Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.
Alcest har endnu engang bevæget sig langt væk fra fortidens metalliske puls, med luftige sommerklange til at lulle os bekvemt ind i deres lyse shoegaze-sind.
Gaerea havde publikum i deres hule hænder og overbeviste intenst om, at de er kommet for at blive!
The Devil’s Trade overraskede positivt med udvidelsen i line-uppet, mens Alcest leverede en velspillet men sært følelsesløs koncert.
Dymna Lotva træder tydeligt i karakter her på deres tredje album, der udspiller sig som et dystert, kunstnerisk lydtapet til begivenhederne i deres forhenværende hjemland.
Wayfarer omfavnede Roadburn-konceptet med to sæt, henholdsvis dedikeret til fortiden og fremtiden. En tidsrejse, der føltes kortere, end det lyder.
De ukrainske black metal-eksperimentalister har denne gang ladet sig betage af Siddhartas klassiske lidelsesberetning, akkompagneret af saxofoner og blastbeats.
'At the Gates of Dusk' er en kosmisk rædselsfuld drømmerejse ind i H.P. Lovecrafts mørkeunivers, båret på tonerne af sibirisk post-black metal.
Med en fint sammenflettet blanding af død, doom, black, sludge og hardcore, så man ved, at det er grundigt post-alting, imponerer briter på deres andet album.
Redwood Hill gav følelserne frit løb på Pandæmonium.
Liturgy gav en koncert, der ikke var køn, let fascinerende, men hvor vokalen desværre stod i vejen for den helt store oplevelse.
Sólstafir-fans fik på Roadburn en enestående chance for at høre 'Svartir Sandar' fremført i sin helhed, sandsynligvis eneste gang nogensinde.
På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.
Møls nye album ledsages af promobilleder i pastelfarver og venligt smilende musikanter, og man kunne næsten fristes til at tro, vi slet ikke havde med metal at gøre. Kan det mon passe?
I en tid hvor black metal ikke nødvendigvis er hverken trve, kvlt, sort eller bare metal, findes der stadig nogen, der husker dengang clean vocals var bandlyst og koret var en knap på et keyboard.
Ingen har patent på en æstetik, men Deafheavens appropriation af drømmepoppen er trods en hæderlig indsats ultimativt forglemmelig.
Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.
En ungdom præget af dance og guitarvituositet genbesøges i australske Mesarthims ekstremt eventyrlystne fusion af dance, power og black metal
Ukrainske White Ward har tæmmet de finurlige indslag i sin musik, og resultatet er et forunderligt fængende og inspirerende møde mellem rasende vokal, trommer, guitar, blid saxofon og Lars Nedlands gæstevokal.
Modernistisk malerkunst og hollandsk ringer nok lige så få klokker for dig, som “Vil du med i skoven og apportere tennisbolde?” gør for Fido. Men selvfølgelig vil Fido det.