Det er vigtigt at lære sine børn at værdsætte metal, og Copenhell giver gode, trygge rammer til det. Vores anmelder tog på familieudflugt.

Copenhellpublikummets tålmodighed blev presset til sidste bloddråbe med årets kongebooking, der var programsat til at lukke hele menageriet knap to timer efter midnat på festivalens sidste dag, hvor kun de færreste var vågne.

Hæsblæsende polka-beats fik publikum til at gå amok, mens øl, kasketter og en gigantisk gul gummiand føg om kap med crowdsurfere, der regnede ned over scenevagterne

Copenhells andet uofficielle hovednavn er det, du bliver mest træt af at være gået glip af, når du hører vennerne snakke om det. 

Graveyard lagde ud på samme måde, som de sluttede, da de stod på Helvíti i 2014. Mens skuffelsen kom snigende, vågnede svenskerne pludselig op og mindede os om, hvorfor de brød igennem til at begynde med.

Bullet For My Valentine leverede med vanlig velspillethed, men faldt igennem på fraværet af stærkt materiale

Med vanlig charme og stor spillelyst fra Danko Jones blev fredagens koncertprogram afsluttet i højt humør sammen med et rocktændt publikum

Metalpublikum har ikke fortjent et band af Enslaveds format. Slet ikke Copenhells publikum, stod det klart, da nordmændene lukkede Hades-scenen natten til lørdag.

Ozzy Osbourne fik sagt farvel på Copenhell, og dét med æren i behold. En levende legende levede op til sit navn og status.

Vi har udråbt dem til Copenhells moralske hovednavn, og Kreator beviste også, at de burde have været øverst på plakaten. Altid.

Fem år efter deres sublime koncert på Copenhell var Alice in Chains tilbage. Og de både matchede og toppede den optræden med et show, der bør gå over i historien som en af Copenhells bedste koncerter nogensinde.

Efter otte år var Deftones tilbage på Copenhells hovedscene, stærkere end nogensinde før og med 18-årsfødselsdagen for deres legendariske album ‘White Pony’ i rygsækken.

Konferencieren kunne måske ikke helt At the Gates' genre. Den kunne bandet dog selv, og de gav en knusende sikker opvisning i melodisk dødsmetal, som de selv skabte den.

Islandske Auðns nordiske black metal forvandlede en lun, solrig og middelmådig eftermiddag til en iskold, atmosfærisk og storslået oplevelse.

Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.

Som debuterende hovednavn klarede finske Nightwish sig absolut til bestået. Men har man set bandet før med bedre lyd og mere engagement, var helhedsindtrykket let skuffende.

Med hver et lille kvarters spilletid til rådighed fik tre af landets bedste navne inden for hardcore og grindcore lige rykket Copenhell godt og grundigt rundt.

Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.

Crowden var hullet som til en vindblæst havnefest, men Turnstile var ligeglade. Amerikanerne sparkede effektivt Copenhell i gang med en velekskeveret dosis af deres helt egen melodiske, groovy hardcore.

Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.