Copenhell viderefører opvarmningsonsdagen fra 2018. Eagles of Death Metal og Immolation får i opdrag at få publikum i stødet med assistance fra 1000Mods og Like a Storm.
Der blev skudt med metallisk spredehagl i Amager Bio, og hvor Jinjer ramte det musikalske lavpunkt, var Amorphis den sikre vinder, der med solidt bid og kraft sikrede fællessangen på en sen mandag aften.
Var det en selvfølge, at Architects leverede en velspillet koncert i Vega? Ja. Var det alligevel mere end bare velspillet? Også det.
Enter Shikari var forud for koncerten i Pumpehuset på skribentens liste over livebands, man skal se, inden man dør. Vurderingen var dog ikke den samme bagefter.
Copenhell offentliggør den helt store pakke med Lamb of God, Clutch, Slash og 13 andre bands, der spænder fra grunge over hardcore til black og død.
Ild! Blasfemi! Sex! Mord! Kunst! Mere ild! Slayer fik budt Danmark et værdigt og helt vemodigt farvel på deres afskedsturné. Og arvtagerne viste format til at løfte det efter dem.
Zeal & Ardor viste live, at de med blandingen af fortidige genrer har fremtiden for sig
Plini havde en uheldig første koncert i Danmark, Between the Buried and Me fornøjede trods svag vokal, og TesseracT indtog velfortjent Pumpehusets store scene.
Watain kickstartede deres nye turné med Rotting Christ og Profanatica fredag aften i Pumpehuset, men selvom Satan var fællesnævner for den blasfemiske bandpakke, var der en tydelig niveauforskel grupperne imellem.
Nightwish savnede nerve i Valby. Det var en flot forestilling, men ikke rigtig en stor koncertoplevelse.
Within Temptation fokuserede i høj grad på nyt materiale i Valby. Det var ingen ubetinget succes.
Det er et af de allerstørste scoops i festivalens historie, når festivalen offentliggør Tool som headliner til næste år.
Copenhell offenliggør de første 7 navne til næste års festival, og der er bestemt noget for enhver smag.
Crossfaith gentog succesen fra Copenhell og spillede i løbet af en lille times tid publikum til ekstase.
Biffy Clyro bød på en anderledes oplevelse, da de gæstede DRs Koncerthus med et unplugged-sæt. Bandet var velspillende, men der manglede den særlige "Mon the Biff"-stemning.
Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.
Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde
Trods manglen på død og helvede kæmpede fotografen sig igennem endnu en Copenhell. Billederne blev elsket af alt fra Arch Enemy til Steel Panther, og der er minsandten også her, et par hoppebilleder.
Igen i år lånte vi Peter Troest til at skyde de koncerter, vores hårdtarbejdende fotograf ikke havde tid til. Denne gang er der ingen fotos af klam mad, men et nærmest urealistisk antal flyvende musikere. Forresten - er klam mad en dobbeltburger overhældt med brun sovs?
En næsten udsolgt festival lader til at have fundet et ekstra 1UP, for nu at blive i Jacob Stegelmanns spilunivers. Her får du fem årsager til, at Copenhell 2018 blev afviklet i en forbedret udgave.