Ihsahn tør at fejle, og han tør sågar at gentage andres fejl og skabe noget ud af dem, der lykkes mod al sund fornuft. Det skal vi som metalpublikum være taknemmelige for.

Obsidian Kingdom er langt fra nyskabende, men katalanernes Genesis-worship angiver en mulig vej ud af post-metallens kreative dødvande.

Trods et sølle tirsdagsfremmøde løftede Hexvessel sangene fra deres seneste, lidt skuffende album op i skyerne.

Defectos første fuldlængdealbum er et uhyre ambitiøst værk. Heldigvis lykkes stort set alt til perfektion på ’Excluded’.

Med texanske Oceans of Slumber er der for alvor vakt et håb om en fremtid for den progressive rock. Bandets nye album ’Winter’ er en rigtig vinder.

Dream Theater er desværre ved at udvikle sig til det monster, som næsten var ved at være den progressive rocks selvmord for 40 år siden. Lørdagens forestilling – for en livekoncert var det ikke – i Vejle viste bekymrende tegn på gentagelse af fortidens fejltrin. Men flot var det.

Med Ulver ved man, at man ikke kan vide, hvad man kan vente sig. Man kan vente sig øjeblikke af stor skønhed, men bandets trang til konsekvent at sætte sig selv over styr kan også nemt ramme ved siden af.

Kun aftenens hovednavn formåede at spille et brag af en koncert. Des bedre Tesseract spillede, des tydeligere var det, hvor uerfarne The Contortionist stadig er.

'Purge' er en tung, solid debut, der kombinerer den bombastiske lyd med et solidt atmosfærisk fundament.

Finske Oranssi Pazuzu markerer sig som gennemført space metal-orkester, der nu også smider en god mængde prog ind i deres i forvejen særegne blanding af black, doom, psych og space rock. Og det rykker.

Guitaristen Jakob Thorkild har med sin trio lavet et improvisationsalbum, hvor artsy punk møder free jazz. Men er det metal? Ikke rigtigt, men albummet kan med lidt god vilje betegnes som impro-metal, og det kan skubbe metallen et nyt sted hen.

Italienske Zu blæste hovedet af publikum på Loppen, men var næsten for imponerende og komplekse. Danske Distortion Girls leverede lummer og hypnotiserende støjrock som opvarmning.

Isoleret set er 'Phenotype' en stærk udgivelse. Som del af en tvillinge-konceptudgivelse lykkes det knap så godt for den hollandske sekstet Textures.

Det er flere år siden, Steven Wilson rockede så hårdt, som han gjorde fredag aften i sidste uge i Koncerthusets store sal. Mere af det, Wilson!

Hvis ikke Borknagar allerede havde udgivet 'Urd', var 'Winter Thrice' blevet hyldet som et sandt mesterværk. Nu må den nøjes med bare at være forbandet god.

Oxx er en smeltedigel af sanseindtryk, designet til at blæse lytteren bagover. Det er kaos og forvirring, gentagelse og orden. Det er både spændende og irriterende at stifte bekendtskab med Oxx.

2016 er det helt rigtige tidspunkt for danskernes længe ventede debutalbum. Kvintetten har aldrig været bedre. 

Den britiske supergruppe Good Tiger imponerer på deres debut, hvis forcer består i lige dele bombastisk, snørklet prog-guitarlir og smukt og intenst vokalarbejde.

Sotelo, Magyar, Coleman. Periphery, Veil of Maya, Good Tiger. En fræk sammensætning på en aften, hvor Lille Vega var proppet til randen med prog-metal med core-kant og store stemmer. 

Intronaut er blevet bedre til at være sig selv, men kan stadigvæk også irritere.