Som hovednavn på Wacken Open Air 2017 leverede Volbeat en professionel og helt igennem uengageret og kedelig koncert uden den store interaktion med publikum.
Tidligere på ugen gav Elder og co. et talstærkt publikum guitarlir for alle pengene. Faktisk var der så meget strøm på spaden, at det blev trættende i længden og for meget af det gode.
Er det Copenhagen Jazz Festivals intention at kombinere sol og sommer med liflige toner i hovedstaden, gjorde Marissa Nadler tirsdag aften heldigvis festivalen til skamme. Nadlers fokus lå på introvert mørke – og generalprøveagtige guitarproblemer.
Sort Sol formåede at tiltrække publikum – men bandets forsøgt på at tegne et billede af sig selv som kunstneriske i stedet for folkekære harmonerede dårligt med festivaloplevelsen.
A Day to Remember leverede et fuldstændig forglemmelig koncert på Roskilde Festivals førstedag.
Atmosfærisk black metal som baggrundsmusik for Rød Stues skødesløse Bazardi Breezer-fest var en nitte. Den lalleglade fest ødelagde musikken, da islandske Auðn søndag aften spillede på Rising.
Med deres klasssike bud på hardcore fik norske Sibiir under søndagens warm up-koncert motiveret publikum til at holde en passende fest. På Roskilde Festival er det ikke et kvalitetstegn i sig selv.
Primalskrig, koklokke og harpesoloer skal ikke undervurderes. Det skal den højere musikalske enhed dog heller ikke, og uden en større mening med galskaben forbliver Svin desværre et eksperiment for eksperimentets skyld.
Selvom Trap Them er et cool og credible band, lykkedes det dem aldrig at forløse koncerten på Roskilde Festival.
Der var tryk – for meget tryk – på Aaron Beams bass, da Red Fang gæstede Avalon som et af onsdagens eneste metalbands. Det dundrende og bastunge lydbillede resulterede desværre i en langstrakt og monoton fest.
The Jesus and Mary Chain, et af 80'ernes store støjrockbands lagde et nostalgisk, men også søvndyssende tæppe over Arena torsdag nat.
Author & Punishers koncert på Gloria var på én gang episk og brutal, men desværre også meget ensidig og langtrukken.
Tysklands Powerwolf havde hverken materiale eller publikum til starte den store power metal-fest sent fredag.
Lydstyrken var alt for lav til, at festivalens første band i hardrockerne i Inglorious kunne blive meget andet end en hyggelig seance til de første fadøl på pladsen.
Mere kant og musikalske forløsninger ville klæde Baroness anno 2017.
Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen
Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.
Som Copenhells uigenkaldeligt sidste band i 2017 bød The Black Dahlia Murder på effektiv, men også aldeles upersonlig publikumsbetjening.
Every Time I Die var langt fra det velkendte høje niveau. Den amerikanske kvintet var i voldsom grad stækket af forsanger Keith Buckleys fravær og generelle lyd-problemer.
Final Void er fra Finland, og det kan høres, for det lyder henad Sentenced med inspiration fra Amorphis. Desværre mangler forsangeren lige det sidste. Og det første.