Kamelot famler lidt for meget på bandets seneste album.
Disembodiment leverer groovet, tyngden og energien, men nogle gange er summen mærkeligt nok mindre end delene.
Portugisiske Phenocryst bringer geologien med på scenen, hvor dødsmetal, magma og seismiske trykbølger får den lille sal til at vibrere. Men trods massiv lyd, stærk stage presence og et solidt greb om publikum forbliver kvartetten mærkeligt indkapslet, som en krystal i vulkanen, der aldrig helt går i udbrud.
Kopimaskinen kører på fuld blæs, og Electric Callboy har efterladt al selvkritik det samme sted som den gode sangskrivning.
Opstået i de forbandede år under en hel verdens nedlukning, var Poison Ruin klar til at betræde Roskilde Festivals mindste scene, Gloria. Det gjorde de såmænd glimrende, men det var en noget tandløs omgang.
Forventningerne blev ikke indfriet. Smoulder skuffede desværre stort på årets Metal Magic Festival.
Inhuman Nature var et af festivalens få thrash-koncerter her i 2026, men den vil ikke blive husket for så meget andet end et studie i generisk genreopvisning.
Calva Louise var svære ikke at holde af, men musikalsk var det ikke nogen stor oplevelse på Gehenna torsdag aften.
Amerikanske Dying Wish havde det svært på den intime Gloria-scene, hvor musikken sjældent lykkedes med at stå alene.
De unge kvinder i Braindead gav et kort og entusiastisk, men lydmæssigt mudret dødsmetal-sæt på den intime Boneyard-scene.
Black Oak County havde svært ved at fylde den store Hades-scene. De, der var mødt frem, fik hard rock direkte fra skabelon-skuffen. Skuffende.
Gimmicks og konfetti i overflod kunne ikke redde skuffende hovednavn.
De tre unge, indonesiske kvinder i Voice of Baceprot tog internettet med storm for et par år siden. Kunne de stå distancen på bagkanten af hypen?
Sydafrikansk punkcharme og ægte attitude kan ikke skjule, at Twenty One Childrens sange sjældent rækker ud over kuriositetsværdien.
Mammoth har fået konsolideret deres lyd mere siden sidst. Læg dertil en tidlig sendetid, så de glider lettere ned med det tynde øl i solen – og så er Hell ellers i gang!
Jeg har hørt den nye Dimmu Borgir-plade, så I ikke behøver det. Den er sådan set ikke dårligt udført, men det føles, som om der burde udstedes straksforbud mod yderligere musik fra den mørke borg.
Belgiske Thot lovede alt på plade og leverede ikke – desværre. For der var fede øjeblikke i deres sæt, der for størstedelens vedkommende virkede som et efterskoleband.
Post-rock er en svær genre at bokse med, og det gør det naturligvis svært at være anmelder på A Colossal Weekend. Undskyld, ACW, det er mig, men det er også lidt jer. Og Russian Circles.
Engang var Venom stilskabende. Nu skaber de mest kedsomhed.
Kollaps går all-in på maskinelt øredøvende intensitet, men efterlader et indtryk af mere form end egentlig indhold.