Fra Minnesota kommer et af årets mærkeligste bands. Wishfield smider electronica, black metal, noise rock og (måske) en stor håndfuld psykofarmaka i heksekedlen og skruer op for blusset.

Da Der Weg Einer Freiheit med en mindre forsinkelse ankom til Aalborg Metal Festival, fik vi os en hurtig snak med de tyske black metal-opkomlinge om filosofi, instinkter og frihed.

Hunter Hunt-Hendrix har ikke opgivet at redde black metal og den moderne verden fra hinanden med new age-sludder og elektronik, men han fejler på gruopvækkende vis.

Oprør i black metal-land, etableringen af genrens tredje bølge og fødslen af en ny subgenre. I 2013 førte Deafheavens anden fuldlængdeudgivelse en revolution med sig, der sent vil blive glemt.

Dawn Ray’d vil hellere brænde politibiler end kirker, men de koncertaktuelle anarkister er også værd at høre alene for deres post-black.

Blackgaze-ikonerne Alcest byder på velkendte elementer på deres sjette fuldlængdeudspil, der dog også markerer sig med musikalsk udvikling uden for bandets gængse stil. Men blandingen af gammelt og nyt kommer ikke til at fungere helt.

Sommetider møder man sin overmand. Dette skete, da Decline of the I skulle anmeldes af en jævn dansker, der ikke forstår sig på finere fransk kultur.

Aarhusianske Tongues leverede en ganske udmærket koncert på Atlas, der viste, at de både kan og vil udfordre black metal med doom og punk. Det var lovende musik.

Whoredom Rife holder jernene i ilden med en opfølger, der vægter samspil højere end producer-tricks og nerve højere end melodi. En approach, de slipper fra med æren i behold.

 Zeal & Ardor viste live, at de med blandingen af fortidige genrer har fremtiden for sig

Whoredom Rife kom, så og sejrede igennem 35 minutters frygtindgydende sortmetal. Vi er taknemmelige for, at Mordor ikke har levet forgæves.

Deafheaven er gradueret til de voksnes rækker og viste sig på Vega som et professionelt band, som vi nok ikke slipper af med lige foreløbig

En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.

Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.

Deafheaven tager et langt, beslutsomt skridt ud af post-black og over i den støjrock, de har flirtet heftigt med siden begyndelsen. Det klæder sæsonens mest sommerlige plade.

Celestes udfordringer med mistet bagage og hyret grej gjorde deres midnatsseance mere dyster end vanligt –  overvejende til deres bedste.

De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.

Der var lagt op til en moderne post-black- og shoegazefest, da Møl spillede på hjemmebane, men desværre bød showet på hverken overraskelser eller uforudsigelighed.

De er fans af bands som Alcest, Oathbreaker, Cult of Luna og Lantlôs. Mød duoen Nordsind, der bevæger sig i den instrumentale gråzone mellem post rock og -black.

Møl tager afsæt i shoegaze og den franske postmetal. Læs om et af de mere alternative navne på Prime Is Coming.