10x10: Primordial – ‘Where Greater Men Have Fallen’

primordial-where-greater-men-have-fallen

Mens metal faldt fra hinanden omkring dem, knejsede Primordial stolt midt i det hele. Irernes sene hovedværk tog et langt skridt væk fra alle de tendenser, der kendetegnede årtiet, og definerede en vej frem, som vi endnu venter på, at flere skal følge.

Kunstner
Titel
Where Greater Men Have Fallen
Trackliste
Where Great Men Have Fallen
Babel's Tower
Come The Flood
The Seed of Tyrants
Ghosts of the Charnel House
The Alchemist's Head
Born to Night
Wield Lightning to Split the Sun
Fotograf
Jacob Dinesen

10’erne var black metals årti. Det var bare ikke udelukkende en god ting for black metal, at det var det. Den popularisering af genren, som ikke mindst Watain var ansvarlige for, sådan som vi skrev i denne serie for et par uger siden, førte til adskillige sammenstød mellem subkulturens indforståede koder og en uforstående mainstream. Nej, selvfølgelig er nazisme ikke super, og nej, selvfølgelig skal man ikke heile, lege med swastikaer eller flirte med totalitarisme. Og lige netop derfor skulle black metal naturligvis gøre det: Det var en modkultur inden for modkulturen, et opgør med al selvfølgelighed, en udforskning af gråzonen og de kreative udtryk, det åbnede for.

Det var ikke for alle, og da alles øjne rettedes mod black metal, krympede den sig i spotlyset, inden den begyndte at slå vildt omkring sig. Indtil den fandt ud af, at alle stod tavst betagede af dens impotente rasen, og så blev det til dens shtick, en gimmick, rituel rutine.

Selvom Watain med ild, blod og vilkårlig vold holdt fast i deres black metalliske idealer, blev black metal en gimmick. Det blev corpse paint til fastelavn og halloween, det blev modificerede poplogoer, det blev Hollywood-film og håndtegn i børnefjernsyn. Det blev Deafheaven og en hel bølge af bands, der tog elementer af black metal og placerede dem uden for kontekst, og det blev genrens død, uanset hvor krampagtigt hårdt de standhaftigste holdt fast.

Black metal var blevet afmystificeret, det var uundgåeligt, og det var muligvis det bedste, der kunne ske for genren, fordi det vil tvinge den til at genopfinde eller i hvert fald revitalisere sig selv endnu en gang.



Den kæmpende mand
Men alt det kunne Primordial på sin vis være fuldstændig ligeglade med, da de i 2014, 22 år inde i karrieren, udsendte ‘Where Greater Men Have Fallen’. Allerede i 00’erne var de begyndt at fjerne sig fra den black metal, de var udsprunget af: I starten var det sket ad den slagne vej, der ledte dem gennem en folkmetallisk genopdagelse af deres rødder. For irernes vedkommende betød det keltiske toner, som vores anmelder lige skulle affinde sig med på ‘The Gathering Wilderness’, inden ‘To the Nameless Dead’ i 2007 udstak kursen videre frem for Primordial. Pladen åbnede med ‘Empire Falls’, der var så storslået, elegant og smukt rullende, at det næsten ikke var til at bære. Civilisationer gik under, monumenter forvitrede, sandheder blev vekslet til løgne for ubetydelige sejre, og med stentorrøst efterlyste Nemtheanga en kæmpende mand, blot for at indse, at han var den eneste tilbage, der følte, at han havde noget at kæmpe for.



Så det gjorde han og Primordial. Syv år og et enkelt mellemliggende album senere står han i den titelsang, der åbner ‘Where Greater Men Have Fallen’, vagt om mindet om dem, der er faldet før ham. Det står ikke helt klart, hvad det egentlig er, han værner om, men linjerne “[they] ground your kin to dust / in the dark satanic mills of progress” åbner for et væld af tolkninger alt efter ens ståsted. Præcis sådan som god kunst helst skal gøre det.

For man kan sagtens vælge at læse Primordials keltiske toner og historiebevidsthed som et udtryk for en voldsom patriotisme. Man kan koble linjerne “For those who saw their daughters’ / virtues were taken by invading forces” med Nemtheangas foruroligede post om flygtningekrisen og skjulte ISIS-medlemmer i flygtningelejrene på sin blog året efter og få Primordial til at se ud som et festorkester for de europæiske nationalistbevægelser. Det vil bandet bare ikke selv:



– In a sense, since the 1850s, emigration has deprived Ireland of generations and generations of thinkers, [...] leaving the country in the grip of the Catholic Church and a sort of 50-something, intellectually stunted, socially backward group of men. There is also a part of me that’s come to hate the sort of Ireland inward mentality and also hate the backward Catholic mentality, sagde Nemtheanga i 2011 i et interview med Decibel Magazine og konkluderede om sit hjemland:

– It’s just the backwater that Ireland became.



Arven fra Bathory
Så meget for den nationale stolthed. Og så meget for scene-stoltheden: I samme interview hævder Nemtheanga, at det var et rent tilfælde, at Primordial blev grupperet som black metal, da de begyndte. Det er i bedste fald historieforfalskning, i hvert fald hvis man hører Primordials tidlige udgivelser. Og ligesom Nemtheanga i 2011 kortvarigt vikarierede som forsanger i Marduk, får black metallen da også et nik på ‘The Seed of Tyrants’, det fjerde nummer på ‘Where Greater Men Have Fallen’. For Primordial var det først og fremmest et spørgsmål om at transcendere scener og skabe noget større. Det gjorde de på ‘Where Greater Men Have Fallen’. Og midlet var noget så velkendt som gode, gamle Bathory.

Nemtheanga har haft sit eget Bathory-hyldestband, Twilight of the Gods, og på sin blog giver han nøglen til at forstå Primordial, hvis nogen skulle have misset verdens mest oplagte spor (og gør en passant Quorthon til en trojansk frille):

– ‘Hammerheart’ is the face the [sic] launched a thousand ships, like Primordial among many others, huge tectonic plate shifting tracks with a historical cultural outlook as Q found his own Viking heritage supplanted the hellbent devil worship. 



Sammen med Enslaved og Watain er Primordial et af de få bands, der har formået at videreføre ånden fra Bathory og tilføje den nyt i stedet for blot at imitere, sådan som Ereb Altor og andre har gjort det. Det er det, der gør ‘Where Greater Men Have Fallen’ så storslået. Men det er også muligt at læse “the dark satanic mills of progress” ind her: Metal har udviklet sig og forgrenet sig i ét væk, siden Bathory udsendte ‘Hammerheart’ i 1990, men det er også, som om den har mistet en del af sig selv. I hvert fald set med Primordials øjne. Det er da sjovt nok, at Deafheaven kunne blande shoegazerpop med black metal og skabe en unik lyd ud af det, det er sikkert fantastisk, at Bring Me the Horizon kan give køb på alt, der er metal, for bare at gå totalt pop, og sikke en masse ild og fængende omkvæd, Behemoth har.

Men hvad blev der af de sange, der får én til at stikke næven i vejret? De sange, der får ens bryst til at svulme, ens muskler til at spændes? De sange, der gør én pavestolt af metal og komplet ligeglad med alle tåbelighederne, al staffagen?



Når vi tæller de døde
Det var de sange, Primordial leverede på ‘Where Greater Men Have Fallen’. Det var titelsangen, det var ‘The Seed of Tyrants’ med sit gjaldende “traitor!” i begyndelsen, det var de Candlemass-doomede ‘Babel’s Tower’ og ‘Ghosts of the Charnel House’, det var ‘Come the Flood’, der tog folkmetallen og fjernede alle læderremmene, pelsklæderne og drejelyrerne og tværfløjterne.



‘Where Greater Men Have Fallen’ er et urmetallisk storværk af den slags, der burde have fået metallen til først at skælve og så slutte op. At metal ikke gjorde det, er svært at tage som et udtryk for andet, end at for få havde evnerne, for få havde den stålsatte tro på noget, som Primordial demonstrerede. Der var ingen ironi hos Primordial. Der var ingen afvæbnende smil. Der var ingen gimmicks, ingen ild eller dansere, intet til at fjerne fokus fra musikken. I midten af det hele tronede Nemtheanga i sine lasede rober og sin corpse paint som en sidste rest af black metal. Han var pjaltekongen, manden, der rejste sig fra asken, da alt andet braste sammen, og bragte verden tilbage til sin retmæssige orden.



På ‘Where Greater Men Have Fallen’ tog Primordial black metal et par årtier tilbage til dengang, hvor Quorthon med Bathory udstak en ny vej frem for genren, og så fulgte de den vej. Det var en vej, der rundede power metal og tampede alle tåbelighederne og al staffagen ud af en af metallens mest fjollede forgreninger for at lede den tilbage på rette spor mod den sande metal. Og den rundede doomen og fik luftet godt og grundigt ud i hashtågerne, så det, der stod tilbage, var riffet, rytmen og råbet.

Det kan godt være, at alle andre i denne serie, pop-nu metallerne i Bring Me the Horizon, ædel-black metallerne i Watain, blackgazerne i Deafheaven, gothkabareten Ghost, djenterne i TesseracT, retrorockerne i Uncle Acid & the Deadbeats, økogrinderne i Cattle Decapitation, selv sci fi-nørd-thrasherne i Vektor var smartere end Primordial. Det kan godt være, at de hver især fandt deres niche, som de forstod at popularisere og – i større eller mindre grad – kapitalisere på.

Men når dette årti om et par uger er ovre, og modeluner og markedsføringsstrategier har fortaget sig, vil ét band stå tilbage i ruinerne af 00’er-metallen og værne om de sande metalværdier. Når “the dark satanic mills of progress” har kværnet alt det ud af 00’ernes trends, som de kunne, og verden ruller videre, vil de se, at “they promised the century to you” – men det eneste, der er tilbage for os metalhistorikere, er at tælle de døde, når alt dette er ovre.

Læs resten af serien om de ti plader, der definerede 10'erne.