Tomb Mold bragte et længe ventet groove til andendagen på Kill-Town Death Fest. Det gjorde heller ikke noget, at de spillede fremragende.

Svenske Grave spillede for den dedikerede oldschool-crowd, da de huggede sig igennem materiale fra årene 1986 til 1991 på Pumpehusets hovedscene.

Suffering Hours debut på dansk jord var obskur og efterlod en med blod på tanden, men trioens komplekse riffing blev hæmmet af en høj bas og lav guitar.

Entombed A.D. viger ikke fra dydens smalle dødsmetalsti, og det betyder, at deres tredje plade er tro mod de hårdkogte fans, men ikke meget værd for alle andre.

Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.

Bedst som man kunne frygte, at koryfæerne var ved at blive trætte af dansen i manegen, smider de et studiealbum på gaden, der vidner om det modsatte.

Dødsfesten står for døren, og opvarmningen dertil skulle vise sig at være lunken, kogende og måske lunken igen. Kill Town Death Fest præsenterede tre bands for et stille København, hvor de eneste uden ansigter stjal opmærksomheden. 

Polsk dødsmetal har været domineret af Vader, Behemoth og Decapitated. Det er på tide, at Hate kommer med i den samtale og får den opmærksomhed, de fortjener.

Vltimas gav et show, der var nogenlunde identisk med det, de turnerede med på Copenhell i juni måned. Det giver ikke topkarakter, men kan sagtens gå an en torsdag aften.

Spanske Wormed leverer slagkraftig og kontant tech-død, der sjældent forfalder til navlepilleri og selvfede jazz-eventyr.

Metal Magic kørte på sidstedagen, og efter en lang dag uden mange højdepunkter var Hyperdontia lige det potente skud afgrundsudskrab, der skulle til for at genvinde dødslysten.

Med dødsmetalvokalharmonier og en trommeslager i særklasse blev der fredag aften leveret et solidt og hårdtslående show fra det amerikanske band Misery Index. Her var både plads til korslagte arme og moshpits.

Baest slap dæmonerne løs i nattemørket og leverede en milepæl af en koncert på Pavilion. 

Den organiserede vildskab og Hyldmars hidsige skrig spillede til UG, da Xenoblight tævede os ørerne fulde med nådesløse moshpits til følge og publikum i deres hule hænder.

Immolation kæmpede en brav kamp imod vejrguderne, der sendte de fleste på flugt. Men de gjorde ikke, hvad der skulle til for at samle os få tilbageværende.

Unleashed leverede en af de få klassiske dødsmetalkoncerter, da de fredag på Pandæmonium gav en tur rundt i hele deres bagkatalog. Med vikinger, naturligvis.

Baest står på skuldrene af alle dem, der har været med til at bygge dansk dødsmetal op. Hvis der er nogen, der kan tage det skridtet videre, så er det dem. Og de har publikum med sig.

Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.

Alle kan spille fedt på hjemmebane for et udsolgt spillested. Der, hvor ens evner virkelig står deres prøve, er på udebane med 30 fremmødte. Den prøve bestod Bleeding Utopia ikke på Bornholm.

Efter et halvt liv uden albumudgivelser er Jeff Becerra tilbage med ny plade, ny besætning og mere af det gamle.