Joakim Brodén & co. har udgivet nyt, og alt lyder rigtig meget, som det plejer.
Soulflys nye album 'Chama' starter som et løfte om genopstandelse, men ender som et jammerligt bevis på, at selv Max Cavaleras vrede kan miste retning, når inspirationen tørrer ud.
Castle Rat er hurtigt klar med opfølgeren til sidste års ‘Into the Realm’, med større vingefang og mere tid at folde sig ud på – er 50 minutter i bestiariet så tiden værd?
‘I Feel The Everblack Festering Within Me’ er den musikalske pedant til “Vi har ’Pain Remains’ derhjemme”.
The Smashing Pumpkins var lidt for store til det dobbelt udsolgte Store Vega. De havde i hvert fald taget manierismer fra store stadioner med sig ind på spillestedet.
Calva Louise leger kærkomment med genrekonventionerne, men formår ikke at skabe et sammenhængende lydbillede, der gør deres gode ideer ære.
Det var på en eller anden måde historisk at se Brats gendannet efter 45 år, fredag på Metal Magic. Men det føltes ikke sådan.
Jinjer er et af Europas største metalbands, men det var svært at se denne onsdag på Eos, hvor der var temmelig god plads mellem os, der stod og lyttede.
En hel times ventetid for at høre et covernummer var for meget til, at Alien Ant Farm reelt kunne gøre sig fortjent til en plads på Hades-scenen på dette års Copenhell.
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
Battlesnake var et charmerende indslag på festivalens første dag, men i sidste ende var det ikke nok til at skjule bandets middelmådige metal.
Slipknot var en skygge af sig selv lørdag aften, hvor bandet kørte på 70% og dermed blev en kæmpe fuser som hovednavn på dette års Copenhell.
Stray from the Path blev på hardcorens smalle sti bortset fra ét stiltræk. Desværre var det stiltræk pisseirriterende.
Syracusæ sætter Colombia på metallens verdenskort med tre kvarters teknisk velsmurt progdød – og for en stund er vi alle latinoer!
Torsdagen på Gehenna blev skubbet lidt for blidt i gang af norske Heave Blood & Die, som sendte motorisk postpunk ud til de få fremmødte.
Til trods for gode momenter, viste Kittie onsdag eftermiddag hvorfor bandet aldrig rigtig har været relevant eller interessant.
Employed to Serve trådte til som erstatning på Pandæmonium-scenen, men leverede en energiforladt og rodet koncert præget af dårlig lyd og manglende nerve.
Cryptopsy’s niende studiealbum lægger sig som den naturlige arvtager til forrige års comeback-album. Men er det godt nok?
Det stupide koncept med et band i en container foran et underlag af brosten saboterede et hardcore-show, der på alle andre scener havde været fedt.
Witchcraft har tidligere udgivet ganske habile albums. Men det nyeste skuffer fælt.