Vi mødte vort fucking endeligt på Gehenna, da supergruppen END for en stund vandt den evige kamp om, hvem der spiller mest aggressivt og brutalt.
Livløs var alt andet end deres navn på Hades lørdag. De bragede igennem med deres tunge dødsmetal og publikum ville lege med.
Enforcer blev hæmmet af rodet lyd, men lod selv til at være uvidende om sagen og gik friskt og uimponeret til stålet.
Den gamle black metal blev besøgt, mens den røde tråd til den mere industrielle metal blev alligevel bevaret, og Samaels første show i Danmark i 14 år var en succes.
Der skal meget til at gøre anmelderen mundlam, men Lamentari formåede netop dette, da de fredag nat satte foden ned og overbeviste alle foran Gehenna om, at de er kommet for at blive. En magtdemonstration uden lige.
Galge strammede løkken kærligt til om publikum med farverig og underholdende dødsmetal med indbyggede twists.
Foran et fremmmøde, der havde passet bedre til Copenhells mindste scene, spillede Angra på den største og formåede alligevel at stå præstere noget, der ikke var pinligt (for bandet i hvert fald).
Copenhell er ved at være slut. Det er måske meget godt. Eller er det? Vi ser på fem af de tanker, der rammer folk på sidstedagen af en festival.
Mastodonten leverede stilsikkert uden at imponere. Så kan man diskutere, om der er brug for flere generationers version af bandet.
Ovenpå en tung periode med regn var SKYND lige hvad vi havde brug for, som en portal til et kriminalunivers fyldt med lig og androgyn forførelse.
Han kom, han så og han sejrede. Jakob Stegelmann gav os alle en kærlig knytter lige i barndommen.
Napalm Death havde gang i en fantastisk koncert, da vind og vejr flåede en storskærm på Pandæmonium-scenen fra hinanden og tvang arrangørerne til at aflyse.
Haliphron sætter ingen overskrifter med deres keyladede black, men vinder på et tiltrængt, energisk pust tidligt på tredjedagen.
Blodindsmurte Strychnos gjorde deres bedste for at slagte Copenhells gæster og gav en af de bedste danske koncerter, der indtil videre har været på årets festival.
Gehenna var kun lige stået op, og Dirt Forge skulle vække os blidt, men insisterende. Og det gjorde de. Både med brøl og ild, men også med fin sans for dynamik.
Britiske Green Lung frelste os på Gehenna med forførende okkulte fortællinger om sataniske ritualer, hekse og folkesagnsfigurer, alt sammen med solid nerve og rockstjerneattitude.
Ikke alle gider Copenhell, og ikke alle på redaktionen har vendt snuden mod Refshaleøen. Journalist Dea Lillelund giver her sit bud på de 5 fordele, du får ud af at blive hjemme, når det gibber i kroppen.
Det var heldigt, at publikum allerede var lullet i søvn, da King Buffalo sluttede en elendig koncert med at forveksle Copenhell med Hellfest.
Guitardetaljerne havde fordel af en overordnet manglende bund i Aborteds tekniske grindbesmittede dødsmetal, men det samlede indtryk havde ikke.
Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.