Med en fint sammenflettet blanding af død, doom, black, sludge og hardcore, så man ved, at det er grundigt post-alting, imponerer briter på deres andet album.

Redwood Hill gav følelserne frit løb på Pandæmonium.

Liturgy gav en koncert, der ikke var køn, let fascinerende, men hvor vokalen desværre stod i vejen for den helt store oplevelse.

Sólstafir-fans fik på Roadburn en enestående chance for at høre 'Svartir Sandar' fremført i sin helhed, sandsynligvis eneste gang nogensinde.

På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.  

Møls nye album ledsages af promobilleder i pastelfarver og venligt smilende musikanter, og man kunne næsten fristes til at tro, vi slet ikke havde med metal at gøre. Kan det mon passe?

I en tid hvor black metal ikke nødvendigvis er hverken trve, kvlt, sort eller bare metal, findes der stadig nogen, der husker dengang clean vocals var bandlyst og koret var en knap på et keyboard.

Ingen har patent på en æstetik, men Deafheavens appropriation af drømmepoppen er trods en hæderlig indsats ultimativt forglemmelig.

Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.

En ungdom præget af dance og guitarvituositet genbesøges i australske Mesarthims ekstremt eventyrlystne fusion af dance, power og black metal

Ukrainske White Ward har tæmmet de finurlige indslag i sin musik, og resultatet er et forunderligt fængende og inspirerende møde mellem rasende vokal, trommer, guitar, blid saxofon og Lars Nedlands gæstevokal.

Modernistisk malerkunst og hollandsk ringer nok lige så få klokker for dig, som “Vil du med i skoven og apportere tennisbolde?” gør for Fido. Men selvfølgelig vil Fido det. 

'Har' er et spændende album fra rumænske Dordeduh, der i et storladent musikalsk maleri blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.

Østrig er meget andet end bare komponister og klatmalere. Det er også schnitzler, strudel og sortmetal. Mindst to af disse burde ties ihjel.

Det seneste udspil fra Redwood Hill byder på alt for meget af det gode og ender derfor med at spænde ben for sig selv.

Til trods for en enkelt tåkrummende skæring der mest af alt lyder som om de triste 00'ere stadig spøger, er Sólstafirs seneste album en mesterlig opvisning i grimme følelser, følelser der måske/måske ikke vækker genklang hos sine lyttere.

I Portugal brygger man black metal med ingredienser høstet på Månens mørke side.

Amerikanske Imperial Triumphants 'Alphaville' blander black metal med alle tænkelige og utænkelige genrer. Resultatet er ... spændende ...

Fra Minnesota kommer et af årets mærkeligste bands. Wishfield smider electronica, black metal, noise rock og (måske) en stor håndfuld psykofarmaka i heksekedlen og skruer op for blusset.

Da Der Weg Einer Freiheit med en mindre forsinkelse ankom til Aalborg Metal Festival, fik vi os en hurtig snak med de tyske black metal-opkomlinge om filosofi, instinkter og frihed.