Oxx er en smeltedigel af sanseindtryk, designet til at blæse lytteren bagover. Det er kaos og forvirring, gentagelse og orden. Det er både spændende og irriterende at stifte bekendtskab med Oxx.

2016 er det helt rigtige tidspunkt for danskernes længe ventede debutalbum. Kvintetten har aldrig været bedre. 

Den britiske supergruppe Good Tiger imponerer på deres debut, hvis forcer består i lige dele bombastisk, snørklet prog-guitarlir og smukt og intenst vokalarbejde.

Sotelo, Magyar, Coleman. Periphery, Veil of Maya, Good Tiger. En fræk sammensætning på en aften, hvor Lille Vega var proppet til randen med prog-metal med core-kant og store stemmer. 

Intronaut er blevet bedre til at være sig selv, men kan stadigvæk også irritere.

Norske Shining tæver stadig saxofonen fra tid til anden, men overordnet er det nye album album fyldt med så mange hooks, at den hamrer det lettere tilgængelige udtryk fra 'One One One' et skridt videre. Et mainstream-gennembrud burde være i sigte.

Voivod tog Studenterhuset med uformel storm og vice versa. 

Med en enorm spilleglæde havde Shining et begejstret publikum i Lille Vega i deres hule hånd. Det kunne trods et begrænset fremmøde klart fornemmes, at det norske band har det der specielle ekstra, som kræves for at nå langt.

Geoff Tates første album efter retssagståbeligheder med hans gamle band Queensrÿche er lovende men ikke helstøbt.

Diatessaron kan og vil en masse, det er bare ikke godt nok. ‘Sunshine’ er proppet med gode progressive rock-takter, men den canadiske kvintet formår alt for sjældent at fange lytteren og skabe musik, der huskes. 

Det var musikalitet i fineste form, men kun en skarp start og ditto slutning reddede affæren fra at blive for storladen og pæn for Leprous i den velbesøgte tidligere forbrændingsanstalt på Vestegnen.

Queensrÿche har efter fjollede skærmydsler om navnet fundet tilbage til udgangspunktet og begået et album, der holder lidt for meget fast i fortiden. 

Between the Buried and Me og Haken inviterede til prog-metal-kalas, der på mange punkter var den sublime oplevelse med få, markante undtagelser.

Tesseract djenter stadig formidabel prog-metal af høj kaliber, udfordrer lytteren og udvikler deres lyd… det er bare ikke på helt så højt niveau som tidligere. 

Makkerparret Ahonen og Alare lader sig på ingen måde begrænse af, at tegneserien er et stumt medie, når de fortæller historien om metalbandet Perkeros i tegneserien af samme navn.

Spock's Beard har en masse godt med i posen på bandets 12. album ’The Oblivion Particle’. Men der er også temmelig mange af godterne, der efterhånden virker en anelse gennemsuttede.

Fransk trio forener menneske og maskine i en forløsende post-metallisk tour de force gennem de værste af fremtidens mareridt.

Onsdag aften i Pumpehuset bød på tre bands. Line-uppet startede gennemsnitligt, men endte i klar amerikansk overlegenhed og publikums imponerede måben.

De australske dødsproggere StarGazer spillede formidabelt, men var en anelse hæmmet af tidspunktet for deres første koncert på dansk grund.

Udvikling klæder Between The Buried And Me, der uden tvivl har udgivet en af de bedste prog-rock/metal-udgivelser i år.