Slipknot gav på mange måder den samlende koncertoplevelse, som Copenhell samler på. I 90 minutter underholdt det ni mand store band med et freakshow dedikeret til dem, der står udenfor.

Slægt har været lovende i så lang tid, at det har været ved at være oppe over, at de skulle indfri det. Det gjorde de endelig på Copenhell.

Baest står på skuldrene af alle dem, der har været med til at bygge dansk dødsmetal op. Hvis der er nogen, der kan tage det skridtet videre, så er det dem. Og de har publikum med sig.

Cabal samlede hele den pukkelryggede metalfamilie til en tidlig nedslagtning på Pandæmonium. En hær af breakdowns fik bombet den indre gorilla hos det overraskende friske publikum

Doom og sol går ikke altid hånd i hånd, og slet ikke når der er tale om en åbningstjans. Rammerne var ikke optimale, men det lod det københavnske kvindekvintet sig ikke stoppe af – for udfordringen var en helt anden.

Whitechapel fik rykket rundt på hele festivalprogrammet, inden de endelig mødte op torsdag eftermiddag og leverede en medrivende, om end for kort koncert.

En stor stemme og en håndfuld stærke sange i en ellers generisk suppedas gjorde, at rockerne i Halestorm var en fin oplevelse, mens det stod på. Men det går næppe over i historien.

Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.

Som torsdagen åbnede på Pandæmonium med Konvent, således endte den: Doomed. Fiend kæmpede med et lille, træt publikum og deres eget materiale, men endte med at bære den hjem.

Fra en trist og tam første halve time på et latterligt lavt lydniveau til 40 minutter med stort format, der kunne høres. Afslutningen gav sejr til Slash i sidste ende.

Like a Storm åbnede årets Copenhell med en koncert, hvor bandets entusiasme gjorde noget mere indtryk end deres ret klichémættede repertoire.

Hvis du var ung i 90'erne var 'Plush' en uomgængelig ørehænger. I manges optik lever Stone Temple Pilots videre i hukommelsen fra dengang, 'Core' var på hitlisterne. Selv gjorde bandet ikke det mindste for at distancere sig fra ungdommen – på godt og ondt.

Eagles of Death Metal var ikke, hvad publikum skreg efter på førstedagen af årets Copenhell. De amerikanske ørkenrockere leverede et sikkert, rutinepræget show, der blottede et blodfattigt band foran et alt andet end begejstret fremmøde.

"Jeg er fandeme stolt", siger Copenhells Jeppe Nissen om 10 års succes på Refshaleøen. Vi har mødt festivalchefen til en snak om udviklingen, årets program, gengangere og de navne, der ikke endte på plakaten.

Adriana og Kent tager begge på Copenhell for 10. år i træk, hvor de både hører forskellig musik og spiser forskellig mad.

Med kun Pandæmonium-scenen åben er opvarmningsdagen perfekt til at få udvidet sin musikalske horisont og nå hele programmet. Det byder på rock i både alternativt poppet, tung, mørk og overskægget form. Til dessert er der: dødsmetal.

Casper Villumsen og Steffen Nørregaard Rasmussen diskuterer opvarmningsdagen. Den ene skribent overvejer kun at tage med, selvom han faktisk har flere favoritter i programmet end den anden skribent, som selvfølgelig tager hele festivalen, herunder onsdagen.

Sidste år skulle der en hærdebred tidligere garder til at holde dem fra at ryge i totterne på hinanden over power metal. I år er det, som om Dragejægeren og Stålbrillen ikke rigtig for alvor kan blive uenige om noget på forhånd, når de ser på lørdagens program sammen.

Vikingebersærkergang, ansigtsflåning, fællessang og gensyn med provinsvennerne: Copenhells sidste dag byder på både koryfæer, unge håb og nostalgitrip. Og ja, du skal fløjte med på den-der-sang.

Stone Temple Pilots mistede to forsangere inden for få år, så da de satte jagten ind på en ny, måtte det ikke gå galt. Han er nu klar til Copenhell, fortæller bandets guitarist Dean DeLeo, der også afslører en overraskende forkærlighed for The Carpenters.