Heretic vil gerne være rå og seje for Satan med deres Venomitaminiserede og Motöriserede black'n'roll. Men 'Alive Under Satan' er ligeså rå og sej som skamkogt broccoli.
Skindred sikrede en misundelsesværdig pulseren foran Wackens Party Stage, da de leverede lige dele tunge riffs, drum'n'bass, heavy metal, reggae, hiphop... og et enkelt Metallica-cover.
Bison Machines debutplade byder såmænd på tilforladelig retroguitarrock, men formularen og lyden er så genkendelig, at bandet ender med at bide sig selv i røven.
Foran 55.000 festglade mennesker forvandlede rocklegenderne Dyrskuepladsen til party i provinsen, men kun momentvis løftede koncerten sig op på det magiske niveau, takket være den altid fremragende Angus Young.
Med Johanna Sadonis i front tager nydannede Lucifer den klassiske, røgede rocktråd op, hvor The Oath lod den hvile. Bandets debutplade leverer meget velspillede samt delvist velskrevne numre på stribe.
Ombord på rumskibet tog Dr. Space alle med på en gigantisk galaktisk rejse, der landede midt i et afrikansk ekspres-orgie.
De Underjordiske bragte syrerocken tilbage til Roskilde Festival og viste rundhåndet vej i deres psykedeliske univers.
De syv australiere i King Gizzard & The Lizard Wizard fyrede den imponerende af i et stopfyldt Pavilion, men i længden blev deres psykedeliske garagerock for uinteressant.
Scenelys og musik smeltede sammen under Electric Eyes udmærkede koncert, men som helhed var det alt for ordinær til at blive den helt store psykedeliske oplevelse.
Fremadstormende Chelsea Wolfe med band leverede en ujævn koncert, der var klart mere dragende end dyssende.
Den engelske duo havde lørdag aften en kamp. Mod publikum til koncerten og mod den kæmpe andel af festivalens publikum, der stod foran Orange og skrålede med på ‘Hey Jude’.
Sent fredag nat omdannede svenske Goat Avalon til et danseinferno af psykedelisk rock og afrikanske junglerytmer.
Ungdommens naive tro på succes og støvet rock sejrede i den bragende varme.
En togtur med Muse anno Roskilde Festival 2015 var som det gamle mundheld om at stå af i Roskilde. Tilføjet en halv times ventetid i regnvejr og efterfølgende TGV-ekspresfart mod langt mere eksotiske himmelstrøg.
Rival Sons gjorde, hvad de kunne, for at sparke døren ind på Tinderbox, men deres klassiske rock nåede aldrig ind under huden hos publikum.
Som under et psykedelisk ritual leverede Spids Nøgenhat i teltet en musikalsk renselse af fremragende format, der ikke kunne have været en smukkere afslutning på den første udgave af Tinderbox.
Tinderbox' rammer og publikum passede ikke rigtig til Jesse "The Devil" Hughes og hans sexede rockband. Samtidig havde de for lidt tid, og lyden var for dårlig.
Kun 60 minutter til rådighed og en slidt stemme hos frontmanden gjorde ikke D-A-D på Tinderbox til den største oplevelse. Men selv på en halvskidt dag havde danskerne pondus i klassikerne.
Trods åbenlyst talent og en rockscene, der hylder dem, nåede Black Book Lodge ikke helt så langt ud over scenekanten som forventet.
Det norske kultband med den engelske Duke of Nothing i front kørte den stilsikkert hjem med en rutineret musikalsk rejsning.