Er du til obskur black metal i alle afskygninger, så har Roadburn tænkt på dig! Lamp of Murmuurs første koncerter i Europa var et trækplaster udover det sædvanlige.

De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.

Stonerrockidolerne i Kadavar og Elder har slået pjalterne sammen i et anfald af lockdown-selvmedlidenhed. Resultatet er intet mindre end fælt skuffende.

Er black metal for grimt og larmende? Er du vild med Skandinavien og tv-serier om vikinger? Og kan du lide behagelige melodier som lydtapet? Så har Wormwood et godt tilbud til dig.

Der klunses til højre og venstre, og Lucer følger i Greta van Fleets fodspor, når de udgiver en plade, hvor et andet, større band allerede har spillet al musikken i forvejen.

Rhapsody Of Fire er bedst kendt for power metal, der med ublu stolthed stræber mod himlen. Men hvad helvede er det her?

Østrig er meget andet end bare komponister og klatmalere. Det er også schnitzler, strudel og sortmetal. Mindst to af disse burde ties ihjel.

Tribulation minder os om, hvordan det er at føle noget intenst og dybt ved at høre en metalplade. Specifikt væmmelse, raseri, afsky og forurettethed.

Deafheavens tiårsjubilæum er blottet for stemning og charme og fremstår i stedet som en lappeløsning.

Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.

"Som at lugte til sine egne prutter", "verden opløses omkring mig", "noget, der er blevet nummer 5 i første heat i det finske Melodi Grand Prix i starten af 00'erne": Med åben pande og uden forudindtagelser sendte vi vores bedste mand ind til den nye Defecto-plade.

Bon Jovi har skabt en hyldest til det triste år 2020 og rammer plet med at afspejle gudsjammerligheden.

Ihsahn har i et par år stået i ualmindelig høj kurs hos mig. Han har, som den eneste, fået to gange topkarakter hos mig, og jeg står stadig ved mit udsagn om, at han laver black metal for voksne. Men alting har en ende.

Kairon; IRSE! er, både eksotiske, uldne, larmende og pisseirriterende på bandets fjerde plade, der ikke rigtig kilder, hvor den skal, men mest af alt føles som en sweater af bier.

Stærkmandspop maskeret som den fede rock: Grumpynators har motorcykeltaskerne fulde af veltjente pop-fif og skambrugte skabeloner, som man skal være virkelig rockhungrende for at lade sig spise af med.

Trapt er mere interessante, når Chris Taylor Brown får en Twitter-nedsmeltning, end bandets musik nogensinde bliver. 

Det hollandske freakshow har ladet sig inspirere af det mest forsuttede bolche, der findes i horrorgenren. Resultatet er nedslående.

Manden med Weekendvesten forstår, at folk vil genoplive og genopleve fortiden, men han ville ønske, at Wallop ikke belemrede ham med en klinisk version af deres muntre minder.

Glenn Danzig fylder 65 til sommer, og det kan godt være svært at holde den hårdtslående og ditto -bollende facade oppe.

Katatonia opretholder stimen efter 11 års elendighed.