Amerikanske Bl’ast forsøger sig endnu engang med en genudgivelse af, hvad der kan kaldes en fordums kultudgivelse, men det er som så med succesen.
Man skal tage det smukke med det mørke og ellers være forberedt på en omgang kold, minimalistisk drone, når norske Ulver og amerikanske Sunn O))) slår sine musikalske pjalter sammen.
All Pigs Must Die leverer på deres andet album en meget, meget vellykket gang mørk og hidsig hardcore tilsat en knivspids doom.
Kaos og vildskab er intakt trods den digitale finpudsning af gamle indspilninger, og det gør ’Blood’ til et lytteværdigt åndedrag fra slutfirsernes undergrund.
Pelican er et aparte amerikansk svar på islandske Sigur Rós, men uden dybden og den skærende melankoli.
A Storm Of Light foretager lidt af et stilskifte på dette udspil. Resultatet er ganske vellykket.
Texanerne i Power Trip gør for alvor thrash metal farligt igen, når de på deres debutalbum riff-fucker lytteren herligt over i to.
Hessian fra Belgien spiller på sit debutalbum en forfriskende omgang varieret og kaotisk blanding af hardcore, black metal, punk og sludge på en stærkt vanedannende vis.
Nails lever op til debutalbummet med et endnu mere brutalt og knusende udspil, der denne gang strækker sig over "hele" 17 minutter og endda flere steder tangerer rasende grindcore.
Amager krigsguden skriver i ugens House of Franco klumme om et af sine favorit metal albums fra 2012, Acephalix' 'Deathless Master'.
Den sumpede stonerenhed i Weedeater skildte sig ud da de startede fredagens intensive metalprogram på forbløffende tung og langtrukken vis.
De gendannede dødsmetal-legender i Winter leverede en komprimeret times ond og åndssvagt tung dødsmetal. Et kvarter mere ville have fået koncerten helt op i det røde felt.
Earth er tilbage med første del af en dobbeltudgivelse, der bygger videre på den ørkenstøvede stil, Dylan Carlson & co. har lagt for dagen på de seneste par plader.
Californiske Nails viser på deres andet album, hvor det metalliske hardcore-skab skal stå – det er som at få søm banket ind i øregangene.
Debuten fra The Cults Ian Astbury og japaner-trioen Boris, med også den sexede skolepige-/spøgelsesvokal fra Wata i guitarerektionens centrum, er et gedigent ét uden at være i nærheden af at være noget specielt.
