Nile har fået ny forsanger ved siden af Karl Sanders. Han skal løfte arven fra Dallas Toler-Wade, og det bidrager ikke med meget på den nye plade.

Konkhra bryder ti års pladetavshed med en jævn udgivelse, der holder sig på dødsdydernes rene sti men sjældent byder på mindeværdige højdepunkter.

Næstved-bandet Cauterizer koger sin dødsmetal op med oldschool-elementer, melodi og groove over lange sange, som tilmed har en lille flirt med det progressive.

Krigsguden anmelder elitedødsmetallerne Witch Vomits andet album 'Buried Deep in a Bottomless Grave'.

Jamen, det er jo hele tre ting på én gang: Benni Bødkers 'Den dobbelte grav' er gys med tilhørende tegninger og vinyludgivelse i en uhellig treenighed.

Norske Blood Red Throne udgiver noget særdeles velproduceret dødsmetal, der bare savner det sidste i sangskrivningen for at være rigtig godt.

Afrika er for det meste et ubeskrevet blad, hvad angår metal. Det forsøger denne nye opsamling fra Svart Records, der dokumenterer den slagkraftige botswanesiske metalscene, at gøre om på.

Blood Eagles debut på et stort selskab og genkomst efter seks år uden udgivelser er en hæderlig ep, der fremkalder små smil uden for alvor at begejstre.

Kill-Town Death Fest åbnede Pumpehusets hovedscene med et brag af en koncert fra de franske horror-tech-okkultister, der i momenter efterlod os med åben mund og polypper.

Programmet til den første Næstved Metalfest var fint sammensat med en overvægt af dødsmetal, og dagen bød gennemgående på stærke oplevelser og spændende nye musikalske bekendtskaber.

Transgressor tilføjede deres egen, dionysiske nuance til dødspaletten og var en af fredagens mest forfriskende, dystre indslag tidligt på dagen.

Baest hugger til med en giftig toer, men den er ikke dødbringende. Referencerne er de helt rigtige, og alt lyder godt, men hvor er bæstet selv henne i det her?

Vastum kørte den hjem på pumpet brutalitet, og vandt points på at have den mest angrebslystne forsanger på hele Kill-Town 2019.

En halvtom sal, en aktiv pit og et ikke helt overbevisende band: Afslutningen på Kill-Town Death Fest var både uelegant og underholdende. Absurditeten toppede, da en person i publikum valgte at smide tøjet.

Det bedste ved Killtown Death Fest: dødsmetal. Det værste ved Killtown Death Fest: (næsten) kun dødsmetal. Fotografen var derfor naturligt nok i hopla under årets fest i Pumpehuset.

I menneskets celler findes mitokondrier, der producerer kemisk energi til cellerne som en slags kraftværk. Og canadiske Mitochondrion var da også et kraftværk, der buldrede løs.

Tomb Mold bragte et længe ventet groove til andendagen på Kill-Town Death Fest. Det gjorde heller ikke noget, at de spillede fremragende.

Svenske Grave spillede for den dedikerede oldschool-crowd, da de huggede sig igennem materiale fra årene 1986 til 1991 på Pumpehusets hovedscene.

Suffering Hours debut på dansk jord var obskur og efterlod en med blod på tanden, men trioens komplekse riffing blev hæmmet af en høj bas og lav guitar.

På blot tre år er Baest blevet altdominerende i dansk metal og langt ind i mainstreamen. Men hvorfor er det lige præcis dem, det er lykkedes for? Vi har bedt en række kendere om at give deres bud.