På Roadburns første dag lukkede canadiske Black Mountain festivalens Main Stage med et godt gammeldags brag af en imponerende rockkoncert.
Gentlemans Pistols forenede et let humør med en musikalsk denimstørrelse, der bulede ud de helt rigtige steder. Briterne var ikke til at skyde igennem!
Lee Dorrian var velvalgt vært for årets kuraterede program på Roadburn og havde i den lejlighed fundet plads på plakaten til også sit eget band With The Dead. Årets Copenhell-publikum har noget at se frem til.
Sjældent er et publikum på Roadburn set gå så meget amok, som da japanske G.I.S.M. fredag aften gav deres første koncert uden for Japan nogensinde. Den perverse fest blev festivalens bedste koncert.
Tau Cross med Rob Miller i front greb publikum ved kraven, da de tidligt lørdag aften på Main Stage gav deres hidtil eneste europæiske koncert.
Inter Arma leverede sent lørdag aften en dynamisk koncert, som transcenderede grænsen mellem det storladne og primitive. Havde det ikke været for opstartsvanskeligheder, så havde koncerten stået som en af årets bedste.
Candlemass gav en overbevisende dosis "følelsespornodoom" på Roadburns hovedscene, hvor de fremførte hele deres tredje album, 'Ancient Dreams'.
San Francisco-kvartetten Lumerians satte et stærkt psykedelisk punktum for Roadburn 2014. Bandet optrådte i hvide kutter og med dioder som øjne, hvilket bare forstærkede musikkens ildevarslende undertoner.
Tom G. Warriors Triptykon gav en sønderknusende, men lidt for kort koncert på Roadburn, hvor det også godt kunne mærkes, at kvartetten aldrig havde spillet de nye sange live før. Dén sorte rust har de dog med garanti rystet af sig, når det er juni, og der er Copenhell.
Bölzer var festivalens højest spillende band, da de søndag eftermiddag krydrede Afterburneren med en opfindsom blanding af død og black.
Yob er med årene blevet et husorkester på Roadburn. Det blev understreget i i år, hvor de foran savlende doom-tilbedere igen indtog Main Stage to aftener i streg.
Magma var Roadburn-programmets største scoop i år, og det progressive orkester fra Frankrig levede da så sandelig også op til deres kultstatus.
Roadburn og Opeth var et match made in heaven, og det rutinerede svenske band leverede festivalens bedste koncert.
Rendestenens allstar-band, Corrections House, levede op til de ulmende forventninger og leverede en Main Stage-koncert, der udlangede soniske øretæver.
Torsdag aften ved midnatstid lukkede tysk/tyrkiske Mantar Roadburns mindste scene med en sund feberudladning af metal-energisk kraft.
Rutinerede Sourvein havde fået æren at åbne Roadburns Main Stage med deres klassiske doom-sludge. Desværre forblev æren helt deres.
Gendannede britiske Loop tog Roadburn tilbage til den britiske neo-psykedeliske 80'er-scene med masser af guitarstøj og soloer signeret Robert Hampson. Koncerten bød samtidig på festivalens bedste lyd takket være en meget aktiv lydmand.
Hyggelig akustisk eftermiddagskoncert med kult-prog/folk-foretagendet Comus, der sang om hekse, mord og voldtægt, men kun sjældent nåede ud over scenekanten i den i længen lidt ensformig seance.
San Diego-kvartetten Harsh Toke gav to jamkoncerter fyldt med den klassiske rocks jamdyder: Den første af dem havde Patti Smith-guitarist Lenny Kaye som gæstemusiker, den anden var på hovedscenen lørdag ved midnat. Ingen af koncerterne lettede for alvor.
Et interessant og vovet forsøg fra grind-pionererne Napalm Death endte på Roadburn som en mislykket seance med et band, der virkede ude af deres element i eget materiale.
