De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.

Lørdagen blev af flere årsager beviset på, at Copenhell stadig er besøget værd. Efter fire dage på den hårde beton lukkede Sodom en festival af, hvor der for første gang i ni år ikke slap én regndråbe gennem skyerne mens musikken spillede. 

Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.

De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.

Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.

Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.

Satyricon var veloplagte, Frost brillerede bag trommerne, og publikum hungrede efter black metal, så moshpitten blev højenergisk og balancerede på kanten.

Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.

Helloween og Copenhell-publikummet havde en kæmpe fest i selskab med de allermest klassiske sange fra bandets bagkatalog, hvor vokalen endda blev udført med dem, der sang numrene på pladerne i sin tid.

Corrosion of Conformity leverede spilleglæde og tung tråd i en koncert, der godt måtte have varet længere.

Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.

Med et nyt album i bagagen vendte Ghost tilbage til Danmark med et show, der emmede af gentagelse, men som ikke desto mindre var veludført og utrolig medrivende.

Amerikanske Suffocation skulle ikke bruge mere end 40 minutter på at trække al livskraft ud af publikum med deres knusende tunge dødsmetal, der bragede på den helt rigtige måde.

Bandet, vi elsker at hade. Vi satte en fan op mod en kritiker, så de kunne forsøge at overbevise hinanden om, hvorfor Defecto var fænomenalt. Eller forfærdeligt.

Troldspejlet længe leve! Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester leverede en legendarisk koncert, hvor nostalgien, nørderierne og fællesskabsånden var på sit højeste.

The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.

Livløs kom, så, skruede op for bolletoget, drak publikum ned og besejrede al tvivl, man måtte have om bandets leveringsdygtighed, med en fremragende præstation lørdag middag på Hades.

Det er vigtigt at lære sine børn at værdsætte metal, og Copenhell giver gode, trygge rammer til det. Vores anmelder tog på familieudflugt.

Copenhellpublikummets tålmodighed blev presset til sidste bloddråbe med årets kongebooking, der var programsat til at lukke hele menageriet knap to timer efter midnat på festivalens sidste dag, hvor kun de færreste var vågne.

Hæsblæsende polka-beats fik publikum til at gå amok, mens øl, kasketter og en gigantisk gul gummiand føg om kap med crowdsurfere, der regnede ned over scenevagterne