I anledning af genudgivelser af Saturnus' første udgivelser fangede vi frontmand Thomas A.G. til at fortælle en del om "gamle dage" samt vigtigt nyt om, at en ny plade er under udarbejdelse.
Doom er ikke den mest spillede metalgenre herhjemme, men alligevel rummer vores lille land et ganske ypperligt band i dén genre - Saturnus hedder gruppen, som har fået genudgivet sine første udgivelser.
Italienske Ufomammut gav en sine steder eksplosivt pulveriserende og andre steder alt for stillestående og tørvetrillende koncert på Loppen.
Når man havde forventet uforbeholden magi, så var Candlemass skuffende, fordi Rob Lowe kun nåede 80 % af sin vokale styrke, men bandet bandet spillede pletfrit ellers.
Svenske Nox Aurea tager ikke tingene så hurtigt og doom'er tungt og smukt på deres andet album.
Sólstafirs udseende skaber tvivl, om bandets stil, men kendte man bandet i forvejen, så blev det en art støjende klagesange som forventet.
High on Fire leverede - som altid - den tungmetalliske vare. Men desværre heller ikke så meget mere end bare dét.
Svenske Candlemass valgte helt rigtigt med Robert Lowe som erstatning for Messiah, men bandet har desværre ikke haft samme fokus på kvalitet i denne live-udgivelse.
Selvom d’ skæve herrer i Eyehategod spillede umanerlig tight – især indtagelsen af stærk tobak taget i betragtning – så savnede man alligevel en form for rød tråd i det ubønhørlige tungmetalhelvede.
Fra resterne af Celtic Frost har Triptykon rejst sig og lavet en meget afvekslende debut.
De engelske doomrockere i Cathedral har for nylig fejret 20 års jubilæum og i kølvandet på dette kommer nu et varieret og fremragende dobbeltalbum.
Hvis man savner Quorthon og hans Bathory, så går man ikke helt galt i byen med Ereb Altor, der er leveringsdygtige i gennemført, doomet viking metal.
Loppen og arrangørerne Doomed Denmark var igen et beskidt musikalsk cateringfirma med knastør tungrock på menuen. Denne gang med de levende legender i Saint Vitus som leverede det, der uden tvivl ender med at blive en af årets bedste koncerter.
Første album med Altar of Oblivion er en udsøgt fornøjelse for alle, som nyder klassiske guitarriffs i en episk, doomet stemning tilsat højstemt vokal.
Svenske Kongh og de danske opkomlinge i Rising var lige ved at gøre Ruth Evensen kunsten efter, da Dortheavej 61 fik besøg af tungmetal-bulldozerne.
Finsk doom er ofte af en ganske særlig, mørk kaliber, og Hanging Garden er ingen undtagelse
Gæstelisten på Saattues anden fuldlængde er lang, og sammen har de skabt et lytteværdigt mørkt album.
Inspirationskilderne er tydelige på danske Risings selvbetitlede EP, men det overskygger ikke det faktum, at vi her har at gøre med forfriskende dansk metal, som den skal skæres.
Nogle albums skal høres i sin helhed og ikke i glimt. Paradise Lost har begået et af disse.
Metaltown 2009 - My Dying Bride
