Hvordan holder man fast i den musikalske nerve og integritet, når man dybest set ikke har ændret hverken stil eller fremtoning de sidste 30 år?
Mere kant og musikalske forløsninger ville klæde Baroness anno 2017.
Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten
Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen
Black Star Riders kørte den hjem på rutinen med fuld skrald på alle instrumenter i en grad, så det var som så med at høre detaljerne i musikken, som blev leveret af det ellers kompetente band.
Var man vågnet lidt sent, blev man i den grad vækket til de finske crossover-thrashere fra Lost Society. De lød ,som var de skudt lige ud af 80'ernes Bay Area-scene.
Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.
The Interbeing vækkede det søvnige Copenhell-publikum, selvom de selv virkede lidt trætte.
Architects indtager ufrivilligt pladsen som bandet, der spillede årets korteste koncert. Fem numre blev det til, inden englændernes koncert blev ødelagt af regnen.
Every Time I Die var langt fra det velkendte høje niveau. Den amerikanske kvintet var i voldsom grad stækket af forsanger Keith Buckleys fravær og generelle lyd-problemer.
And Saxon played on, og NWOBHM’erne beviste, at de gør sig bedst på større festivalscener.
The Dillinger Escape Plan sagde farvel, Invocator kom tilbage, Huldre herskede over Hades – og Five Finger Death Punch var det ultimative lavpunkt. Heldigvis bød Copenhell 2017 også på hovednavne som Slayer, System of a Down og Prophets of Rage.
Slayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.
”Fuck you! And then some!” Overkills musik er lige så voldsom som deres attitude. I 60 minutter tæskede de hørelsen gul og blå med en af de bedste thrash-koncerter i Copenhells historie.
Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.
For første gang i Copenhells historie bød festivalen på et ekslusivt indslag i selskab med Invocator, der skrev sig ind i historien med en sublim koncert.
Med uoriginal musik og et medrivende show fik Baest brudt Copenhells regnforbandelse tidligt lørdag eftermiddag, hvor de lokkede solen frem og lavede festivalens måske største wall of death.
De svenske doom-statsmænd gav en klassepræstation fredag på Copenhell, hvor de viste, at doom metal sagtens kan skabe en fest.
Der havde været usikkerhed om Five Finger Death Punch i dagene op til Copenhell, men fredag aften kvaste de alle bekymringer og gav et brag af en koncert.
Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.
