Tribulation gennemfører stilskiftet til metervaregoth fra 90'ernes overskudslager, uden at det står klart for lytteren, hvorfor de gør det.
Til trods for en større vægt på EDM end på den forrige udgivelse, er alt ved det sædvanlige i The Browning-universet – på godt og ondt.
Vaagenat skriver i pressematerialet, at de har knoklet i øvelokalet, og det kan man godt høre på deres musik. Men er det en god ting?
Schweiziske Amethyst er et relativt nyt band – men det høres ikke ligefrem på bandets første album, der lyder til at have mindst 40 år på bagen.
Man kan være i storform. Man kan have fremragende materiale med. Man kan spille så godt, det skal være. Lige lidt hjælper det, når lydforholdene er så dårlige, som de var til Blazing Eternitys koncert på Næstved Metalfest.
Leprous har efterhånden fundet en formel, de er trygge ved – men er det også formlen, lytterne stiller sig tilfredse med i længden?
Zeal & Ardor eksperimenterer og søger nye veje – det er da vel godt, ikke?
Nails er tilbage efter otte års pladetørke. Har vi savnet dem? Tja. Var det ventetiden værd? Næh.
Hammerfalls 13. studioalbum lyder alt for meget som de tidligere albums. Der er alt for meget genbrug og alt for lidt nytænkning.
Myrkur havde ikke held med at sælge varen ved en aldeles forglemmelig og sjælsforladt koncert på Roskilde Festivals sidstedag.
Powerwolf har udgivet nyt album og lyder som det plejer – hvilket sikkert vil fryde bandets fans.
Ragana var en lige lovligt søvndyssende start på eksperimentet på Avalon
Better Lovers var ikke blide elskere, da de sparkede Roskildes hoveddage i gang på Gaia.
Der var hverken mangel på energi eller ihærdighed, da Users forsøgte at lægge Eos ned. Men det lykkedes bare ikke rigtig … mener den punkskeptiske anmelder.
802 var lutter gode vibes, men der manglede noget slagkraft – og koncerten på Gaia virkede derfor mest af alt forceret og forvirrende
De københavnske hardcore/crossover-rødder i Rot Away regnede ikke væk, men den støvsky, som publikum skulle have rejst i moshpitten endte som pligtskyldige circlepit-tramp på den våde plads.
Norske 1349 havde som sædvanlig fart på, da de gæstede Copenhell onsdag aften, men tempo burde have været kombineret med lidt variation.
Det blev til en kort koncert med Brand of Sacrifice, som trods udfordringer forsøgte at give Copenhell den start på dagen, vi havde fortjent.
Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
Den majestætiske vildskab, som man kunne have forventet qua Hulders udgivelser, udeblev i en buldrende, rungende trommelyd på Gehenna.