Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.

Veteranerne fra Agnostic Front levede op til forventningerne på Copenhell. 

Ukuelige Artillery åbende hovedscenen på festivalens fjerde og varmeste dag. Det er en svær scene at spille op, men med en times forrygende thrash-koncert lykkedes opgaven for de danske veteraner. 

Som en dæmonisk udgave af Mötorhead fræsede Midnight sig igennem 45 minutters overbevisende blackend heavy motherfuckin' rockin' metal.

Vola spillede en flot og overbevisende koncert på Copenhells førstedag.

Redwood Hill gav følelserne frit løb på Pandæmonium.

Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.

Blood Incantation viste Copenhell, hvordan dødsmetallen lyder ude i rummet og fremtiden. Publikum på Gehenna var med på rejsen.

Gatecreeper gav os dødsmetal af den groovy slags – helt uden dikkedarer.

Myrkur forførte med folkesange og et stærkt ensemble bag sig tidligt på torsdagsprogrammet på Hades.

Det er lige så stille blevet aften på Copenhell, men hvis du synes du mangler en sweater, kan vi i stedet anbefale en Xenoblightkoncert, der er nemlig knald på.

Ghost Iris var ikke til at styre på Hades, bandet var alle steder – og publikum nærmest det samme. Energiniveauet var misundelsesværdigt. 

De svenske stonere lader rumskibet tage en sidste tur igennem hyperrummet for at undslippe fremtidens rædsler.

Lifesick havde hældt kul på alle fyr, og kedlerne var brandvarme, efter at intromusikken, Eddie Noacks ’Psycho’ var gået i hak på ordene ”I killed … I killed … I killed”.

Dansk musik har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år, og aftenenes koncert fra Siamese var beviset på lige præcis det.

Det´ en fugl! Nej, et fly! Nej, en trommekarussel!
Men hvor fører den os hen, når nu vi har valgt sætlisten for dem?
Drømmer vi for stort?

Kiss overraskede med et velspillet og overdådigt ildshow, da legenderne tog afsked i Danmark på Copenhell.  

Dragen blev slået ihjel og enhjørningen luftet, da Gloryhammer gav et munter indslag med sin catchy power metal fra det ydre rum.

Kan vi nogensinde få nok 'Nola'? Det kan Down ikke selv, men det gør heller ikke så meget – selvom vi gerne snart så dem kigge mere fremad end bagud.

Gehenna viste sig fra sin bedste side, godt hjulpet på vej af et flot, velspillende danske band. Fremtiden er knapt så mørk, som den danske højskolesang ellers varsler.