Ikoniske Jethro Tull spillede en fortryllende, varm og old school rockkoncert i Operaen, men tiden er forståeligt nok løbet fra vokalen. 

På Loppen bød Offernat og Dying Hydra på inderlighed. Både blød og taknemmelig inderlighed, men også en udadreagerende og voldsom en af slagsen.  

Umiddelbart spiller Baest og Katla to ret forskellige typer metal. Men stilistisk har de tre ting til fælles. Bajer, uhøjtidelighed og frasortering. 

På Anguishs fjerde album får man mere af det gode. Men så heller ikke meget mere end det. 

Fredagen i Pumpehuset bød på en diabolsk og ugudelig glædes- og rædselsfest, der sent vil blive glemt. 

Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.

Black Sabbath udgav fire udødelige mesterværker på blot to år. ‘Master of Reality’ skabte en lyd, der den dag i dag lever videre  i sin oprindelige form.

Grækerne lavede yndefulde marmorskulpturer, men Vokonis spiller stoner-sludge, og det skal være mudret. Derfor har Vokonis formet en smuk mudderskulptur.

Offernat lægger op til den helt store rituelt frådende forløsning, men det er stadig skumringstid. Vi ser dog frem mod natten.

Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det. 

Næste sommer er de tilbage. De udenlandske bands. Dem vi har ventet så længe på. Copenhell kommer med en god servering oversøisk og hjemlig tråd, hvor Mastodont og Dizzy Mizz Lizzy står som de helt store.

Modernistisk malerkunst og hollandsk ringer nok lige så få klokker for dig, som “Vil du med i skoven og apportere tennisbolde?” gør for Fido. Men selvfølgelig vil Fido det.