerne løs i nattemørket og leverede en milepæl af en koncert på Pavilion. 

De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.

Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.

Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.

Testament er stadig værdige kandidater til thrash-tronen. Det viste de, da de lokkede et fyldt Arena-telt lige lukt i deres hule hånd.

Norske Ulver hungrer efter genreudfordringer og krydsninger af genrer. Men på Roskilde endte man med at stå og kigge på deres visuals, fordi Depeche Mode-kopien blev for kedelig.

Den franske keyboardspiller havde både både guitarist og trommeslager til at føje metalliske strejf til de legesyge synthwave-skabeloner. Carpenter Brut befriede os for de sidste tilbageværende festendorfiner i de sene nattetimer.

Power Trip pakkede Avalon til en legendarisk midnatsmosh og viste, at de er metallens nye forenende tronarvinger.

Boundaries' intense mørke blev leveret med tilbagetrukket ydmyghed, og kvintetten vandt på hypnotiske crescendoer, når ikke hyggen tog over.

Collider inviterede med deres musikalske legestue til en hjernevrider af en koncert, der på trods af de snørklede strukturer var en underholdende afrunding på festivalens opvarmningsdage.

Alkymists tunge lydarsenal stod i skærende kontrast til den mere festligt stemte Roskilde-crowd i bagende solskin – men sejrede, hvis man kunne se igennem fingre med omstændighederne.