Top 5 - Copenhell Greatest Hits

My Dying Bride, Copenhell 2014
Morbid Angel, Copenhell 2011
King Diamond, Copenhell 2013
Behemoth, Copenhell 2010
Primus, Copenhell 2015
Jakob Stegelmann, Copenhell 2018
Opeth, Copenhell 2017
Vinder af Copenhells metalquiz i Tutten 2018

Som fast inventar fra dag ét skorter det ikke just på flashbacks gennem årene. Nogen mere besofne, beskidte og slørede end andre, men det skal ikke nødvendigvis fornægte deres betydning på den rejse, det har været at gæste Copenhell år efter år.

Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

Da Refshaleøen de første år åbnede portene for det danske metalfolk, udfyldte de et tomrum, som ingen andre danske festivaler endnu havde præsteret. Der havde da været éndags-arrangementer som f.eks. Copenhagen Live, men efterhånden som Roskilde Festival bevægede sig væk fra at betegne sig selv som en decideret rockfestival blev behovet for en dedikeret, dansk metal-festival større og større, og her skabte Copenhell hurtigt en tradition, et holdepunkt for i det mindste én gang årligt at samle den del af ens vennekreds, som man forbrødres med i hegnets navn.

I godt selskab glider de små skænderier om, hvorvidt System of a Down er posere, hvorfor Scorpions dog ikke for længst er pensioneret, om Heilung overhovedet er musik, eller hvad satan Kellermensch laver her som regel nemmere ned med en fadbamse ved hånden. Nogen gange måske lidt rigeligt mange af slagsen, som f.eks. da man i 2011 stadig kunne købe øl-klippekort, så jeg uden videre havde brugt to kort op og bældet 20 fadøl inden Judas Priest gik på, og i dovenskab valgte at bruge mit shot-klippekort op på Jägermeister. Jeg vågnede vist i noget mudder på bakken senere og husker reelt intet, før jeg vader rundt på Amagerbrogade næste morgen og har mistet min cykel et eller andet sted på vejen.
Erfaringer gør som regel klogere, men festen vil altid være en vigtig del af Copenhell. Mindst lige så vigtigt har der dog også været mange stærke bookinger igennem årene, så i tilfælde af I måtte have glemt nogen af dem, får I her et personligt Copenhell Greatest Hits, så I kan skamme jer, hvis I stod og sang karaoke i Biergarten eller vaskede tøj den dag.

PS. Hvorfor ingen minder fra efter 2015 har printet sig nok ind på nethinden til at afkræve sin tilstedeværelse helt i toppen er nok mere en tilfældighed end noget andet.
Tilgiv mig – måske burde jeg også snart pensioneres.

1. My Dying Bride, Pandæmonium, 2014:

My Dying Bride er sjældne gæster på disse kanter. Faktisk er jeg ikke bekendt med, om de inden 2014 overhovedet havde gæstet Danmark, siden Saturnus varmede op for dem engang i 90'erne (hvorefter Saturnus' lyd i øvrigt bevægede sig mere i MDB's retning og væk fra den dødsmetal, de spillede i starten). Heller ikke siden 2014 har de været i landet, så det var en helt eksklusiv chance for at se de melankolske doom-legender, der mere end nogen andre havde defineret min kærlighed til genren, ikke mindst via en ekskæreste, der havde en umættelig kærlighed til klassikeren, 'Turn Loose the Swans' (1993).
Selvom der var sket meget i My Dying Bride-lejren siden dengang, virkede de dog til at tage højde for deres fravær på disse breddegrader og gik i dedikeret 90'er-mode med al den blødende tristesse intakt, så ethvert violinstrøg fremkaldte omgående gåsehud. Jeg husker koncerten som en times konstant ekstase, især da de hen mod slutningen spillede to af mine favoritter, 'The Cry of Mankind' og 'From Darkest Skies', og selvom det klingede lidt hult, at de blev påtvunget at forlade scenen inden de ville have afsluttet sættet med titelnummeret fra 'Turn Loose the Swans', fordi et eller andet dansk band skulle runde aftenen af ovre på hovedscenen, var det dog tydeligt på især forsanger Aaron Stainthorpes reaktion, at de ikke selv var herre over den beslutning. My Dying Bride havde dog, deres sanglængder taget i betragtning, fået alt det ud af den time, de havde fået til rådighed, som de overhovedet kunne, og jeg befandt mig i et drømmende parallelunivers hele vejen igennem, som virkede noget svært at omstille til at skulle høre hele 'No Fuel Left for the Pilgrims' live med D-A-D efterfølgende. Men nuvel, hvis det ikke kunne være anderledes.



2. Morbid Angel, Hades, 2011:

I mine teenageår var 'Altars of Madness' og 'Covenant' nogle af de vigtigste plader i min indførsel i dødsmetallens verden. Beavis & Butthead har ikke levet forgæves. Efter et par års søgen efter mere harmoniske kald i tilværelsen mindede Morbid Angel en hed eftermiddag foran Orange Scene på Roskilde Festival 2004 mig om, hvor meget metallen stadig løb i mine årer, og 7 år senere var det Copenhell, der stod på programmet efter udgivelsen af deres meget udskældte 'Illum Divinum Insanus'. De elektronisk pumpende trommer på pladen faldt heller ikke i god jord hos undertegnede, men det mekaniske gik gudskelov ikke igen i fremførslen, hvor Tim Yeung på tønderne og guitarist Destructhor var lige så præcis så stilsikre og intense, som bagkataloget afkræver. David Vincent var i sit es som indpisker med stålsat blik og armbevægelser, der gang på gang tvang circle pitten i omdrejninger. Det var i det hele taget en af de første koncerter, jeg husker fra Copenhell, hvor jeg stod med følelsen af, at Live Nation havde skabt noget helt særligt. Morbid Angel tryllebandt os alle sammen, uanset hvor ung eller gammel man måtte være i metallens verden, og da jeg helt tilfældigt og jævnt udslidt mødte Vincent på job i lufthavnen næste morgen afkrævede det da også et lydigt buk for legenden, inden jeg takkede pænt for opleveren. Uden tvivl den bedste gang jeg har oplevet Morbid Angel.



3. King Diamond, Helviti, 2013:

Egentlig er jeg sent skolet i King Diamond-universet. Metallicas Mercyful Fate-medley fik mig ind på 'Melissa'-sporet, og derefter gik der en del år, før 'Them' og 'The Spider's Lullabye' sneg sig langsomt ind under huden, men det var dog denne aften i 2013, der omvendte mit undertrykte horrorhjerte. At se en King Diamond-koncert var nærmest som at se fremførelsen af et teaterstykke med alt, hvad dertil hører af voodoo-dukker, kors, hekse og pentagrammer, skrigende dramaturgisk flankeret af Kongen og hans håndlangere, der havde blandet godt rundt i bagkatalogets godtepose. Selskabet hjælper selvfølgelig altid, og at stå og snave med to fremmede piger indimellem de fjollede skrig i 'Up from the Grave' tidligt i sættet holdt uden tvivl begejstringen kørende resten af koncerten, hvor de afrundende 'Evil' fra førnævnte 'Melissa' og 'Black Horsemen' gjorde mest for at distrahere mig fra de nye bekendtskaber. Man kan sige hvad man vil om stemmen isoleret set, men som en del af den samlede, teatralske horrorpakke er King Diamond i en liga for sig, hvilket han også beviste i 2016 samme sted under mere våde omstændigheder.



4. Behemoth, Hades, 2010:

Det første år på Copenhell vandt først og fremmest på initiativet. Ingen andre havde i den grad appelleret til det samlede, danske metalfolk, og der skulle derfor ikke meget mere til end et lille øltelt, et par madboder med kød, kød og atter kød, et par semi-store headliners, et lille bæger peanuts sammen med ens fadøl og et såkaldt Smadreland for de mere aggressivt ladede til at gøre de 5.000 besøgende glade. Selv glædede jeg mig allermest til Megadeths fremførelse af hele 'Rust in Peace', men jeg var så stiv, at jeg stort set ikke husker andet, end at Dave Mustaine ikke havde meget mere end en musestemme at stille op med den dag.
Af samme årsag kneb det med ølindtaget dagen derpå, men det gjorde så også, at øjnene stod dét mere på stilke, da Behemoth lukkede ned for Hades-scenen med al den ild, scenen kunne trække. Endnu et relativt ubeskrevet blad i min verden på det tidspunkt, men Nergal & co. illustrerede med al tydelighed, at de allerede da var klar til at bjergtage black metal-verdenen, hvad man så end måtte mene om deres efterfølgende bedrifter. I 2010 var det mindre gimmicks, mere tyngde, og selvom jeg ikke i dag husker andre sange den aften end de indledende, efter Behemoths gustne standarder, ørehængere 'Ov Fire and the Void' og 'Demigod' og den afrundende dystre sejtrækker 'Lucifer', er det nok mere et udtryk for hvor lidt, jeg kendte til dem inden koncerten, og hvor meget intensiteten fængede hele vejen igennem, uden at give os en chance for at ånde ud før til allersidst.
Suicidal Tendencies var også et festligt indslag kort forinden, men Behemoth var det indiskutable højdepunkt på Copenhells første år.

 ">  

5. Primus, Helviti, 2015:

I den korte periode af min ungdom, hvor svampe og LSD var med til at skabe fællesskabet, var Primus altid en af de faste lydrammer, der bandt mine venskaber sammen. Efter 'The Brown Album' (1997) har der dog været lidt længere mellem de forkromede øjeblikke, hvor humoren og de gyldne, funky slaps har gået lige så godt hånd i hånd, og min første koncert med dem i Vega i 2011 gjorde ikke meget for at afkræfte, at ånden fra de unge år var blevet udvandet med årene.
Det ændrede Copenhell så gudskelov på med en booking, der ikke desto mindre delte vandene blandt de vante festivalgængere, men hvis Gwar kunne lukke festivalen med deres meningsløst blodige cirkusshow nogen år forinden, så har Primus vel lige så meget ret til at være der? De kompenserede i hvert fald for showet i Vega med denne gang at give os mere syn for sagen med rigelige visuelle backdrops og skæve lyssætninger til at akkompagnere de majestætiske paddehatte i hver side af scenen. Underholdningsfaktoren var i top med sange som 'Wynona's Big Brown Beaver' og 'Mr. Knowitall', men stærkest står min personlige favorit 'Southbound Pachyderm', der sjældnere luftes live, og som blev leveret med lige præcis den ulmende mørke, den afkræver.
Til dato den eneste koncert jeg har oplevet med Primus, hvor det fremragende samspil trioen imellem også gik i højere enhed med den visuelle side af bandet, som vi kender Primus for – og tak for det, Copenhell!



Boblere:
Man kunne nævne mange, men Alice In Chains i 2013 (hvor de kom tilbage med fornyet styrke efter en strømafbrydelse midt i sættet), Opeth i 2017, Jakob Stegelmanns forunderlige nørdeshow i 2018 og Tool-koncerten sidste år (en af den slags koncerter, der tilsyneladende kun gav mening, hvis du stod i pitten) står umiddelbart ud som nogen af de mest mindeværdige.
Og så mit holds sejr i Michael Denner og Christian Beyers metalquiz i Tutten for et par år siden, fordi hey – man er vel quiznørd.

Men nok om mig:
Hvilke minder står stærkest frem fra dine år på Copenhell?